Causerier om mit Sangri-La

Ahm. En hel uge i det mettiske sommerhus. Huset burde få et navn. Det, der først popper op i mit hovede, er Sangri-la. Men nu er jeg mest ved drømmen om en hippie-oase, hvor man render rundt med bare pa**er og bar r*v. Den planke ville jeg næppe turde at køre ud i virkeligheden. Og navnet sangri-la også fordi jeg engang boede på et superfedt hostel på øen Cebu på Filippinerne, midt i junglen, på en højde, og med en flod nedenunder. Shit, det var dælme sangri-la, et skønt sted, som jeg stadig drømmer om. Elsker i det hele taget beboelsesarrangementer og gemmesteder, der er placeret på højder, og som har skønne terrasser. Så er det jo belejligt, at mit hus netop er placeret oppe på toppen af en bakke. Terrasser skal jeg nok have arrangeret på sigt. Flere niveauer. Som i Babylons hængende haver. Mm. Men lige nu! Så handler det simpelthen om at få forceret alt det krimskrams, der er rundt omkring i min 1650 m2 herligt/skræmmende (halvt fuldt eller halvt tomt)  store have. Krimskrams må man vel gerne sige som have-ukyndig. Jeg prøver mig frem. Lærer hele tiden. Påsken har resulteret i at den lille fliseterrasse foran huset er blevet ukrudtsfri. Min kære far flåede hver og en flise op og fjernede sejt senegræs og invasive gevækster og alt muligt. Og så har jeg fået fat i en såkaldt flishugger, naboens (men skal dælme ha’ mit eget powertool, idet jeg ikke kan blive ved med at spørge om lån, og ikke har jydekrog på bilen) – og så har jeg hakket grene, krimskrams mv. til den store guldmedalje. At kværne haveaffald er lidt som at presse gulerødder ned i en gigantisk juicer. Resterne, flis, strøes så ud over træer, buske mv. På den økologiske, genanvendelige måde. Assisteret af forskellige vennegrupper og andre dejlige mennesker på langfart. Og jo mere man som have m/k roder rundt i krimskramset, jo mere krimskrams springer der frem. Men jeg er fortrøstningsfuld, for det er jo smadder fedt. Man får den vildeste omgang motion, man får sol og frisk luft, og man er samtidig hjemme i sin trygge rede. Ikke noget med at skulle pakke en taske og drage på langfart hver gang solen skinner, som vilkårene her i hovedstaden ellers er. Og så kan jeg godt lide, at udviklingen er håndgribelig og lige til at se med øjnene. Det er ikke som at arbejde professionelt med forretningsudvikling, hvor resultaterne først kommer på sigt og ikke altid i målbare størrelser. Nu er jeg hjemme igen efter en lang skøn påske ude i det fri, og jeg glæder mig allerede til næste gang den igen står på sommerhus!