Samfundets syn på døve og hørehæmmede

Jeg har i denne uge været til Deaf Studies på Aarhus Universitet. Institut for Kommunikation og Kultur er nemlig interesserede i døves kultur mv. og har arrangeret Danmarks første sommerskole i selvsamme emne. De vil gerne fortsætte med summer schools, og de er interesserede i at arbejde med Ph.D.’er der skal forske i feltet. En fantastisk udvikling!
Sådanne arrangementer som dette her løber ofte af stablen verden over og viden bibeholdes internt. Folk bliver inspirerede, går hjem, og så sker der ikke mere for de almindelige dødelige. Det samme vil sandsynligvis ske for mig, så jeg tror lige, jeg vil dele et par ord om mine personlige refleksioner, og så må andre, der har været med, supplere, for jeg synes det er nogle vigtige ting vi har vendt. Ting som den bredere offentlighed ikke rigtig kender til.
I formiddags har temaet været sprogpolitik v. dr. John Bosco Conama, Trinity College, Dublin, og det var for mit vedkommende det mest spændende af det hele. Der er nemlig mange, der ikke rigtig forstår begrebet “politik” og slet ikke noget så diffust som sprogpolitik. Vores sprog er da dansk!
Men for landets 4000 (cirka, tallet er nok faldende?) døve er sproget dansk TEGNSPROG. Ikke at vi ikke kan dansk skriftsprog, for det kan vi da skam også – og flere kan også talt dansk (det, som er det danske sprog for udefrakommendes vedkommende).
Dr. Conama har forsket i irske forhold, og her er irsk tegnsprog, ligesom dansk tegnsprog, officielt anerkendt. Men han påpeger, at mange af formuleringerne ligger ovre i the Bill of Health (fokus på sygdomme/handicap) frem for Migration and Diversity.
Dette leder helt naturligt over til den ældgamle diskussion om hvorvidt døve er handicappede eller en del af en sproglig/kulturel minoritetsgruppe. Det skal jeg ikke kloge mig på, omend jeg personligt vil svare: Begge dele! Ikke enten eller, men både og. Men det er mere eller mindre kendt, at pengene følger handicapperspektivet og derfor er det smartest at vifte med handicapkortet (“se-hvor-er-det-synd-for-mig”). Eller er det?
Herhjemme i Danmark bliver døve mere eller mindre sat i bås med sygdomme/handicap og hjælpemidler hos kommuner, regioner mv.  Men vi ser også eksempler på at døve hører til under andre områder (ministerier), specielt med de seneste “landevindinger” som f.eks. retten til tolkning. Derudover ser vi private økonomiske initiativer der støtter begge perspektiver. Jeg tror først jeg fik mulighed for at komme ud af handicapsystemet, da jeg blev voksen og dermed ikke skulle følge en fastlagt kurs.
Hele høreområdet, allerede fra det lille barn der bliver taget imod af en jordemoder, vurderet af læger for at konstatere høretab, kastet i favnen på audiologopæder, AVT-eksperter, talepædagoger, lærere, måske speciallærere, og jeg skal komme efter dig – hele området er stærkt influeret af handicapsynet, at døve er handicappede og skal hjælpes og trænes og fikses. Og dette “for enhver pris” er ekstra tydeligt lige nu. Den fremherskende retorik er: Tegnsprog forstyrrer talesprog, det er bedst at holde sig fra tegnsprog hvis man skal lære at tale. Forældre tænker: “Lægerne anbefaler ikke tegnsprog, jeg bør ikke andet end at lytte – det handler om mit barns fremtid.” og “Audiologerne anbefaler ikke tegnsprog – fagpersonerne ved bedst, jeg må hellere følge deres anbefalinger”.
Det at fikse/reparere/rehabilitere noget er et handicapsyn. Men i ovennævnte miljøer er det sjovt nok også et handicapsyn at acceptere tegnsprog. Men det passer på ingen måde; tegnsprog er ikke et handicap at kunne, men derimod tilegnelsen af et sprog og en stærkere identitet.
I Deaf Studies ugen er det helt klart; fokus på sprog og kultur. Og hvorfor det? Fordi øret (som ellers er et symbol for mange hørehandicapforeninger) er ikke vigtig for døve. Øret er ikke i stykker, der er ingen sorg, øret skal ikke repareres (det medicinske syn) Øret – det findes bare ikke, bruges ikke, og det er døves naturlige medfødte tilstand. Til sammenligning: Er flagermus handicappede, nu hvor de ikke har syn, selvom de har øjne? Er pingviner handicappede, når de har små dysfunktionelle vinger og går sjovt – nej vel, bare deres naturlige biologiske tilstande. Det at mangle en sans udløser da nok genvordigheder i et samfund, hvor alle har ører og bruger dem; men har man forståelse for sprog- og kulturperspektivet og styr på egen identitet, kan denne barriere nemt overvindes med de tilbud vi har i dag.
Høreområdet og kommunerne hører sammen. Vi ved, at meget af det vi ser på høreområdet lige nu er spareøvelser, fordi kommunerne skal spare. Længe har det været meget nemt for kommunerne at sige nej, hvis det handlede om behov for at lære tegnsprog. Argumenter for afslag er: I har da lært at kommunikere med hinanden. CI findes, der er ikke brug for tegnsprog mere. Vi har betalt en gang for CI, nu skal I bruge det. Men er CI en mirakelkur, der fixer alting?
Det resulterer nogle steder i “Hellere intet sprog end tegnsprog”. Vi hører om sprogløse børn, eller børn med ringe sprog og fattige begrebsverdener.  Identiteter, der på påvirkede af, at man altid er anderledes end de andre. Specialskolemiljøerne har for nogle år siden fjernet tegnsprog fra deres undervisningstilbud for at tilfredsstille forældrenes efterspørgsel efter udelukkende auditiv læring, for at holde fast på eleverne. Men elevtallet er stadig faldet, for nu skal alle inkluderes, folkeskolerne har da meget bedre styr på denne gruppe af børn (?). Så nu er hele specialskolemiljøet i Danmark mere eller mindre ved at lukke ned, og det betyder, at døve børn ikke længere har samme adgang til tegnsprogsmiljøer i dagligdagen, i deres skolegang. De har snart kun folkeskolerne tilbage, og her ved man kun noget om hørende børn. Sådan ser det ud i Dagens Danmark på høreområdet. Det er nu kun den ene vej tilbage. Høre/Talevejen.
Vi har set nogen forældre til døve børn (med CI) sige at deres børn er “hørende”. I dag tror jeg, at mange er ved at modificere denne skråsikkerhed; for hørende bliver man næppe, selvom man kan klare sig rigtig godt med hvad man har af hørelse. Men hvad er man så, når man ikke er helt hørende? Handicappet? Vil man så være afhængig af at hele tiden at skulle blive vejet og målt af kommunale instanser? Er det ikke bare et menneske, vi taler om?
Også børn med CI har brug for støtte. Og derfor rammer spareøvelserne rammer ikke kun tegnsprog, men også rammer dem, der bruger CI og ikke engang har rørt ved tegnsprog – vi hører også om kommunale afslag på hjælpepersoner, kurser, arrangementer mv. også for dem uden tegnsprog. For børnene kan jo selv, og kurser, arrangementer mv. har da ikke noget med ren oral/auditiv/talesproglig indlæring at gøre; det er bare hyggearrangementer, og det er jo ikke noget klinisk, så hvorfor betale for det, når disse findes i nærmiljøet med andre normale børn. Særlige identiteter (det der engang var døveidentitet?), særlige netværk mv. anerkendes ikke fra kommunal side.
Vi ser altså at der er en del konsekvenser af at høre til under handicaptermen. Blandt andet at det giver kommunerne grønt lys til at spare løs, når noget tyder på at handicappet er helbredt. Det, at man rent faktisk er normal, det skal man slet ikke sige to gange til en sparelysten kommune-skrankepave.
Så hele udviklingen er en del af en gigantisk spareøvelse. Desværre!
Man kan være døv på tusind forskellige måder. Det at være døv er en flydende identitet, og man vælger selv til og fra. Og hvad nu hvis der også ligger et uudtalt behov for et særligt sprog, en anden kultur og en unik identitet, fordi der her er en hel masse mennesker, der får et rigt liv via den vej – via fællesskaber med ligesindede?
Hvad med at der faktisk er en hel masse “normale” mennesker, der har lært tegnsprog, fordi de er fascinerede af sproget og kulturen? Tegnsprogstolke f.eks. er specialiserede kommunikationsfolk og ikke handicaphjælpere.
Vi ved dog også at pengene traditionelt ikke rigtig følger med sprog og kulturperspektivet, og det gør det, til trods for anerkendelsen, meget svært at udvikle tegnsproget, få penge til kulturelle arrangementer, opretholde dynamiske tegnsprogsmiljøer mv (eller at kompensere for de forsvindende tegnsprogsmiljøer) og i det hele taget at skabe initiativer til at få de nye generationer af døve med. Det er, som et eksempel, interessant at se at så stort og succesfuldt event som Deaflympics ikke hører til under Paralympics. Hvorfor ikke? Fordi døve har andre behov. Deaflympics er et levende eksempel på at døve ikke vil have almisser under handicaptermen men derimod sprogperspektivet.
Kunne man mon overveje, om det kunne være tid til et paradigmeskift; at man ikke så enøjet kiggede på handicap/medicin/sygdomsperspektivet, men derimod mere fik arbejdet mod  sprog, kultur, minoritet, mangfoldighedsområdet – og med at der fulgte lidt flere penge med?
Nu er det jo institution for Kommunikation og Kultur, der er interesserede i Deaf Studies – og ikke hos audiologerne eller de medicinstuderende.  De kan få lov til at bruge deres krudt på at fikse døve, hvis vi andre kan bruge vores krudt på at stimulere et levende, rigt sprog og  en mangfoldig kultur, som vi lever godt med?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *