San Francisco

Om en lille måneds tid har jeg boet i Californien, the Golden State, i otte dage. Hos min veninde, der har haft en hverdag der i nogle år nu. Det er lidt uvirkeligt at skulle afsted, omend jeg glæder mig.  At bo i en by, hvor gadeskiltene viser navne som Divisadero og Embarcadero, omgivet af byer med spanskklingende navne som San Luis Obispo, San Diego, Los Angeles, Santa Barbara. Omkranset af staterne Mexico mod syd, Oregon mod nord og Nevada og Arizona mod øst. Staten der havde østrigfødte Arnold Schwarzenegger som guvernør. Det er lidt uvirkeligt, og jeg ved ikke helt, hvad det er, jeg går ind til. Har været i Californien før, og også i San Francisco, men det var tilbage i 2006. Dengang var jeg klar på at flytte til Californien, men det er først nu, ni år efter, at jeg gør det. Klimaet i Californien er jo en hel del varmere end det herhjemme, og vintertøjet kommer jeg derfor til at lade til at blive herhjemme. Ikke noget med at gramse på det lækre uld, der er i butikkerne lige nu. Jeg er klar, og jeg glæder mig. Det bliver dejligt at bo og leve et sted, hvor det lunere klima er naturligt. Hvor der sydpå er svajende palmer langs vejene og folk cruiser rundt i åbne biler. I 33 år har jeg levet med Gajol-vejr, fordi det nu engang er sådan, konceptet bag at leve i Danmark er. Vi brokker os over vejret hele tiden, men vi accepterer det. Nu skal jeg prøve et helt andet klima, i en by med nogle andre navne, et andet sprog; og ikke mindst en hel masse nye mennesker.

Point of no return

Skærmbillede 2015-09-17 kl. 21.59.41

Så er boligsituationen herhjemme ved at være fikset, således at jeg faktisk er planlagt til først at kunne vende næsen hjemad medio juni 2016! Shit, så er der jo ingen vej tilbage. Hvis jeg ender med stortudende at komme hjem før tid, så bliver det noget med at bo hos mor eller far. Eller i sommerhus. Med mindre jeg også lejer det ud, hvilket faktisk ville være det allermest fornuftige. Men her har jeg ikke lagt nogen slagplan.

Så hvad jeg skal lave fra november 2015 til juni 2016, det er i alt 7 måneder af mit liv, som jeg slet ikke har nogen som helst plan for. Og faktisk ikke resten af mit liv. Alt står åbent. Jeg har stadig ikke lagt nogen slagplan for, hvordan jeg skal tjene til dagen og vejen. Jeg er blevet endnu lunere på tanken om at skrive en bog, og jeg ved lige præcis, hvad den skal handle om, og hvordan jeg skal gribe processen an. Det kan jeg snildt smide et par måneder efter.

Men nu tror jeg ikke, at der er så meget andet at gøre end at afslutte projekterne herhjemme, pakke en lille vadsæk og spadsere ud i den store, vide verden. Med computeren under armen. Måske skulle jeg bruge nogen tid på at blive dygtig til at fotografere. Har altid beundret smukke billeder, men aldrig set mig selv som visuelt kreativ. Fikse websites vil jeg også lære. Og jeg går meget op i helheder og at ting tager sig godt ud. Så måske… måske ikke…

Små projekter. Store projekter. Ideerne står i kø.  Og jeg vil nyde processen.

Tid er en luksus for nogen – og nu har jeg valgt tid til. Penge er noget, der kommer og går. Tid er også noget, der kommer og går – men man får i modsætning til penge ikke mere, når man først har brugt tiden. Shit, det er godt nok tidligt med den midtvejskrise, hva? Evigt rastløs. Måske?

Men jeg ser også det som en sund mulighed for at stoppe op. Og nyde udsigten.

Nogle gange må man godt indrømme at man er nervøs…

Om en måned og ti dage skal jeg afsted til San Francisco.

Der er en million ting, der skal på plads inden afgang. Mine opgaver på arbejde skal rundes af, der skal overleveres og struktureres og siges farvel. Mit sommerhus skal sættes i stand, således at det KAN lejes ud. Lige nu mangler jeg kun at få installeret nedløbsrør (hjælp!) og at få toilettet shinet op, så kan jeg være bekendt at tage penge for udlejning. Det gør jo ikke noget, at hytten tjener sig selv hjem. Min lejlighed skal jeg også have afhændet mens jeg er ude og rejse. Bilen skal sælges. Vennerne skal jeg sige ordentligt farvel til. Jeg glæder mig meget til at komme afsted, til at opleve en helt ny kultur, et nyt land, et lunere (tak!) klima og nye mennesker.

Men samtidig er jeg i glimt også helt vildt hammer-røv-nervøs. Kommer jeg til at savne min faste base? Mine fortrolige mennesker? Kan jeg undvære det sommerhus, jeg har lagt så meget hjerteblod i de senere måneder (og som er blevet en fantastisk lille perle, mere herom senere). Er jeg vanvittig? Hvordan overlever man egentlig økonomisk at quitte sit job og tage til udlandet i nogle måneder, måske endda mere end et halvt år? Endnu har jeg ikke fået lavet nogen faste aftaler med kunder eller potentielle kunder. Men et par kaffe-dates er i støbeskeen.

Herhjemme har vi det her super sociale sikkerhedsnet, hvilket gør det meget fordelagtigt at være dansker. Betaler man til A-kassen er man berettiget til dagpenge. Ellers kan man få kontanthjælp. Det kræver man opbruger sin hele formue dog. Man skal virkelig være meget ude og skide for at det bliver slemt for alvor. Jeg kan sagtens leve på en sten, det har jeg gjort før, og jeg har også smadret min opsparing før og kommet heldigt ud af det. Og tænk hvis man var flygtning… i det perspektiv er vi danskere meget, meget heldige!

Men samtidig er det med en vis bæven jeg tager afsted til Staterne – tænk, hvis jeg slet ikke finder nogen, der vil betale for mit arbejde som freelancer? Eller nogen, der vil ansætte mig? Jeg har jo ikke noget netværk derovre lige nu. Er det til at finde et rart job herhjemme, når man starter igen fra scratch? Tænk hvis man bliver fanget i det Dagpengeland, man hører frygtelige historier om?

Vi kvinder har det med at planlægge og lave checklister. Jeg er ingen undtagelse. Jeg sælger min bil, fordi den ikke bare skal stå imens jeg er ude – og fordi den alligevel er for lille i forhold til at have et sommerhus, hvor haven mere eller mindre er 50% norrøn jungle, og man derfor skal have en bil der kan udvides med jydekrog og trailer. Bil-salget skæpper til overlevelses-kassen. Sammen med lidt udlejning og diverse. Og så er der bare om at knokle for at finde min plads i verden som freelancer. Eller iværksætter. Eller en mellemting. Min force er, at jeg er personligt og fagligt ambitiøs, har prøvet at starte op før, og jeg kender faldgruberne.

SÅ der er vist bare op på den hest… og ud over stepperne!

Nye veje

Nogle gange kaster jeg mig ud i lettere vanvittige ting. Og nu kan jeg fortælle, at mit næste projekt bliver – at jeg har købt en flybillet for at sige hej til San Francisco  fra oktober-december. Forhåbentlig vil bekendtskabet med USA blive frugtbart og vare i hvert fald frem til sommer. Det betyder også, at jeg siger farvel til mine herlige kolleger og flyver videre jobmæssigt. Fra ultimo oktober er jeg helt min egen, så jeg er hermed åben og topmotiveret for nye idéer, samarbejder, projekter, freelancejobs, kaffe mv. Digital forretningsudvikling, kommunikation og almen journalistik – fang mig hvis du har noget på hjerte. Tænker også, jeg er frisk på et par nye projekter. Skrive en bog. Chille på hippiemåden. Whatever. Alt er muligt for den, der bærer viljen i hjertet – og med en solid wififorbindelse, naturligvis! ‪#‎yolo‬

At vejre morgenluft

Skærmbillede 2015-09-05 kl. 10.40.05

Ind i mellem skal man rydde op i sit liv og se hvad der fungerer og hvad man lige kan fikse.  Man skal også tillade sig at tænke store tanker og drømme – og måske endda køre lidt action på det. Sådan lige re-tænke sit liv.

Det er hvad jeg lige har rodet mig ud i, men jeg ved ikke helt, hvordan det skal formuleres. Jeg ved faktisk heller ikke helt hvad der skal ske.

Jeg fortæller det snart. Det kan jeg mærke. Ved at formulere det sådan lidt halvoffentligt, skubbes jeg lidt længere ud mod kanten. Sådan skal det være. Man skal bruge de tricks man kan for at komme i gang. Og så fik I lige lidt af en cliffhanger dér. Snedigt, ikke?

I’ll be back!