Nogle gange må man godt indrømme at man er nervøs…

Om en måned og ti dage skal jeg afsted til San Francisco.

Der er en million ting, der skal på plads inden afgang. Mine opgaver på arbejde skal rundes af, der skal overleveres og struktureres og siges farvel. Mit sommerhus skal sættes i stand, således at det KAN lejes ud. Lige nu mangler jeg kun at få installeret nedløbsrør (hjælp!) og at få toilettet shinet op, så kan jeg være bekendt at tage penge for udlejning. Det gør jo ikke noget, at hytten tjener sig selv hjem. Min lejlighed skal jeg også have afhændet mens jeg er ude og rejse. Bilen skal sælges. Vennerne skal jeg sige ordentligt farvel til. Jeg glæder mig meget til at komme afsted, til at opleve en helt ny kultur, et nyt land, et lunere (tak!) klima og nye mennesker.

Men samtidig er jeg i glimt også helt vildt hammer-røv-nervøs. Kommer jeg til at savne min faste base? Mine fortrolige mennesker? Kan jeg undvære det sommerhus, jeg har lagt så meget hjerteblod i de senere måneder (og som er blevet en fantastisk lille perle, mere herom senere). Er jeg vanvittig? Hvordan overlever man egentlig økonomisk at quitte sit job og tage til udlandet i nogle måneder, måske endda mere end et halvt år? Endnu har jeg ikke fået lavet nogen faste aftaler med kunder eller potentielle kunder. Men et par kaffe-dates er i støbeskeen.

Herhjemme har vi det her super sociale sikkerhedsnet, hvilket gør det meget fordelagtigt at være dansker. Betaler man til A-kassen er man berettiget til dagpenge. Ellers kan man få kontanthjælp. Det kræver man opbruger sin hele formue dog. Man skal virkelig være meget ude og skide for at det bliver slemt for alvor. Jeg kan sagtens leve på en sten, det har jeg gjort før, og jeg har også smadret min opsparing før og kommet heldigt ud af det. Og tænk hvis man var flygtning… i det perspektiv er vi danskere meget, meget heldige!

Men samtidig er det med en vis bæven jeg tager afsted til Staterne – tænk, hvis jeg slet ikke finder nogen, der vil betale for mit arbejde som freelancer? Eller nogen, der vil ansætte mig? Jeg har jo ikke noget netværk derovre lige nu. Er det til at finde et rart job herhjemme, når man starter igen fra scratch? Tænk hvis man bliver fanget i det Dagpengeland, man hører frygtelige historier om?

Vi kvinder har det med at planlægge og lave checklister. Jeg er ingen undtagelse. Jeg sælger min bil, fordi den ikke bare skal stå imens jeg er ude – og fordi den alligevel er for lille i forhold til at have et sommerhus, hvor haven mere eller mindre er 50% norrøn jungle, og man derfor skal have en bil der kan udvides med jydekrog og trailer. Bil-salget skæpper til overlevelses-kassen. Sammen med lidt udlejning og diverse. Og så er der bare om at knokle for at finde min plads i verden som freelancer. Eller iværksætter. Eller en mellemting. Min force er, at jeg er personligt og fagligt ambitiøs, har prøvet at starte op før, og jeg kender faldgruberne.

SÅ der er vist bare op på den hest… og ud over stepperne!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *