At forstå døve-USA

Ud over at prøve at leve i et andet land så har jeg også til formål at forstå landets døvesamfund.  Lige nu går det stille og roligt med at netværke og at møde nye mennesker her i USA, fordi det lader til at man bedst kan møde de lokale, hvis man deltager i SF’s mange fester i byen – og jeg er nok ikke det vildeste party-animal eller natte-dyr, så der er bare om at finde nogle andre arrangementer (eller at blive mere festlig?)

Mit umiddelbare indtryk er, at det langtfra er alle amerikanske døve, der på stedet kan levere et samlet billede af at være døv i USA. Fordi USA er så stort et land. Så det giver mere mening at spørge ind til hvad der sker i de enkelte stater. Spørger man hvad der sker i Californien, bliver billedet mere detaljeret. Folks viden om andre stater er mere overfladisk. Det står i skærende kontrast til Danmark, hvor alle ved alt om alle.

Men jeg kan godt lide store projekter og det store overblik, så jeg kunne satse på at angribe den amerikanske nation samlet. Det er jo vildt, at der er 200000 døve her! Hvordan og hvorledes overblikket skabes, ved jeg endnu ikke, men det bliver nok noget med at prøve at få nogle møder op og stå med folk, der ved noget og så selvfølgelig at besøge flere stater. Arizona, Texas og Washington DC (Columbia) skulle nok være de stater, hvor der er flest døve samlet. I hvert fald hvad jeg lige nu ved af. Og som jeg kan fornemme, er det stærkeste døvemedie her DeafNation, hvor folkene rejser rundt og laver forskellige optagelser.

Der ligger en kæmpe bunke researcharbejde foran mig, hvis jeg vælger at se nærmere på døve-USA fra en journalistisk vinkel. Men det handler jo også om at få styr på prioriteringerne og skabe en balance mellem de opgaver jeg løser som freelancer og så mine egne con amore projekter. For der skal jo brød på bordet.

Men det hele er jo en spændende udfordring, så der er bare om at finde tiden til det og skabe rammerne for faglig og personlig udvikling. Nu er der trods alt kun gået 11 dage, hvor jeg har brugt en del tid på bare at slappe af – og Rom blev jo heller ikke drukket på én dag. Et skridt af gangen. På mandag strammer vi ballerne!

At arbejde i forskellige tidszoner

En af de ting ved at bo i USA, som jeg allermest kan mærke er, at San Francisco ligger i en helt anden tidszone end København. GMT -9 timer er det. Det vil sige at San Francisco er 9 timer bagud i forhold til København. Lige nu er det faktisk 8 timer, fordi Danmark lige er skiftet til vintertid. Jeg ved ikke helt, hvornår de 8 timer bliver til 9 timer igen, fordi USA vel også skal have vintertid på et tidspunkt.

Jeg har aldrig sådan for alvor sænket tidsforskelle en tanke, fordi når man er på ferie, så kommer man jo hjem igen indenfor en overskuelig tidsperiode. Og med sådan en tidsforskel er det ikke altid, at ens vågne tid matcher med venner og familie derhjemme.

Så jeg er meget bevidst om, at der er et “vindue åbent” mellem Danmark og San Francisco mellem kl. 16-24 dansk tid. Det er kl. 7.00 AM-3.00 PM herovre i USA. Eller kl. 7-15. Når klokken nærmer sig kl. 24 dansk tid, er de fleste danskere formodentlig hoppet i kassen. Så har jeg 8 timer uden nogen som helst form for kontakt til moderlandet. Og når der igen begynder at komme liv i Danmark, cirka otte timer efter, er det ved at være sengetid for mig. Så tager jeg mig mig en skraber på cirka otte timer, og så er “vinduet” igen åbent.

Det kan sagtens være at  jeg mærker det ekstra tydeligt, fordi jeg (endnu) ikke har det vilde netværk herovre, ud over lige præcis 4 (tre danskere og en dansktegnende amerikaner) mennesker.

Men faktisk er det ikke så slemt, man skal bare planlægge lidt, og det er altså stadig muligt med business-Skype-sessions og at Skype/FaceTime-snakke med alle dem/jer jeg savner lidt. Og mellem kl. 15-23 kan jeg da få lavet en hel masse uden at skulle tænke på kontakt til Danmark.

Nå, det var måske lidt kedelig nørde-snak med alle de beregninger af timer og tidszoner, men det er i hvert fald det, jeg kan mærke allermest lige nu. Det kan jeg mærke mere end at her er cirka 10 timer i fly væk fra Danmark. Og som en sjov bonus-oplysning. Hvis jeg skulle få lyst til at slå mig ned i Cape Town i Sydafrika (over 18 timer i flyver) – så er tidszonen lige præcis som i København.

Og ja. Lige nu, i skrivende stund, kl. 4.30 PM, ligger I allesammen derhjemme og snorkbobler. Eller er i byen (det er jo fredag nat).

Så godmorgen herfra!

Vlog fra SF

Shit, det er freaking grænsesøgende det her, men de kloge hoveder siger, at man jo skal være flermediel. Tekster, billeder, video. Så her forsøger jeg mig ud i videoblogging fra min gamle iPad. Er det ikke det, I unge vil have? Og så får I lejlighed til at live-beskue min drengefrisure.  Jeg har i tilgængelighedens hellige navn lavet undertekster på YouTube! Det var dælme sjovt at sidde og oversætte fra tegnsprog til dansk. Så bare tryk på den der cc-dims.

Indtryk af det amerikanske deaf community

Jeg er så småt begyndt at kigge på hvordan det amerikanske deaf community er skruet sammen. Jeg er stadig i gang med at lære, og kender i hvert fald én indfødt, der ved alt om alle og alt, og han er en god guide.  Han tog i går os med til et event på den lokale bar, El Rio, hvor målgruppen var lesbiske – en pigefest – det var i sandhed en sprudlende oplevelse. San Francisco byder virkelig på alt for at sige det mildt.

Der var så også flere døve til arrangementet i går, men i det hele taget er mit indtryk, at San Francisco ikke er nogen døvevenlig by. Alt er dyrt her, både boligudgifter og leveomkostninger. Så de fleste døve bor udenfor SF og måske endda udenfor Californien. Der er en døveskole i forstaden Fremont med ca. 400-500 elever, så en del af miljøet er centreret deromkring, og der er mange børn og teens. Der er også nogle døve i LA, vist mange kreative typer. Umiddelbart er mit indtryk, at der er meget mere døvebuzz på østkysten – Washington DC. Her er der flere veluddannede døve og mere netværk og business.

Men nu er det stadig kun en formodning jeg har, der skal undersøges meget mere.  Jeg synes det er enormt spændende at få sat et perspektiv på mit liv – hvad jeg har haft, hvad jeg er vant til, og hvad der er at finde her i USA.

Landet

Så landede jeg i går aftes kl. 23 dansk tid. En nats lur og nu står den på en langsom morgen med lidt arbejde, lidt kaffe og nu lidt solbadning. 

Jeg har som udgangspunkt bestemt mig for at koble fra og holde lidt ferie de næste par uger,  men stadig suppleret med lidt arbejde (primært planlægning, hængepartier,  mails, research og networking), nu hvor jeg bliver freelancer (stadig med dansk udgangspunkt) fra den første november. 

Lige nu står den på tanning på terrassen. Jeg ved ikke lige hvor san franciskansk det er, men hold da op hvor den blege dansker trænger!) Og se lige hvor blå himlen er! 

 

Flyvefærdig

Fotografi den 20-10-15 kl. 11.30 #3

Så er livet som digital nomade påbegyndt! Sidder i Oslo Gardermoen lufthavn og har et par timer at slå ihjel. Forvildede mig ind i transitområdet, hvor der ingen muligheder er for at shoppe (måske meget godt alligevel) og så var min redning lufthavnens gratis Wi-Fi service og en kop kaffe og en chokoladecroissant. Så kan man jo lige så godt køre lidt business samtidig. Min giga-vanvidskuffert (som kostede lidt skillinger i overvægt) er på vej til Oakland og jeg letter også snart fra Europa og tidszone +1. Tiden inden i dag er strøget så hurtigt afsted. Flere opgaver på arbejdet skal jeg have afsluttet fra USA. Men jeg har fået styr på de fleste fysiske ting. Alle papirer digitaliseret, og så har jeg fået en aftale med en sød kontor-kollega (nu ex-kontor-kollega) om at hun passer sommerhuset som det var hendes eget frem til sommer 2016. Så langt, så godt. Og bilen er sat til salg, selv om vi udviklede en nær relation, håber jeg, at jeg har fået set den for sidste gang. For det er jo rart med lidt finansiering til starten som selvstændig. Lejlighed tømt og udlejet. Og nu sidder jeg her. Har sagt farvel til alt og alle og jeg er totalt klar. På hvad der venter. Oh. Så. Spændende. Det ukendte kan bare komme an.

Om at rage garnet af

IMG_2756

Nu må min kvote for at gøre vanvittige ting snart være ved at være brugt op; for 2015 i hvert fald. Senest  fandt jeg på, at jeg var træt af den flagrende høstak på toppen af mit hoved. Alt for blonderet, og jeg havde ikke rigtig lyst til at traktere garnet med yderligere giftstoffer. Så for at gøre det på den mest økologiske (og økonomiske) måde gik jeg bare hen til nærmeste frisør og bad damen om at klippe al farven af. “Jeg kan ikke undgå at det fortsat er lidt lyst på toppen, ok?”, hvor jeg mere var: “Nej, bare væk med det hele.” Som sagt så gjort og frisøsen gik til angreb med shaver og saks. Nu er jeg den tredjemest korthårede på kontoret. Langt hår er ellers alle tiders mest benyttede kvindelige våben i kampen om at nedlægge det modsatte køn. Så man kan sige, at våbenet er taget fra mig. Min feminitet er vingeskudt. Jeg har med fuldt forsæt fjernet det ultimative symbol for kvindelig seksuel attraktion. Jeg kan ikke sno med håret, kaste med lokkerne eller noget som helst andet med håret. Nogle mænd kan dog godt lide kvinder med kort hår, har jeg erfaret, så det er formentlig ikke jordens undergang at jeg ikke er velsignet med taljelangt, bølgende prinsessehår. Men det er endnu ikke testet rigtigt med nuværende powerdyke-fritz. Når jeg cykler, suser det sjovt i håret. Ørene fryser. Når jeg rører ved mit hår, føles det sjovt. Når jeg tager bluser af, er der intet som helst, der bliver uglet. Fænomenet morgenhår eksisterer slet ikke, fordi håret er så kort. Når jeg har været i bad, skal jeg nærmest bare tørre efter på issen med noget frotté, og så er alt tørt.  Jeg har intet behov for en hurtig knold, hårspænder eller noget, fordi der ingen irriterende totter er. Vældig praktisk, og jeg nyder, at jeg nu 100% har den hårfarve, som Vorherre har udvalgt til mig. Hverken blond eller brun, men snarere den klassiske danske midt-i-mellem. Lidt lyse striber om sommeren. Godt nok har jeg ikke været så korthåret siden jeg var en 1,5 stykker måske, men nu har jeg altså gjort det. Raget garnet af. Jeg ved ikke, hvordan det bliver med opmærksomhed fra det modsatte køn de næste mange måneder. Som en sikkerhedsforanstaltning til at bevare min feminitet vil jeg dog fra nu af gøre mere ud af at spartle face og at beklæde kroppen med feminine gevandter. Men det bliver dælme spændende. Og jo, nu er klimaks nået – fra nu vil jeg arbejde på at gro mere hår, i hvert fald til en længde, hvor det kan samles i en hestehale.