Så er kursen sat

Café Four Barrels, Mission St. San Francisco

Jeg sidder på café Jorge (den lille, lokale kaffejoint, som jeg har ledt efter og drømt om) ved Mission St. med min nye iPad med tastatur (den gamle var altså fra 2010, så det kan retfærdiggøres) og en capuccino med hjerte på og en chip chocolate cookie på den SF-veganske måde. 

Og nu synes jeg godt, at jeg kan sammensætte nogle ord om, hvad jeg har gang i. Nu har jeg været i San Francisco en lille måneds tid. Det føles ellers som meget længere tid. Og i den måned har jeg, ud over at vænne mig til at være et nyt sted og omgivet af bofæller, tænkt så det battede.

Det, jeg gerne vil, er at arbejde med nye businessmodeller indenfor onlinejournalistik. På den måde kombinerer jeg min bachelorgrad (medievidenskab & journalistik), min kandidat (E-business, speciale om forretningsmodel innovation i uddannelsessektoren) samt de seneste 3 års opstart af virksomheder.

Nå, nok rundt-om-den-varme-grød-snak, ikke? Jeg vil starte et nyt projekt, som vil tale direkte til min generation af døve. Fra hele verden. I hvert fald den vestlige verden. Sproget bliver på engelsk, tegnsproget bliver internationalt, men der kan forekomme nationale tilpasninger.

Måske er det bedst at holde kortene lidt tæt ind til kroppen i første omgang. Også for at skabe sådan et lille element af overraskelse. Men jeg er allerede i gang; beskriver forretningsmodellen, researcher og får grundlagt designskabelonen. Konceptet er under udarbejdelse og teamet skal sammensættes snart.

Det fede ved det hele er, at så giver mit ophold i USA mening. Jeg kan gå i gang med de første, indledende øvelser her, og jeg kan researche på det amerikanske marked. Men faktisk kan mit projekt realiseres fra stort set alle steder i verden. Så jeg behøver ikke at vælge steder, der er dyre eller med koldt klima.

Og således har jeg flere muligheder for hvor jeg skal bosætte mig efter jul. Bliver det USA, bliver det formodentlig Washington D.C. Men jeg tænker; nu hvor mit koncept ikke præcist har det amerikanske marked i sigtekornet, kan jeg bo f.eks. 3 mdr. et sted og 3 mdr. et andet sted. Eller 6 mdr. et sted.

USA er så stort, at det faktisk ikke giver så meget mening at flyve rundt indenrigs. For eksempel tager det 8-10 timer at flyve fra San Francisco til Washington D.C. Og prisen koster mere eller mindre det samme som at flyve fra København til New York. Vildt, ikke? På den måde er Europa faktisk charmerende.

Det bliver ikke Danmark jeg skal bo første halvår 2016, dertil er det alt for koldt, og min lejlighed er udlejet. Men jeg kunne godt være lidt lun på et sted i Europa. Eksempelvis Madrid, Istanbul eller Berlin. Bo i centrum af en spændende by, med masser af flyruter til andre europæiske byer. Det er en mulighed.

Boliginspiration

Skærmbillede 2015-11-15 kl. 12.57.57

Den her labre lille hybel taler SÅ meget til mig… har altid været fascineret af alt det, der er sådan lilleput eller miniput. Inklusiv lejligheder. Snævre rammer fremmer fantasi og kreativitet. Bare fordi man ikke har ret mange kvadratmeter, behøver det ikke at betyde, at man ikke kan bo lækkert. Shit, den er fed, den lille lejlighed. Billedet er sakset fra Boligcious Lookbook juleeditionen, som lige er blevet frigivet.

Lejligheden taler også direkte til en af mine hemmelige små lyster; nu hvor jeg bor i udlandet, så har jeg den her mulighed for at bo centralt et fedt sted – hvis jeg har heldet med mig på boligmarkedet. Et værelse, noget midlertidigt, whatever, det har ikke den store betydning. Så kunne man lege med nogle helt andre stilretninger. Her i San Francisco ville boho-chic være så meget i øjet, inspireret af the Jungalow eller SF Girl by Bay.

Men nu skal jeg lige først have afklaret planer, da SF’s prisniveau ikke er for almindelige mennesker, og slet ikke en lille nystartet digital nomade, der gerne vil leve på en sten for at få pengene til at række så langt som muligt…

Så det sidder jeg og bruger min søndag på!

Deluxe traktering af kløerne

Så fik man prøvet det med. I selskab med min søde husværtinde Mie, fik vi i dag besøgt Angel’s Nails på Church St. i det pæne Østerbroagtige SF-hood Noe Valley, der hvor Matk Zuckerberg og de andre IT drenge har deres dyre palæer. Inde hos Angel’s, med de sartlilla vægge, kan man få trakteret negle Asian style. Som sagt, så gjort. Pludselig var der fire små, søde damer vimsende rundt omkring os, og der blev filet og pudset og puslet og poleret til den helt store guldmedalje. Der var fodspa, håndspa og massagestol og fod/håndmassage. Aldrig før har jeg prøvet at få sådan en stor omgang til fødder og hænder. Det var meget sjovt, og ikke mindst føltes det meget amerikansk. Mens vi sad derinde, kom der flere diva-bitches ind, i alle former og farver, og med store og små numser og med tjenstvillige små, tynde mænd troligt luntende efter dem. Selv store diva-bitches med små mænd skal i hvert fald ikke gå ned på velplejede kløer. Det gjorde vi så heller ikke. Vi forlod ligeledes etablissementet i opløftet tilstand med nylakerede negle. Nu tror jeg, at jeg har så veltrimmede hænder og fødder som aldrig nogensinde før. Den oplevelse kunne dælme godt nyde gentagelsens kunst.

Status på US-A

Taget oppe på toppen af Bernal Heights, hvor man har den vildeste panoramaudsigt over hele San Francisco.
Sunset-billede, taget oppe på toppen af Bernal Heights, hvor man har den vildeste panoramaudsigt over hele San Francisco.

 

Min research på Døve-USA rykker lettere langsommeligt frem. Jeg har base i San Francisco frem til december i hvert fald, men nu skal der snart tages beslutninger og action på dem.

San Francisco er en superdejlig by. Masser af interessante kvarterer, gode butikker, lækker kaffe, klimaet er venligt, omend det er ved at blive lidt køligt. Men med mange solskinstimer. Laid-back atmosfære og megen tolerance. Søde mennesker!

Men det ser skidt ud i forhold til at etablere et netværk af døve her. De færreste har råd til at bo her, fordi alt er så dyrt. Så de fleste bor omkring Fremont, en time fra SF, og det er ikke de mest ressourcestærke der bor der.

Så jeg har disse her overvejelser:

Der er masser af (unge) partyfolk og studerende ved Gallaudet University og derudover voksne døve med en pæn uddannelsesbaggrund strøet rundt omkring Washington District of Columbia. Så der er også OK business-netværk derovre. Huspriserne og leveomkostningerne er til at håndtere i D.C, generelt koster storbyerne i USA mere.

Der sker en masse interessant på Tech-området i Rochester nær New York. Og selve New York er superfascinerende. Og hammerdyr. Og så er det koldt deromkring når vi kommer frem til januar. Brr. Har lidt kuldefobi, nu hvor jeg ikke befinder mig i Danmark, så i virkeligheden er jeg ikke specielt interesseret i kolde steder.

De andre amerikanske stater og byerne i dem har jeg ikke rigtig hørt så meget om. Jeg tænker, at Seattle og Chicago skulle være interessante byer sådan helt generelt. Kaffe, kultur og store tanker.

Og så skulle det store døve-hotshot-sted være placeret midt i cowboyland – Austin i Texas. Der er en stor døveskole, og uddannelse skulle være gratis i olie-staten Texas. Jeg er faktisk lidt lun på idéen omkring Texas, fordi klimaet er tilsvarende lunt, det er ærkeamerikansk og man bliver ikke fuldstændig rippet økonomisk af at leve der.

Jeg har dog ingen idé om hvordan det er. Måske det kunne være muligt at flyve derover og se. Jeg er enormt lun på tanken om at road-trippe derover, men i følge Maps tager det 26 timer i bil i fugleflugt, så det er en omstændelig tur.

Men jeg elsker at køre, og jeg vil så gerne se USA. Kan jo arbejde på motels og værelser om formiddagene og aftenerne. Det kan jo lade sig gøre som freelancer. Ved ikke, om det er totalt crazy?

Jeg tænker videre. Input og kommentarer, idéer og tanker er velkomne.

Life Is A Fairytale

I dag har jeg købt disse 3 nuttede Fairytale notesbøger med en dertil hørende pink kuglepen. Mit mobile minikontor består af computer, iPad og smartphone. Og nu også disse fine små analoge indslag.

Måske et kamera skulle føjes til minikontoret? Jeg overvejer stadig om jeg skal satse på at blive dygtig til at skyde lækre fotos. Det er en lille, hemmelig drøm jeg har. For jeg elsker at beundre andres flotte billeder. Kan man mon opøve/fremelske en æstetisk sans?

I dag er første mandag i november. Første dag i mit freelance-liv. Jeg er allerede i gang med mine første opgaver for min første kunde. Når jeg er mere på plads med work-life-balancen skal der flere kunder til. Eller jeg skriver den her bog. Eller starter de her webprojekter. Eller etablerer et nyt, internationalt E-business imperium.

Tanker er toldfri, drømme er gratis. Og så skal jeg også huske at afsætte tid til farver, eventyr og leg. Til kreativitet. Lige meget hvor i verden jeg befinder mig. Ja. Jeg bestemmer nu selv hvordan mit arbejdsliv ser ud. Det er vildt nok.