En epoke, der er slut?

Nøj, jeg er lidt nervøs for at poste det her indlæg. For der er ingen, der står offentligt frem med det her emne mere. Men nu gør jeg det alligevel. Faktisk er det lidt svært for mig at se, at nogen kan blive vrede over det, jeg har på hjerte. Men det er min personlige erfaring med debatten omkring CI, at det er bedst at ti stille, med mindre man vil udstilles som snæversynet og imod nytænkning og udvikling. Men lige nu har jeg faktisk brug for at sætte min stemme fri.

Her ser vi en fin poetisk/kunstnerisk reaktion på den stigende “Danish oralism” en bølge, som vi oplever rulle hen over Danmark. Fedt at kunsten illustrerer det, når alle andre i døveverdenen er låst fast, paralyserede og mere eller mindre magteløse. Der er næsten ikke flere danske døve, der tør at pippe op offentligt. Debatten florerer kun i private regi og skjulte sociale fora, intet er offentligt tilgængeligt.

Videoen er lavet af vores dygtige Ragna Huse. Kan man ikke udtrykke en tilstand/følelse med ord, kan man det i hvert fald gøre det gennem kunsten. Det har vi set i så mange andre situationer. Mere døvekunst, tak! Det er derfra, jeg er inspireret til dette indlæg.

I Want To Break Free af Ragna Huse.

Info: Baggrunden på videoen er det tidligere Skolen på Kastelsvej fra 1807. En døveskole, der ikke længere eksisterer. Nu er skolen Langelinieskolen. Med hørende børn. Der er stadig en døve-afdeling, men næsten ingen tilslutning. Fordi alle døve børn nu inkluderes i folkeskolerne. Vil man have sit barn i et tegnsprogsmiljø, er det ikke længere nogen reel mulighed.

Her i – ellers – kunstneriske Berlin har jeg allerede mødt flere døve, der har fortalt mig om deres “orale opvækst” forskellige steder i Tyskland. En opvækst, hvor de har skullet hutle sig gennem tale, tale, tale – nogle har været bedre til det end andre. Det har haft menneskelige omkostninger. De, jeg har talt med, har været gennem en masse selverkendelse. I dag er de stolte døve. Og der er mange, jeg (endnu) ikke har mødt.

Men dem, jeg har mødt indtil videre, de har valgt tegnsproget til. Nogle senere end andre.  Og Tyskland har aldrig nogensinde oplevet den gyldne tegnsprogsperiode, som Danmark har oplevet fra 1980-2000. Den periode, der har resulteret i min generation af døve.

En epoke, som stærke kræfter længe har lobbyet hårdt for at mute. Det starter med lægens medlidende blik til forælderen, når vedkommende skal have besked om, at barnet ikke kan høre. Som om det er en stor sorg, at barnet er døvt. Det er det helt sikkert, fra den hørende forælders perspektiv, men det er ikke barnets sorg. Men det bliver også barnets sorg, hvis det er forældrenes. Så bliver barnet ikke en stolt døv.

For at eliminere forældrenes sorg, står lægerne i forreste række for at tilbyde CI. Så kan man høre igen! Tegnsprog? Nej, det skal man endelig ikke bruge. For så lærer man ikke at høre og tale! Så bliver man ikke en god hørende. Så disse stærke kræfter for at få tegnsprog til døve helt væk er lykkedes nu. Tror jeg. De første unge fra CI-generationen er ikke vokset op med tegnsprog som modersmål.  De klarer sig på alle andre måder. Nogle enkelte kan sikkert stadig tegnsprog. Jeg har en fornemmelse af, at de yngre døve i nogle tilfælde måske synes, det er synd for deres med-døve, der bruger tegnsprog. Det der medlidende blik.

Har man først ændret minoritetens mind-set, så er det sket med stoltheden over at være døv. En epoke er slut. Døveverdenens forfald startede efter 2000, og der er ingenting tilbage i dag. Eller hvad har vi i stedet nu?

Det er fair nok, at der er et stærkt ønske, om at døve skal normaliseres så meget som muligt. Et eller andet sted tænker jeg, at det dælme også kunne være meget praktisk, at døve forstod den hørende verden bedre. Der er helt utvivlsomt mange flere muligheder i den hørende verden, og den mulighed får døve børn bedre chancer for i dag. Det er jeg glad på for deres vegne. For den mulighed ville jeg da gerne have. Den har jeg ikke, men til gengæld har jeg andre muligheder.

Men at disse muligheder skal ske på bekostning af tegnsprog, er meget trist. Specielt, hvis det betyder, man skal betale en høj menneskelig pris – pres og stress, hjælpemidler, en daglig kamp for at slå til, for at udtrykke sig, for at forstå, for at være afslappet, konstant at være lidt ved siden af, blive misforstået, misforstå, kæmpe for at høre til. Det er meget nemmere at være en god hørende, når man er en stolt døv.

Derfor er det ekstra spændende at se hvordan det fungerer her i Tyskland. For sådan har det hele tiden været. Tyskland er i den internationale døveverden kendt som oral-land no. 1. MEN døveverdenen blomstrer stadig – bare lidt mere undergrund’ish.

Hvad er der mon for en udvikling, det danske døvesamfund står overfor?

keep-calm-and-proud-to-be-deaf-3

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *