Historier fra Bountyøen

 Det er dælme svært at give den som digital nomade på thailandsk ferieø. Ingen, absolut ingen sidder med en computer slået op. Der er ingen steder med bare tilnærmelsesvis ok wifi. Og jeg drømmer allerede om ergonomisk korrekte kontorstole og hæve-sænkeborde, der ville få Arbejdstilsynet til at hvine i fryd! 

Ellers er jeg meget cool med at rejse alene og gøre præcis hvad det passer mig, når jeg ikke lige sveder over den her større opgave jeg har. Men man kan jo sige, at det er en ret lækker fritid jeg har, med dyp i turkis vand, slentren rundt på kridhvide sandstrande, og så æder jeg alt hvad jeg kan komme i nærheden gadekøkkener, restauranter, pandekagejoints… Øens Walking Street er et sandt eldorado af peoplewatching og ferievibes. Det er kun kaffen, der er tvivlsom her. Men selvfølgelig har jeg allerede fundet øens bedste kaffested. På Hat Pattaya. Som kan kombineres med en solnedgang. Omend det i denne her sammenhæng så selvfølgelig er mere passende med en thai Mojito!

Om et par dage kommer min rejsemakker. Vi kender ikke hinanden rigtigt, ud over lidt arbejde, men han bed på at jeg på Facebook havde annonceret at jeg søgte en makker. Er i klar over, hvor svært det er at finde rejsemakkere, når man er over 30, og de fleste man kender, og ellers normalt rejser med, har alt for travlt med deres eget? Eller ikke bare kan rive nogle uger i februar ud af kalenderen. Men fair nok, og det gode er, at man så prøver nyt selskab. Jeg tror, jeg kan drage en hel del glæde af hans foto-skills, så der forhåbentlig kommer lækre billeder online. Det er bare slet ikke det samme at skyde fotos på sin iPad!
Jeg har også fået øjnene op for, at det at entrere det lokale dykkercommunity er lidt som at opsøge det lokale Deaf community. Du dykker? Jeg dykker. Cool! Så er man fra dag 1 bare med i et internationalt fællesskab og får mødt afslappede, snakkelystne folk. Lige meget hvor i verden man er. Jeg har mødt en engelsk skolelærer, der kan rimelig godt British sign language, og vi har fået lavet et par drinks og snorkellingaftaler. Og før hende mødte jeg, faktisk på restaurant, en australsk snart-pensionist, som ville rykke teltpælene og nyde sin otium et sted i Sydøstasien, fordi Australien simpelthen er for dyr at leve i. 

I går stod den således på drinks og joints (!) i dykkerklubben og hørte her fra den flinke, temmelig læderbrune franske dykkerklubsejer iført Christianiatrøje, at Ko Lipe for bare 10 år siden var en uberørt bountyø. At turismen eksploderede i Ko Lipe efter 2004-tsunamien, fordi øen ikke rigtig blev ramt. Da det skete, var han ude og dykke, og båden var fløjet væk, men så var det heller ikke værre end det. Siden hen hørte han om de alvorligere konsekvenser. Så turisterne følte sig derefter altså tryggere ved at komme herned til Thailands sydligste ø. Og siden er det gået slag i slag. Der er især mange kinesere her!

Det var så status på de første fem dage. Jeg er alt i alt ok tilfreds med det hele 😉

PS. Er blevet så chill, at jeg har købt mit livs første batikkjole!

Hæsblæsende arrival til Thailand

IMG_0104

Så er jeg arriveret til Smilets Land.

Det var i sandhed en turbulent rejse. Jeg havde check på det hele, lige indtil jeg skulle afsted.

Kom til at sige farvel for længe, så jeg missede bussen. Den næste gik først en halv time efter, og så ville der være 1,5 time til afgang – så ville der ikke være “råd” til den mindste nølen. Kom afsted, ventede på bussen i 7 minutters regn. Da bussen endelig dukkede op, kørte den kraftedeme bare forbi mig, selv om jeg hoppede og vinkede!  Hvad skete der lige for den chauffør? Næste bus om 22 min, en søndag aften mellem Bagsværd og Lyngby.

Nu desperat fik jeg fat i en Über taxa, til Nørreport, men fandt ud af at jeg ikke ville kunne nå kombinationen, så jeg ville til lufthavnen i stedet. Den var manden slet ikke med på, og han fattede ikke halvdelen af hvad jeg sagde, men så fik jeg ham omdirigeret til Lyngby station, hvor jeg løb ind i en (heldigvis) holdende taxa foran.

Hurtigt, afsted til lufthavnen. Ankom så til Kastrup cirka 1 time og 50 min. inden afgang, så jeg var rolig igen. Indtil taxachaufførens dankortterminal ikke vil virke, og tiden begyndte at tikke igen. Jeg nåede at at blive panisk; ALT arbejdede jo bare imod mig. Jeg foreslog, at jeg kunne hæve penge i dén Danske Bank automat, som jeg vidste, er inde i Terminal 2, så det kunne ordnes og jeg kunne checke ind.  OK med taxamanden, og han ville vente på stedet.

OK, jeg render med rygsæk ind og hæver penge, løber ud. Kommer til at tænke, at jeg faktisk bare kunne have været stukket af fra regningen, så sikke en tillid, chaufføren viste mig. På vej mod svingdøren opdager jeg, at jeg kraftedeme har glemt pengene, 600 kroner. Spæner tilbage, og heldigvis står der nogen med mine penge og afleverer. Fuck! Hvor heldigt! Men så er det der, jeg opdager, at min mobil er væk.

Jeg løber med tungen halsende ud, og taxaen er pist væk. Og min mobil lige så.

Dobbelt fuck, men nu er der 1 time og 40 minutter til afgang, og jeg har ikke tænkt mig at misse det fly, så jeg løber ind igen med henblik på at checke ind. Men uden mobil, hvordan så med reservationen? Den har jeg jo selvfølgelig ikke printet ud, så gennemført digital som jeg er.

Redningen hedder iPad og lufthavnen har jo også wifi. Jeg står der og næsten ryster, og er helt sikker på, at nu vil wifi’en selvfølgelig slet ikke samarbejde med mig. Det gør den; omend den lige lod mig svede lidt. Heldigvis er der ingen kø ved bagage drop off, så jeg får smidt bagagen.

Løber en sidste gang ud for at finde taxaen, men den er bare SÅ meget pist væk. Og min mobil ligeså.

Men da der er 1 time og 30 minutter til afgang, tør jeg ikke tage flere chancer. Ind med mig, og derefter går det da også efter planen. Gode mennesker ved siden af mig, ingen forsinkelser, behagelig ankomst. Men fuck, alt arbejdede bare så meget imod mig.

Men nu er jeg heldigvis en optimistisk sjæl; jeg har min iPad, og desuden er det altid godt med lidt digital detox. Minus mobil. Frem med papirkort og notesbøger! Og seneste nyt er, at mobilen er fundet. Nu skal jeg bare i kontakt med chaufføren, hente min mobil – og give ham de 600 kroner, som jeg kommer til at slæbe rundt på her i Thailand.

De næste 3 uger skal jeg i sandhed give den hele armen som digital nomade. Jeg har, minus mobilen, alt udstyret med, og jeg prøver en kombination af rejse og at arbejde. Planen er, at jeg danderer den frem til ca. 14-15, og så står den på laptop på café. Det matcher med at der er 6 timers tidsforskel, således at når klokken er 08 i Danmark, så er den klokken 14 her. Så lige nu er jeg faktisk i fuld gang.

Billedet er fra Phuket Old Town, ikke at forveksle med Patong Beach. Her er fint nok, men alt er lukket ved 21-tiden, jeg ved ikke rigtig hvorfor. Jeg øver mig stadig med de manuelle indstillinger på mit nye kamera.

Jeg overnatter her, inden jeg i morgen tidlig tager båden til Ko Lipe, næsten helt nede ved Malaysia. Efter sigende er det en bountyø, men ikke så overrendt som f.eks. Phi Phi er. Så jeg starter der og arbejder mig tilbage mod Phuket.

I næste uge kommer min rejsemakker, og så er der følgeskab de sidste 2 uger.  Han er en ørn med et kamera, så missionen er, ud over at tanke D-vitamin og turkisfarvet lækkerhed, at lære en masse tips og tricks!

Som en eller anden farang i det tyske

Det har både sine fordele og sine ulemper, det springe ud og lande i et andet land. Jeg kan faktisk stadig ikke komme mig over, at det er så nemt at pendle København-Berlin. For en årrække siden var der en hel del buzz omkring danskere, der rykkede til Berlin. Den buzz er lidt forstummet, synes jeg, men det er stadig superaktuelt at man kan bosætte sig her, i en by, der er tættere på København end Aalborg er. Og som er cirka en million gange mere spændende, ja altså, undskyld Aalborg, no offence, men du ved jo nok, hvad jeg mener. Her er der kultur og centraleuropæisk historie så det batter.

Og så er det en stor fordel at have en tysk roommate, og sågar en, der bogstaveligt talt ved alting. Fra om spabad virkelig hedder heilbad på tysk (nej, ikke længere) til om det nu virkelig kan være rigtigt, at tyskere elsker at være nøgne i sauna (ja, de er pjattede med det).

Ud over min roommate kender jeg ikke rigtig nogen mennesker, ud over en lille gruppe, jeg røg bong med for et par uger siden (man må være åben for det nye jo) og nej, manglen på kaffedates går mig faktisk slet ikke på. Jeg er nu engang et par stykker over de 30 år, trods min 20-something livsstil (specielt når man sammenligner mig med de fleste af mine veninder derhjemme) så jeg er fuldt berettiget til ikke at danse på bordene hver weekend. Ej, jeg gider det faktisk ikke. Party-folket må hjertens gerne beholde Berghain for dem selv.

Og jeg ved, at jeg er relativt udadvendt – og hvis man ellers spørger pænt, så plejer folk jo at være positive. Og ellers kan man bare tilmelde sig de sindssygt mange events der er i denneher by. Og så gå hen og sige hej til folk, eller sådan noget. På mit hammerdårlige tyske, men nu er det faktisk et kæmpe privilegium at være døv, fordi man så faktisk per automatik har lov til at crashe den tyske fest næsten på lige fod med tyskerne. Du døv, jeg døv. Cool, vi venner!

Så det er egentlig ret ok at være en eller anden farang i det tyske.

Lige nu tager jeg socialt den dog helt med ro og nyder, at jeg kan fordele min tid ligeligt mellem at arbejde som en hest (som freelancer med opgaver, hurra) og så det at spadsere eller cykle byen tynd i mine egne tanker. Prenzlauer Berg (mit hood), Friederichshain, Wedding, Mitte, Charlottenborg, Kreutzberg og Neukölln. På jagt efter #hipsterkaffe og ellers bare masser af nye indtryk. Om aftenen arbejder jeg, eller også læser jeg dælme skønlitteratur eller ser finkulturel streaming TV (host). Så mange tv-serier jeg seriøst er bagud på.

Og savner jeg ind i mellem nogen, der kender mig, er der bare om at hoppe på FaceTime med en kop kaffe, og så er den næsten hjemme. Og savner jeg dansk stuff, så er der bare om at tage Tram’en over til Alexanderplatz, den ultimative stjerne af übersocialistisk 70’er betonarkitektur. Her finder man shoppingarkaden ALEXA – hvor stort set samtlige af de butikker, der også kan findes på en dansk gågade med respekt for sig selv, er repræsenteret på rad og række. Så man fortsat kan være indhyllet i sine sorte gevandter fra Vero Moda.

Cykelmyggen Mette i aktion - zuhause, udenfor porten
Cykelmyggen Mette i aktion – zuhause, udenfor porten