Så er sommerhussæsonen i gang

Her i weekenden har min far og jeg været oppe og sige hej til mit sommerhus i Kulhuse. Alt står som det skal. Et væltet træ dog.  

 

Toilettet eksploderede med vand, da vi tændte for vandet. Så det er nu, der skal rykkes med toilettet, som er det sidste forfærdelige rum i hytten. Ny håndvask, nyt wc, pænere vægge, måske tapet, og gulv i en skøn farve. Måske i lysegult?

   

  


Også entréen skal fikses. Alt det mørkerøde skal fjernes.

  
  

Det bliver projektet de næste uger. 

Sidste dag på Phi Phi

  
Har lige snuppet morgenmad. Og skudt det her billede med Padden. 

Det her er så klassisk Thailand, som det kan blive, ikke? Båden er en såkaldt longtail, dem er der mange af ved de thailandske øer. Billedet her er taget ved vores lille strand. Phi Phi er virkelig postkortsmukt. Vandet klart og lunt. Bjergene bagved majestæiske og smukke. Intet under, at folk valfarter hertil. Feriestedernes diva Marilyn Monroe – så smuk, så ødelagt af sin skønhed (æren for formuleringen tilfalder Lonely Planet).

I går aftes var jeg inde i Tonsai Town og møde rejsemakker, som bor inde i byen ved sin swimmingpool. Phi Phi’s lille hovedby er et hedonistisk tagselvbord af batik-klude, tourtilbud og billig booze. Man kan købe såkaldte buckets, til 300 baht, hvilket svarer til en rund 60’er, indeholdende 1/4 flaske (ja!) sprut, f.eks. Captain Morgan, en dåse cola og et lille RedBull koncentrat, i en lille spand. Ingredienserne hælder man så sammen, og så er der bare om at stikke snablen ned og give den hele armen i de ultrakorte shorts. Dagen efter kan man tilbringe udsplattet ved poolen.

Jeg var i den alder i slut-90’erne og start-00’erne, og dengang gik jeg også i ultrakorte shorts, og the shit var spanske Calella. I dag er man vist avanceret lidt yderligere med graden af eksotiskhed. Hvis jeg dengang havde lavet et uheld med spanske Enrique (fiktiv person!) til et vildt og vådt skum-party (fiktivt arrangement!), kunne jeg dælme være bekymret mor til nogle af de yngste party animals! Craaazy. Sagde bessemor.

Jeg kan nogle gange godt mærke, jeg ikke har min telefon med. Ville ellers godt have skudt et billede af spandene med booze. Mit spejlreflekskamera har jeg fået taget billeder med, men til de spontane øjeblikke, der er iPhone altså bare bedst. Så denne tur er ikke fuldt ud dokumenteret. Men ellers burde jeg springe på en af de der 365-fotoudfordringer, når jeg kommer hjem, så jeg kan skabe nogle gode rutiner omkring at hive mit kram op af tasken. Jeg vil så gerne kunne skyde lækre billeder, men jeg skal nok tvinges. 

Nu tror jeg, at øen er set og nydt, så jeg vil bruge den sidste dag i dag på at opbygge lidt mere tan og læse på min Kindle. I morgen cruiser vi videre til Phuket, hvor et godt hotel (med swimmingpool!) er booket, og så er der ellers afgang til Mordor søndag formiddag. 

Bis Bald!

Hjemve – lidt blues og tanker

I gamle dage, dengang jeg var barn, så skete der ind i mellem, at jeg blev ramt af hjemve. Når jeg var på koloni med en masse andre børn og voksne. Jeg kan godt huske den følelse, jeg havde. Jeg ville kun have min mor, og jeg ville hjem NU, og ikke være blandt alle de her semi-fremmede mennesker, og slet ikke sove alene. Alt var fremmed! Og når man så skulle sove, var man det eneste lille menneske i mørket. Ingen rar følelse. 

Den følelse har jeg lige nu, omend i en anden, mere voksen form. Jeg har det som om, at 2 uger i udlandet er fint til mig, 3 uger er for lang tid for mig. Specielt når det er alene. Min rejsemakker og jeg fulgtes nogle dage, men vores spor er gået fra hinanden igen. Og jeg orker ikke rigtig være opsøgende og møde nye. Alle her er også oftest par. 

Jeg er også nået til den fase på ferien, hvor jeg ikke rigtig magter at tage stilling til flere nye ting, men heller ikke rigtig at blive hængende. Alt er varmt. Der er ingen vind. Jeg kan ikke finde ud af, om jeg skal det ene eller det andet. Det var svært at bestemme mig for næste destination i Ko Mook. Ko Kradan, Ko Ngai og Ko Jum var i tankerne, men så bestemte jeg mig for bare følge makkeren trop til Phi Phi, dog alene, på en naturresort langt fra booze-hood. Phi Phi har også rolige steder, omend jeg er pinligt bevidst om at også vi belaster øen. Men nu hvor jeg er her, var Viking Nature resort et ret heldigt valg, her er fantastisk smukt og skønt, specielt hvis man er her sammen med en eller flere, man holder af!

Men en strand er en strand er en strand. En butik er en butik er en butik. En restaurant er en restaurant er en restaurant, og så fremdeles. Det eneste nye jeg laver nu er at snorkle og gå tur. Ellers er der bare hængekøje og læsning med udsigt til alt det fantastisk smukke. Min mave er blevet meget vred, så kræfterne er lidt sølle. Toilettet skal være tæt på, hvis nu kummen trænger til en grundig gang sprøjtelakering (TMI? I know) hvilket den tit gør. Det gode er, at jeg allerede har fået smidt flere kilo, og de kommer IKKE på igen!

Fire dage til søndag. Må bare sørge for en masse tan, smide flere kg og læse mere.

Når jeg kommer hjem til Danmark, skal jeg tilbage til Berlin tre dage efter. Men vil gerne udskyde afgang og blive i Danmark nogle dage mere, da sommerhuset skal ses efter. Er alt groet til? Og der er mange møder og interviews der skal klares. Lige nu har jeg det lidt sådan, at alt det jeg laver, faktisk er relateret til Danmark. LOUD, det nye webmagasin til døve/hørehæmmede er dansk funderet. De kunder jeg har, er danske. Jeg skal også finde nye kunder. Jeg ved nu rimelig præcist hvad jeg vil, jeg har fået styr på hvad det tænder mig professionelt, men jeg skal bare arbejde mere strategisk, så det holder langsigtet. 

Måske det er hjemveen, der taler, men… Ja, jeg sidder i troperne og savner faktisk mit eget voksenliv. Min egen lejlighed, mit sommerhus. At komme et sted med et ordentligt arbejdsbord, en ergonomisk korrekt stol og en arbejdsvenlig computer. I en atmosfære af andre, der tager deres professionelle liv alvorligt, står op til fast tid og får udrettet resultater. Savner kolleger lidt. 

Familie og venner tæt på. Fast indtægt, og min bil (som jeg har solgt). Og en fast kæreste også. Tosomhed, det er det, jeg så tydeligt kan se, jeg slet ikke har. Den her rejse har kun handlet om mig, mig og mig, og jeg er udadtil cool med at spise aftensmad alene. Men mad og oplevelser er jo bedst når de deles! Og kæresten, han skal helst skal være dansk, faktisk. Hvor og hvordan jeg støver ham op, har jeg dog ingen planer for, det er en af de få virkeligt ukontrollable elementer i mit liv. Men jeg har fundet ud af hvor dansk jeg i bund og grund er. Med lidt udlængsel ind i mellem, og det er også helt fint.

Jeg har faret rundt som en eller anden 25 årig de seneste fem måneder, bare mig selv vs verden, intet fast sted at bo, med skiftende arbejdstider, med mit normale netværk langt væk. Dog er Berlin tættere på end San Francisco og Thailand. De seneste fem måneder har jeg været meget opsøgende, mødt mange nye mennesker, set mange nye steder, prøvet nye rutiner og ikke mindst stået og manglet rutiner så meget, at de er blevet savnet. 

Jeg er klar til at gå all in med LOUD og opgaverne for øvrige kunder. Der er ikke plads til andre projekter og samarbejder, såfremt fokus skal holdes, og det skal det. Så måske tilbyder Berlin, eller udlandet, mig ikke det jeg søger, lige nu. Da jeg tog ud, var det en blanding af – nu udlever jeg den drøm! Og lidt en flugt væk fra et liv, jeg dengang var låst lidt fast i, og jeg ikke havde lyst til bare at sidde derhjemme. Men nu er jeg fri. Vil jeg så blive i udlandet, når jeg er ved at bygge noget dansk op? Hvem flygter jeg da fra? Mig selv?

Jeg vil skyde på at alt derhjemme fuldstændig ligner sig selv, og at det ikke er det vilde, jeg er gået glip af. Mange jeg kender, har måske ikke engang prøvet at springe ud i så dybt vand efter de 30 år. De har deres liv, rutiner etc. Rutiner er selvfølgelig kedelige ind i mellem, at stå op klokken lort, og det er mørkt udenfor. Men så nyder man mere de stille morgener og det at have fri. Og hverdagene er nu engang dem, vi har flest af. 

Men så har jeg lært, hvor tæt på udlandet faktisk er! Hvor nemt det er at hoppe på en flyver og være i et andet land kort tid efter. Eller man kan gå på opdagelse derhjemme og være lige så opsøgende, som man var i udlandet.

Så det er her slået mig, at jeg faktisk har haft ret godt styr på mit liv, fast indtægt og diverse privilegier, og det hele har jeg så lagt til side for at udleve en gammel drøm om at bo og leve i et andet land. Men dét er nok bedst, når man rent faktisk har en mission i det pågældende land.

Jeg synes ikke, at noget som helst af det jeg har lavet, har været forgæves. Jeg har fået en meget god fornemmelse for hvad jeg gerne vil professionelt og privat. Er typen, der har det fint med at gå fra kaos til orden… og måske igen skabe lidt kaos, for så at rede ud igen. Det kan kun gøre en stærkere. Men måske jeg har haft nok kaos, fået udlevet ting, og nu skal jeg begynde at sigte efter noget lidt mere langsigtet orden? Være en mindre løstgående missil? 

Det lille barn, jeg var dengang, er jeg stadig. Jeg samler ikke min energi ved at fare vildt rundt i det ukendte. Jeg kan godt lide at være på koloni, og ferie for den sags skyld, men det er altid bedst derhjemme. 
Om det er ferien og varmen og maven, taler, ved jeg ikke, det finder jeg ud af. Det blev et meget personligt indlæg. Men nogen gange er det også ok at dele af sig selv. Måske andre endda kan bruge det til noget.

Uanset hvad, så finder jeg en løsning. Det gør jeg altid. 

Og det gør alle, i øvrigt. Hvis du selv skulle være forvirret, altså.

Ko Mook

  
Nu er turen gået til Ko Mook, en ø, som har stået på ønskelisten lige fra start af. Ko Mook ligger omkring Trang, og er omgivet af bl.a. Ko Kradan og Ko Ngai. Det er dog Ko Mook, der er mest beboet. De andre øer kan besøges på dagstur.

Det blev til en hel uge på Ko Lipe, og jeg endte med at blive ret begejstret for den ø. Kridhvidt sand, turkis vand, og alligevel lidt turistet inde i midten, så man kan få dækket sit behov for ferie-peoplewatching, restauranter ad libitum og drinks med parasol i.Det er til gengæld ikke den vilde peoplewatching, som Ko Mook har at byde på. 

Her slapper man bare af. Helt af. Jeg har dog ikke længere det store behov for bare at ligge og fede den af. Som freelancer bestemmer man jo sine arbejdstider, og hvis man har brug for at hvile lidt, kan man gøre det. Dog med færre indtægter og mere dårlig samvittighed som faste følgesvende. Hvis man i stedet kommer fra en 37 timers arbejdsuge, må det være en lise for sjælen bare at ligge på langs og ikke lave en døjt. Bare lissom… eksistere. 

Vi bor på Ko Mook Resort, hvis historie jeg er meget nysgerrig omkring. Jeg har en teori om, at her engang var øens perle, det kan man se på navnet. Tror, hotellet blev bygget et sted mellem 1970-1980, sikkert som noget af det allerførste her på øen til at byde de farangs velkomne, der måske allerede var lidt trætte af de mere klassiske feriesteder og eftersøgte noget nyt. Her er i sin tid blevet fantasifuldt anlagt med jungle-have, skulpturer og swimmingpool i midten. Nu er alting nedslidt, og der er kun få gæster. Jeg tror stranden ved hotellet har set bedre tider. Der kommer tre stråler vand ud af bruseren, der er myrer i sengen og wifi fungerer knap nok, og servicen er meget speciel. 

Jeg tror at det begyndte at gå ned af bakke for dette sted, da Sivalai Beach Resort blev opført på et stykke kridhvid skønhed, og hele målgruppen valgte at spendere deres feriebudget derovre. Nu bor man her, ja, måske på grund af slagtilbuddene på nettet, og der er jo mange, der besnæres ved tanken om en swimmingpool. Men den målgruppe kommer næppe på Ko Mook så meget. Ko Mook Garden Resortved siden af har ramt tidsånden bedre, med eco-cool-hippie-vibe til mere rimelige priser.

Og lige præcis her mødte jeg nogen, jeg kendte. Eller måske ikke, de kendte mig ikke, men jeg kendte dem, fordi jeg havde fulgt deres blog som optakt til den her tur. De 5 stikker af. Far, mor, 3 børn, hiver stikket ud i 10 måneder.Så sejt. Så fik lige sagt hej til dem ganske kort. 

De fik anbefalet på Ko Jum; Thailand for 20 år siden. Lyder spændende, så det er med i overvejelserne. Og så til sidst lidt turkis vand og lyserøde turister på Phi Phi, og så Phuket og hjem til Kbh for en kort bemærkning, inden Berlin kalder igen. 

Det er mit liv lige nu.