Lidt om LOUD

Hold da op, er det to måneder siden, jeg sidst har blogget? Ej, det er da for dårligt… men ok, jeg ved heller ikke, om I er flere end to ludere og en lommetyv, der læser med? Råb endelig højt, hvis jeg skal se at blogge lidt mere.

Men nu har jeg faktisk ikke engang ligget på den lade side hvad tastaturarbejde angår. Snarere tværtimod. Jeg har skrevet helt vildt meget de seneste par måneder! Helt vanvittigt, faktisk. Ordene er bare sprøjtet ud! Det kan I så se ovre på LOUD – som er mit con-amore projekt. Jeg har lige bladret gennem bloggen og er faktisk lettere rystet over, at jeg ikke engang har nævnt LOUD.

Men LOUD blev sat i søen den 15. februar. LOUD er et webmagasin, der skal fokusere på livet som ikke-hørende. Jeg er jo døv, det er ingen hemmelighed, og jeg er træt af at der er så megen uvidenhed omkring mit “handicap”, for vi er jo mennesker lige præcis som alle andre mennesker. Og hele hørespektret er indhyllet i en masse mystik; døve ved ingenting om hørehæmmede og omvendt – hørehæmmede ved intet om døve. Og så ved hørende intet om hverken døve eller hørehæmmede. Der er så mange misforståelser, så megen uvidenhed, så mange fordomme – både med og uden hold i virkeligheden.

Så LOUD er et medie, der afspejler livet, når man har et… hvad skal man sige… høretab. LOUD – fordi vi bestemt ikke er et stille folkefærd, hvis man kigger om bag facaden! Nå, men kig selv på http://loud.land.

Og hvis jeg må lægge beskedenheden lidt til side, så er det altså sket en vild udvikling med LOUD! Vi har passeret de 800 likes på Facebook, og nej, der er bedre parametre at måle på – i næste uge skal der checkes gennem, hvordan LOUD har udviklet sig med besøgende. Men den målgruppe vi vil ramme er ved at indfinde sig – det kan jeg se på hvem, der følger.

Og seneste nyt er, at vi har taget “sport” med i repertoiret af hvad vi skal dække. Af den årsag har jeg ligget vandret i luften de sidste par uger. I aften er faktisk første aften, hvor computeren er slået op for hyggens skyld alene. Lige nu befinder jeg mig af den årsag i Berlin. Igen! Vi skulle nemlig dække EM i håndbold for døve. Det har været en spændende oplevelse, og jeg er blevet kraftigt udfordret omkring at skulle formidle håndbold!

Heldigvis har jeg et par stykker, der hjælper – og de kan i hvert fald deres sports-kram. Ugen før EM dækkede LOUD Deaf Champions League i fodbold, og det var en kæmpe succes – vi fik eksperimenteret med nye formater som f.eks. Facebook Live Video.

Så det bliver spændende at udvikle videre på det. Hvis der er nogen journalister eller journalist-spirer derude, der bliver lune på LOUD, så fang mig. Det er en fordel, hvis du er døv/hørehæmmet/pårørende/fagperson – men vigtigst er; at du synes det er et sejt projekt, og at du har en masse relevante ting, du gerne vil formidle. Jeg ville elske at få udvidet online-redaktionen med dygtige mennesker, der kan deres håndværk.

Og mig privat… jeg skal nok opdatere på alt det andet på et tidspunkt!

Skærmbillede 2016-05-22 kl. 19.11.32

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *