Et livstegn

Og så skete der det, som hele tiden sker – jeg har glemt, at jeg har en blog! Men jeg lever stadig, omend det er længe siden sidst. Engang bloggede jeg rigtig tit, og alt hvad jeg havde på hjerte og i tankerne blev nedfældet her. Men i løbet af de senere år er der jo kommet en selvbevidsthed til, som har været undergravende for at blogge, i hvert fald for mit vedkommende. Arbejde, f.eks. Hvad skal man dele, hvad skal man ikke dele. Hvad nu hvis alle de bloggere, man følger er blevet sådan nogle, der bliver sponsorerede og lever af at blogge – og man sidder bare der og lufter sine tanker. Om alt muligt tilfældigt. Kan man leve op til de andres indhold? Skal man blogge tematiseret, eller skal man ikke? Det med tema tror jeg var ret meget oppe og vende for nogle år siden, men de fleste sprænger vel rammerne for deres temaer hele tiden. Så kan jeg jo det også. For en temablog har jeg vist aldrig haft. Det har bare været mit eget sted på nettet. Og det er egentlig ret hyggeligt at sidde her og blogge. Grunden til at jeg lige pludselig har tid er, at jeg er på ferie, lige nu befinder jeg mig i San Francisco hos min gode veninde, der bor her. Vi sidder og drikker morgenkaffe og pusler med hvert vores. Og så klør det faktisk lidt i hænderne at skrive. Jeg har mange ting og meninger, jeg gerne vil lufte. Om dette og hint. Måske skulle jeg tvinge mig selv lidt i gang, mod det løfte, at det fuldstændig er frit, hvad jeg skriver om. Jeg skal ikke leve op til noget. Og der må da stadig være en eller to, der følger med. Giv endelig et praj.

En tanke om “Et livstegn”

  1. Din blog er stadig på min RSS-liste i Feedly. Det er altid hyggeligt at læse hvad du skriver, tænker og oplever. 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *