Historien om min crazy boligsituation

Her kommer mit halvårlige indlæg! Det er ikke, fordi jeg blogger særlig kontinuerligt. Oh god, der er sket meget på et halvt år. Nogle gange tænker jeg, at jeg er for crazy. På den gode måde, håber jeg. Jeg har i den grad lært mit eget vægelsind at kende – men omvendt kan jeg også være handlingens kvinde.

Jeg har i den grad fået eksekveret på små 4 måneder.

Medio april flyttede jeg ud til rækkehuset ved Hareskoven, to uger efter fandt jeg ud af, at jeg ikke slet kunne lide at være helt herude. Nogle uger igen efter besluttede jeg mig for at sælge mit sommerhus. Sommerhuset blev solgt primo juni med overtagelse den 1. juli. Og så sagde jeg omgående lejekontrakten op med 3 måneders frist. I går har jeg endeligt lukket et køb af en ejerlejlighed med overtagelse medio august.

Jeg soppede ellers godt og grundigt rundt i det. Hvorfor kan jeg ikke lide at være i det her rækkehus? Hvorfor sover jeg dårligt? Skal jeg sælge sommerhuset, skal jeg ikke sælge sommerhuset. At have et sommerhus plus et hus med have… det er jo for meget med to haver. Skal jeg vælge huset med haven, eller sommerhuset, eller… hvad? Det var jo konstant dårlig samvittighed, og til sidst kunne jeg mærke, jeg faktisk også var ret ked af at bruge så mange weekender væk fra København og mit sociale liv.

For jeg har gennem de seneste tre år ofte været helt alene i Kulhuse. I starten var der så meget arbejde i sommerhuset, at min omgangskreds næsten ikke turde at komme med mig derop mere, for de blev jo bare sat i arbejde. Og i øvrigt har jeg heller ikke mange i omgangskredsen med bil. Og min omgangskreds er i den grad i mellemtiden blevet beskæftiget med babyprojekter, egen familie osv. Sommerhuset var en spændende renovationsproces, og jeg har elsket hvert sekund af det. Til sidst var sommerhuset relativt færdigforvandlet, men da havde jeg vænnet mig til at være alene deroppe, at jeg faktisk ikke engang havde lyst til at invitere gæster – hvis der da var nogen. Sommerhuse er ellers skabt til at være sociale steder.

Og det er vel ikke meningen, at jeg skal være så meget alene. Jeg er jo stadig ung! Og i rækkehuset er jeg endda også meget alene. For hvem gider at komme helt herud – det er også mega besværligt med det offentlige, igen skal man helst have bil. Desuden befinder jeg mig i København på arbejde hver dag, og får lagt mine sociale aftaler lige inden eller lige efter arbejde. Men når jeg så er kommet hjem, så er det på med den efterhånden så vante alenehat. Her er ingen butikker, og hvis man skal gå tur om aftenen, er det sgu lidt uhyggeligt og menneskeforladt. Jeg fik til sidst simpelthen kuller af al den alenehed og al den in-middle-of-nowhere-hed. De andre mennesker herude er primært børnefamilier og pensionister, så det er jo ikke ligefrem nogen jeg potentielt kan hænge ud med. Ridning og andre naturskønne aktiviteter vil jeg kun have tid til i weekenderne; og der vil jeg faktisk gerne være mere social og urban. Opleve nogle ting.

Det var ikke rart at befinde mig i sådan en social limbo. Jeg luftede så tanken om at købe en lejlighed i København, i nærheden af andre, men min meget usamarbejdsvillige bankmand sagde: Du kan i hvert fald ikke låne til en lejlighed, så længe du har sommerhuset. Så tog jeg beslutningen. Inden sommerhuset blev sat til salg, brugte jeg dog en del tid på at soppe rundt, fordi min søde nabo gerne ville købe mit hus – han skulle bare af med sit eget sommerhus først. Og jeg turde ikke vente på det – det kunne jo risikere at vare lang tid. Jeg var også bange for, at jeg ikke kunne få sommerhuset solgt, og så skulle vade rundt i limbo i flere år.

Så til sidst fik jeg fat i en lokal ejendomsmægler. Jeg havde spinkelt håbet, at jeg kunne være lige så heldig som Michala, der fik sin hytte i Kulhuse solgt på tre uger. Tilfældigvis havde vi samme ejendomsmægler, som advarede mig: “Det skal du i hvert fald slet ikke sigte efter. De var meget heldige!” Men han tog fejl. Jeg var simpelthen svineheldig. Eller også var mit hus fantastisk? Måske en kombination af begge dele. Mit skønne sommerhus blev sat til salg omkring primo juni, og kun én dag, ja fucking én dag, efter var det solgt. Bum. Til prisen. Det var så vildt. Køberne var naboerne på den anden side – noget af deres familie.

Det tog så en uges ferie ultimo juni at rydde sommerhuset for personlige ejendele, min familie kom forbi til en hyggelig dag, hvor de sagde farvel til hytten. De var de eneste, der nåede det. Og nu er nøglerne afleveret til de nye ejere. Jeg håber, de bliver glade for den lille skovperle med den fantastiske udsigt. Jeg køber gerne sommerhus/kolonihavehus igen, men næppe alene.

Og så gik jeg straks på hardcore jagt efter en lejlighed i København. Da havde jeg allerede opsagt lejekontrakten på rækkehuset uden at have andet i baghånden.

Jeg har næsten ikke kunnet tænke på andet i to måneder. Jeg har lært om boligmarkedet, de forskellige kvarterer i København, lånetyper, renter, opsving, bobler, bankskift. Ja, jeg sagde også farvel til ham den emsige bankmand. Han havde sat en låneramme, som man reelt ikke kunne få noget som helst for. Set i bakspejlet burde jeg have købt lejlighed for 3-4 år siden. Men også dengang satte han en lorte-ramme op for hvad jeg måtte låne. Set i bakspejlet burde jeg sagt: “Fuck dig bankmand” og have skiftet bank. Så havde jeg næsten været millionær i dag.

For boligpriserne er sidenhen steget crazy meget. Men det hjælper slet ikke at være tilbageskuende. Nu er det derimod ved at være sidste chance for at springe på boligmarkedet i København. Måske vil priserne flade ud eller falde. Men jeg køber under alle omstændigheder for at have et rart sted at leve i. Det er en fin investering uanset hvad. Også selv om det betyder, at jeg skal være økonomisk struktureret og tænke, før jeg bruger penge.

Ja, sådan er det, når boligmarkedet er vanvittigt.

Mine bedste venner i søgeperioden har været boligsiden.dk og sunday.dk og jeg fået set rigtig, rigtig mange lejligheder. Faktisk har det været en ret sjov hobby at være til flere omgange åbent-hus-søndage. Så skulle jeg jo ikke bruge søndagene på at være alene herude in middle of nowhere. Har gennemtrawlet især København NV, Vanløse og Valby. Lidt Amager, Brønshøj og ydre Østerbro samt et par betonblokke på Nørrebro er det også blevet til. Jeg har så også mødt sindssygt mange ejendomsmæglere. Synes næsten jeg kan spotte en ejendomsmægler på afstand nu. Måske vil jeg fortsætte med åbent-hus-søndage for hyggens skyld?

Belært af mine seneste boliger er jeg blevet superskarp på hvad jeg ville have. Det jeg kiggede efter var en lejlighed med en større altan, helst vest/syd/sydvest (dag/aftenssol) – alternativt østvendt (morgensol), ingen genboer der potentielt kan kigge ind, lejligheden skal være lys/have mulighed for at få vægge fjernet, ligge højt oppe (det er for creepy at bo nede på jorden). Og gerne med krummelurer og karma – slidt bad og køkken underordnet, for det er næppe gået nogen forbi, at jeg elsker at sætte mit eget præg på tingene. Generelt ER det ikke til at få en lejlighed efter mine ønsker i brokvartererne, så jeg har mest kigget efter periferien. Indre Østerbro og Frederiksberg ville være perfekt, men jeg har ikke engang gidet at kigge, for her kan man for mit budget kun få små, mørke stuelejligheder uden altan. Det bliver et pænt nej tak herfra. Beliggenheden har jeg derfor været meget fleksibel med, men den har dog skullet være relativt centralt beliggende i det miljø, jeg nu har valgt. Og helst med mulighed for at springe på metroen eller en kommende metro.

Det hele er så endt med, at jeg får nøglerne til en cute lejlighed super centralt i Vanløse medio august. Bum. Oppe på 4. sal, med krummelurer og en relativt stor, ugenert altan med aftenssol. Så jeg skifter haven (jeg kommer ikke til at savne at slå græs eller at hive ukrudt op af jorden) ud med en hængende have, der ikke går amok, og som ikke får besøg af insekter eller andre uvedkommende typer. Og med privatlivet relativt intakt, så jeg/gæster stadig kan dase, drikke vin og læse bøger. Og ja, det er altanen, der er coverbilledet på det her blogindlæg.

Næste step bliver at gå i krig med at gøre lejligheden endnu skønnere end den er – og at få genetableret mit sociale liv. Jeg kender heldigvis rigtig mange i Vanløse, og ellers kan metroen bringe mig hurtigt rundt – og ud i lufthavnen. Måske skulle det fejres med en lillebitte ferie et sted, hvor solen rent faktisk skinner?

det blev ikke til 40 m2 ude i Emdrup, og det kan jeg også takke sommerhussalget for. Det betaler sig at købe ejendom og afdrage sit lån = man får en opsparing!

Og nej, hvad man ikke dør af, bliver man stærkere af. Man lærer derimod, så længe man lever!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *