Jeg drømte i nat, at jeg rendte rundt i et outfit bestående af en rulams-pilotjakke og et par gulerodsfarvede cowboybukser. Det var the big shit tilbage i 1997, siger jeg jer, børnlille, og det er noget jeg erindrer med gru. Og the big shit anno A/W er jo så tilsyneladende sådan en rulams-pilotjakke-dims. Ikke på vilkår om jeg vil gå i den. Overhovedet. Min hedengangne ditto er død og borte. Sammen med min grimme retro-90′er grydefrisure. Omg, nu føler jeg mig tussegammel – der er jo nok en hel del 1990′ere der ikke kan huske moden dengang. Nåmen jeg har lige nogle modeønsker: En se-jeg-har-lige-lånt-min-kærestes-sweater. Så kan jeg rigtig gå rundt og ligne en af dem, der har en kæreste med en god smag. Og så fordi det er comfy og cool. Og så skal jeg have en se-jeg-har-lige-lånt-min-morfars-bukser (eller så da herrebukser) – til stramme overdele, det tror jeg også ville være ganske sejt – især sat sammen med pumps. Plus så skal jeg shoppe det obligatoriske; en vinterfrakke, der både er sej, pæn, classico og varm som ind i helvede. Og så et par ordentlige støvler, der ligeledes er varme som ind i helvede. Jeg forudser nemlig med gru at jeg skal kæmpe mig gennem is- og snemasser de 7 km frem og tilbage til og fra ITU nu til vinter. Sådan cirka i morgen.

Så har jeg haft fag nummer to – online marketing – afholdt på engelsk med indisk accent. Meget spændende tror jeg; noget med reklamer, forbrugere og internettet. I forgårs stod den på human computer interaction – hvor indgangsvinklen var mere teknologisk, men ikke på den der nørdet-tekniske måde, men mere over i noget med innovation, design og brugere. Dér kunne jeg mærke, at jeg læste på IT universitetet, og det var ret spændende. Hvad kommer der af skøre ting i fremtiden? I dag har jeg faktisk hele to fag, først online marketing og senere i aften står den på faget læring og IT. Jeg bliver nødt til at vælge mellem læring og IT eller online marketing, da jeg ikke holder til at skulle være på ITU klokken 9-21 hver onsdag. Og med faget projektledelse af IT-anskaffelser om tirsdagen har jeg hele fire fag, hvor jeg skal kun bruge tre. Så en af dem bliver sakset fra, og det bliver nok online marketing. Jeg er allerede begyndt at tænke over hvad jeg skal skrive 4 ugers projekt om; det bliver sikkert i et T (teknologisk) fag – så jeg tror jeg kan lave noget fornuftigt med udgangspunkt i fagene human computer interaction og læring og it. Noget med interaktionsdesign og e-learning og innovation måske. Nøj, hvor lyder det nørdet, og i stærk kontrast til sidste semester, hvor 4 ugers projektet var i it- og internetjura. Og næste semester, hvor jeg jo så nok må have fokus på business.

Siden hvornår er jeg blevet en udstyrsfreak? Har lige shoppet tennisketsjer, 6 bolde og en fiks lille tenniskjole til at flagre, når jeg tripper rundt på banen. I fredags scorede jeg via. points en træningstaske, og i mit specialrepertoire er der også spinningsko og spinningshorts. Et eller andet sted har jeg nogle par ridebukser, så jeg er da klar på en hel masse sport. Og snart ikke mere plads til alt det der. Men man skal i hvert fald ikke gå ned på udstyret. Og tennis er så min sidste nye hobby. Det er bare top-fedt, at jeg kun bor 5 minutter fra det nærmeste tennisanlæg, og så er det endda ganske sjovt. Det ser godtnok en hel del lettere ud end det er, det med at ramme bolden og at få den over nettet. Men hvor er det bare succes, at man efterhånden kommer i stand til at pingponge mere end 4-5 gange i træk. Det er også en hel del sjovere end at kampsvede til spinning, men hvad gør man ikke for den slanke linje? Nu mangler vi så lige at abonnere på en hest, så alle overklassessportsgrenene er i hus. Det med ridning kunne jeg altså godt savne – husker dengang jeg havde part i den skønne, skøre ox-araber Monza ude i Dyrehaven. Det kære, lille pelsede kræ. Det var tider…

Oven på sidste indlæg tænkte jeg lidt videre. Indlægget har ligesom nogle løse ender, så jeg tænkte, at det kunne være på sin plads med lidt baggrundsforklaring. En baggrundsforklaring, som jeg måske vil vise mine studiekammerater – hvis jeg tør – for de er jo lige netop målgruppen. Og måske andre døves studiekammerater også kunne bruge dette indlæg? Formålet er at give lidt indsigt… eller så bare at forstå. For sådan noget er nemlig meget svært at forklare lige ud af det blå i klasseværelset.

Nu taler jeg for mig selv, og døve er forskellige. Men jeg har en fornemmelse af, at der næppe er mange døve, der er uenige med mig i mine betragtninger. Dette skal slet ikke betragtes som anklagelser eller “klynk” men som en erfarings-baseret beskrivelse af, hvordan døves uddannelses-vilkår vitterligt er anderledes i forhold til hørendes. Det faglige klarer vi døve, fordi vi i forvejen har ekstra ressourcer (for overhovedet at komme ind) – men det sociale, og det, der er udenfor rammerne, er tit det, der volder problemer. Også selv om vi ellers er socialt intelligente/velfungerende væsener, der kender alle de gængse interaktions, normer og adfærdsregler. Og vi ved godt, det som regel er os, der skal starte initiativerne.

Nu hvor jeg tænker over det, virker det måske ret selvoptaget at bruge så lang tid og så mange ord på at beskrive hvordan det at interagere på et studie virker for mig. Alle har jo deres issues og alle føler sig ind i mellem udenfor. Også blandt døve kan jeg nogle gange føle mig akavet, men så er det fordi jeg simpelthen bare føler mig akavet. Men blandt hørende er jeg en minoritet, og snakker jeg med andre fra samme minoritetsgruppe (døve, altså) så er vi faktisk mange, der har det lige præcis på den måde, så det skyldes simpelthen det at være døv. I går fik jeg en kommentar fra en om, at det var en stor mundfuld at håbe på eller at forvente at ens studiekammerater vil til at lære tegnsprog for ens skyld, men man kan jo altid håbe, at de synes, at man er så interessant, at de gerne vil lære noget for ens skyld, sådan menneske til menneske – og så er god karma tilbage jo rart. Heldigvis er der mange hørende, der godt vil gøre noget ekstra for en – og de er virkelig guld værd i ens hverdag!

Og derudover er det nok også værd at bemærke, at der sikkert vil være nogen hørende, der i en eller anden udstrækning har de samme tanker og følelser. Hvis vi bare nogen gange bare tænkte på hinanden, og ikke gjorde så meget forskel, ville alt være bedre – for alle.

1. Jeg aner ikke hvordan stemningen til  undervisningen er
Når jeg som døv bruger tolk i undervisningen, er det meget svært at fornemme, hvordan folk lyder, fordi tolken kun tolker ordene, og altså ikke de små nuancer eller tonefaldet. De er professionelle, men nogle ting kan bare ikke tolkes. Jeg er derfor tit usikker på hvordan den talende person bag rent faktisk lyder og virker på andre, og jeg får ikke reaktionerne. Jeg har ikke nogen sikker fornemmelse af, hvem der siger noget fornuftigt, hvem der laver ballade, hvem der kommer med de sjove kommentarer osv. Når alle griner, er det sjældent, jeg ved hvad der var så sjovt. Også fordi jeg ofte sidder foran, og ikke kan se de andre, endsige høre deres stemmer. Så jeg ved reelt ikke hvem der siger hvad, hvis ikke det er underviseren, der snakker. Jeg har reelt ingen idé om hvem der “styrer” stemningen, hvem der er populær, hvem der er irriterende. Og derfor er jeg også lidt tilbageholdende med at sige noget, fordi jeg ingen anelse har om hvor jeg ligger i niveauet. Overhovedet. Det viser sig tit først til eksamen.
Løsning: Ikke rigtig nogen – nok mest den, at man som døv skal “skide på” hvad andre tænker om en selv. Jo mere man siger, jo mere kender de en, og man kan umuligt sige noget dumt eller upassende hver eneste gang.

2. Jeg ved ikke hvor folk skal hen bagefter
Når undervisningen er slut smutter folk. Nogle gange tager alle hjem, andre gange mødes man i baren, ved bordfodboldspillet, i byen eller kantinen. Det sociale er jo en stor del af studiet. Men jeg som døv kan ikke høre det på snakken, så hvis alle er væk inden jeg har set mig om, kan jeg så enten vælge at lede efter folk over hele studiet eller tage hjem. Jeg vælger tit det sidste. Jeg gør, i hvert fald, og tit har jeg på den konto tænkt – laver de andre så noget sjovt sammen nu, som jeg ikke vidste noget om? Kommer folk til fredagsbar? Hvorfor spiller de alle sammen bordfodbold?
Løsning: Hørende – fortæl det, hver gang noget fælles sker. Både nu og senere. Spørg om personen fx vil med til noget bordfodbold. Det er selvfølgelig også døves ansvar selv at kontakte folk, men det skal gå begge veje.

3. Jeg er sjældent sikker på jeg har fået det hele og intet har glippet
Tit er undervisernes kommentarer kryptiske. Så det er vist ikke ualmindeligt, at man lige vender situationen med ens sidekammerater – hvad var det for bøger, man skulle købe? Hvor leder man efter en bestemt artikel? Er der nogen, der vil kopiere for andre? Men alt det får jeg døv som regel ikke med, fordi tolken ikke altid tolker den slags summen rundt. Jeg kan spørge hver gang, men det er ikke altid, jeg orker.
Løsning: Hørende – fortæl det, hvis nogen har fundet ud af noget smart. Internettet med f.eks. Facebookgrupper, Dropbox el. lign. er også en løsning, hvor alle er lige.

4. Jeg kan ikke snakke med flere på en gang
Sociale interaktioner baserer sig tit på, at folk snakker sammen i grupper, og man supplerer hinanden og kan bryde ind, hvis man har noget at bidrage med. Men døve kan som regel ikke snakke med flere end 1-2-3 af gangen, og derfor er gruppesamtaler no go for døve. Desværre. Så hvis jeg bare går forbi jer andre, så er det netop derfor. For jeg glider ikke ind naturligt i gruppen, det er en handling jeg skal udføre. Enten kan jeg vælge at “trække” en person ud af gruppen, afbryde samtalen (med noget helt off topic måske, jeg har jo ingen anelse om hvad der snakkes om) eller også kan jeg bare stå der og kigge – hvis jeg så ikke bare vælger at gå forbi, så jeg undgår, at det bliver for alt akavet. Og sådan går jeg jo glip af en hel masse smalltalk og “sladder” og andre ting, der binder folk sammen.
Løsning: Døve tilbyder, eller folk spørger om at lære tegnsprog – eller som minimum ABC på tegnsprog. Det kan læres på nettet. At hørende er frisk på samtaler på tomandshånd. At hørende uopfordret begynde at fortælle hvad der snakkes om og dermed involverer den døve, der ikke altid så godt kan involvere sig selv.

5. Gruppearbejde er mit værste mareridt
Det er næppe alle, der er særlig vilde med selv at skulle danne grupper, især hvis man ikke kender folk. Men for mig som døv er det et mareridt. Som regel sidder jeg foran uden sidemænd- og kvinder, så jeg kan ikke bare tilfældigt støde sammen med nogen. Sker det, er det bare heldigt. Men der sker ofte det, at jeg føler, jeg maser mig på i en gruppe. Nogle gange lykkes det, andre gange må jeg få læreren til at hjælpe mig med at blive placeret et sted. Og ofte føler jeg mig allerede som Sorteper, hvis gruppedannelsen foregår på den måde. Det er ret demotiverende for min lyst til at være med. Og hvis det er sket tilstrækkelig mange gange, mister jeg simpelthen lysten til overhovedet at tage nogle initiativer. Jeg er heller ikke klar over, hvem der er i gruppe med hvem, og jeg hører det heller ikke, hvis der er ledige pladser et sted.
Løsning: Hørende – spørg om den døve vil være med. Hvis I har en ledig plads og den døve sidder alene – så spørg også. Han/hun bliver glad, vi skal nok gøre alt for at det glider nemmest muligt. Prik evt. til andre, hvis I ved, at der er andre små grupper.

Der er sikkert en hel del flere ting – I må meget gerne komme med jeres erfaringer også!

Første dag på ITU efter en mega-megalang sommerferie. Det summer af liv her, og der er flere end nogensinde før, der er blevet optaget her. I dag er der så åbnet for invasionen af nye studerende. De vrimler overalt – til deres første timer, kantinebesøg, bog-shopping, gruppearbejde og en hel masse socialiseren rundt omkring bordtennisbordet, sofaerne, i Scrollbar, kantinen, udenfor, ved bordfodboldbordene. Det må være  spændende at starte på bachelordelen i softwareudvikling eller kandidaten i E-business eller digital design og kommunikation. Halvdelen af mit hold i dag bestod af nye overbygningsstuderende. Der priste jeg mig lykkelig for at jeg ikke skal gennem alt det introduktionshalløj. Jeg kender folk, hilser på, ved hvem der er til at tale med og hvem der ikke er. Sådan cirka. Jeg kan godt ærgre mig over, at jeg som døv ikke bare lige kan blende mig ind i mængden af folk, smalltalke med mit hold om sommerferien, hvad de syntes om vores første fag, hvad de har valgt af øvrige fag og hvad vi ellers planlægger af fester. Men det kan jeg ikke. Jeg sidder foran, fordi tolkene er der, og resten er allerbagerst i lokalet. Jo, jeg prøver. Jeg går over og prikker til udvalgte personer og spørger om hvordan deres ferie har været, hvad de har købt af bøger, om det ellers går godt. Der har også været et par stykker, der er kommet hen til mig og snakket. Så dejligt. Med tolk får vi meget ud af det. Uden tolk er det mest opadvendte tommeltotter og den slags ting – naturlige gestikuleringer, som begge parter nemt kan regne ud. Folk smiler og er søde, selv om det er lidt tom snak. Men hvor er det egentlig ærgerligt, for der er så meget, jeg gerne vil høre om. Så meget at fortælle, vurdere og sammenligne. Men det kan ikke lade sig gøre, når jeg er døv, og ingen kan tegnsprog. Jeg kan lade mig gå på af det, jeg kan gøre alt hvad jeg kan for at kompensere for det, og jeg kan være ligeglad. Oftest ender det med, at jeg lader mig gå på af det, fordi jeg er social, jeg vil gerne have andre at sparre med, og jeg er meget åben for at møde nye mennesker og det er så fedt at snakke og udveksle inspiration. Hvilken strategi jeg vælger, har jeg ikke helt fundet ud af endnu. Jeg satser nok på ligeglads-strategien. Jeg ved nemlig, at det bliver møgsvært at finde en gruppe (i samtlige 3 fag) og det kommer ikke til at ske naturligt – enten maser jeg mig på, eller også ender det med at jeg får underviseren til at hjælpe mig med at komme ind i en gruppe: “Mette har ingen gruppe, er der nogen, der har plads til hende?” som det skete sidste år. Jeg håber selvfølgelig, jeg kommer ind i en gruppe uden alt muligt halløj. Og så dog… ville det være et problem at droppe gruppekonceptet – hvis jeg ikke finder en gruppe, hvad så med at lave øvelserne og projekterne selv? Jo, det kræver så ekstra arbejde, men til gengæld skal der ikke bøvles med kommunikation og at jeg skal frygte at folk bliver trætte af mig, eller jeg af dem. Hvis jeg skal være helt ærlig, så er jeg mentalt forberedt på at gå solo i alle tre fag og håbe, der er nogle, der vil sparre med mig i ny og næ. Men jo, det er top-fedt at være startet på studiet igen, og første fag, som jeg har haft i dag, virker helt vildt spændende, men det er alligevel den slags tanker, der fylder meget, når man er døv. Irriterende, når det burde være sjovt. Og de aftager slet ikke, tankerne - tingene falder ikke på plads senere. Folk bliver mere sammentømrede, og enten hænger jeg i, eller ryger ud. Man skal være helt vildt meget på, for folk går ikke naturligt hen til en, når man ikke kan kommunikere. Er de nysgerrige, spørger de som regel tolken. Sådan er det vist bare, og jeg må være helt ærlig og sige, at jeg ikke helt ved, hvordan sådan noget skal løses. Jeg har vendt og drejet det meget, men ingen brugbar løsning er poppet op. Er nogle gange 8000 år og har studeret længe, så mit bedste råd er nok, at man som døv ikke skal være bange for at tage initiativer, man skal smile, være aktiv i undervisningen, koncentrere sig om stoffet, komme med til festerne - og så trække på skuldrene, når man kommer ud for noget, som ikke føles rart. Og man skal snakke om ting. Med vennerne, underviserne, de andre studerende – ikke noget med at holde sig tilbage, men selvfølgelig sørge for at tænke over hvad man siger. Sikke et følelsesladet indlæg, men en af mine strategier er også, at jeg bare vil være åben om hvordan det er at være mig, at være døv, på det her studie… og hvis andre døve kan genkende noget, hvis hørende bedre vil kunne forstå hvordan døve føler, så har jeg da opnået et eller andet. PS. Og så vender jeg tilbage senere med mere fagnørdede indlæg, om det så er spændende at læse eller ej.

Min lørdag aften bliver temmelig fornuftigt brugt på at læse til semesterstart på mandag. Jeg er gået i kødet på emnet interaktionsdesign i forbindelse med faget HCI (Human Computer Interaction) – og lige nu er det temmelig spændende. Jeg havde dog bare glemt alt om, hvor freaking langsomt man læser faglitteratur. Jeg har cirka 150 sider på engelsk at fordøje til på mandag, og jeg har netop sneglet mig gennem 40 sider. Så er det jo godt, at jeg er taget til Aalborg for at hilse på mor og hendes kæreste samt fejre lidt fødselsdag her i weekenden. Så får man kokke-tillavet mad og kan koncentrere sig om at læse, hvis man ikke nærmest tvangsmæssigt bliver hevet med ud og gå tur ved havnefronten i det gode vejr. Jeg har dog fået rigeligt af ydre stimulans, så det passer mig fint med en weekend af nærmest autistisk karakter; med at sidde indenfor og med næsen stukket ned i diverse fagbøger, skønlitteratur og blade. Og jeg har så  netop også fået mail fra enelleranden Ravi med mægtig langt efternavn, som skal undervise os i faget Online marketing – advertising, consumers and communities på onsdag. Masser af links og læsevejledninger – lige til at kaste sig over på hyggemåden. Og så er der faget Projektledelse af IT-anskaffelser, og endelig et, der hedder Læring og IT (e-learning med andre ord) som jeg overvejer lidt, fordi det lyder ret spændende og anvendeligt i forbindelse med mit projekt StreetSigners, men jeg skal kun have tre fag. Derfor skal jeg vælge indenfor de næste par uger. Så nu har I også fået en introduktion til hvad det er, jeg fagligt skal beskæftige mig med hele næste semester. Der er ikke landet noget studiejob i min turban; men det er også ris til egen røv – har kun søgt to stykker. Afslag på det ene, afventende hvad det andet angår. Men når jeg alligevel skal bruge torsdag og fredag næste uge på at sidde og se højpandet ud på en eller anden læsesal, så vil jeg se, om ikke jeg kan gøre noget yderligere ved sagen.

Så er jeg atter hjemme i sikkerhed. Kunne umiddelbart efter landing på dansk jord konstatere, at jeg bør erstatte de korte shorts med et par uldne mamelukker. Men okay, det er nok også på sin plads, for jeg synes efterhånden, jeg ligner en kvindelig michelinmand – så min lettere solbrune korpus skal afstraffes grundigt og vedvarende i nærmeste fitnesscenter og på nærmeste tennisbane… og ovenpå cykel, for der skal cykles en hel masse den kommende tid. Nu er der nemlig ikke mere ferie, ikke mere manana, ikke mere rødvin eller soven længe. Sig hej til seriøsitet, sig hej til sund mad, sig hej motion, sig hej til streng økonomisk aksese; for det bliver nemlig det nye, Mettiske liv, der kommer til at herske. Det bliver egentlig meget rart at glide ind i hverdagens faste rytme igen, for det er jo efterhånden oceaner af tid siden jeg skulle stå op til noget. Så jo, det er temmelig rart at være hjemme. Nu har jeg sådan cirka en milliard blogs, der skal læses på RSS-feederen, og så går vi i gang med noget studieplanlægning. Jæs.

Lever stadig… nu bare med selskab. Vi drikker vin, soler, svømmer i rooftop pool, shopper, sightseer, sover, spiser og pludrer. Kan temmelig godt lide Barcelona, vejret og maden. Og så er Karina temmelig dygtig til at dresse op, og jeg lærer af damen hver eneste dag… tror dælme jeg skal se at gå lidt mere op i flotte kjoler, stiletter, makeup og hår. Det er jo ret sjovt at bruge lidt ekstra tid på at finde sin indre pynteprinsesse frem og ellers at gøre ting, der er gode for en selv… mm, nu skal der bare sendes flere penge hertil. Datingbilledet her er fra hotellets superlækre tagterasse, hvor vi får rødvin og er klar på at gå ud i det barcelonetaske natteliv. Og det er varmt. Megavarmt. Og sol. Masser af det.

Barcelona er en skøn by – med masser af muligheder for hangout i det lune klima. Men jeg er ved at blive skingrende tosset af alle de der turister. Det vrimler med turister her i byen – her, der og alle vegne. Det er vist ekstra slemt her i de europæiske storbyer i forhold til f.eks. Asien og Sydamerika. Ok, jeg er jo selv en af dem, der render rundt med praktiske flade sandaler og som fumler med kort over byen. Men jeg kan bare ikke have alle de horder, der stopper umotiveret op alle vegne. Da jeg planlagde at tage til la Sagrada Familia i går, efter en tur hen og se noget Gaudi-værk udefra (skulle ikke nyde noget af den cirka 500 meter lange kø) og Vincon (lidt skuffende spansk eksklusiv-IKEA, som de vist markedsfører sig på) – nå men der fik jeg et mindre panikanfald ved tanken om alle de turister. Mujer un borde de ataque nervois. Som jo også er titlen på en gammel Almodóvar film; kvinder på randen af et nervøst sammenbrud. Og som ganske præcist beskrev den følelse jeg havde, da jeg havde lyst til at sparke turist nr. 473 over skinnebenet. Nå, men jeg turde så ikke at tjekke la Sagrada Familia ud der, ved en 15-tiden. Var simpelthen bange for at komme til at slå nogle turister ihjel. Jeg er helt klart mere til at hænge ud og opleve en bys atmosfære end at krydse en liste af seværdigheder af. Så i stedet for at begive mig ud i turisthelvede no. 1 spadserede jeg over til en mindre besøgt bydel, Gárcia. Det var meget hyggeligt, og der var noget byfestival kørende – og der tror jeg så, at der var flere barcelonetaer end turister. Og så mødte jeg et par døve, hvor manden så straks guidede mig over til den ene af Barcelonas to døveforeninger. Sejt nok. Da han var af ældre dato, kunne han ikke internationalt tegnsprog, men jeg endte med at blive ganske hård ud i castellano tegnsprog – ikke spansk, det er vigtigt at påpege. Nå, men det endte så med at jeg mødte nogle lokale – det synes jeg er meget mere berigende end at vade op i en eller anden rødmosset turist fra en eller anden outlaw by i et eller andet land.

Cafe Cosmo i Eixample, nær Universidad de Barcelona. Det vrimler med fede caféer her i Barcelona. Og på café Cosmo kan man nyde en catalansk/spansk morgenmad i form af croissant, cafe con leche (kaffe med mælk) og naranja (appelsinjuice) og så har de wifi og skiftende kunstudstillinger af unge, spanske kunstnere. Cool sted at sidde med sin Mac – i stil med de andre besøgende!