Audisme på tre planer
Mettiske Strøtanker header image 2

Audisme på tre planer

oktober 2nd, 2008 · Kommenter lystigt

Der findes tre niveauer af audisme:

  1. Den ideologiske audisme
  2. Den institutionelle audisme (systemets audisme)
  3. Den individuelle audisme

Problemets rod ligger i den ideologiske audisme – og det er her, man måske kan gøre noget. Lige nu har jeg desværre ikke tid til at gå i dybden med definitioner på de tre former for audisme. Det må komme senere. Men kort kan der siges:

Det er den ideologiske audisme, der smitter af på den institutionelle audisme (systemets audisme) – som igen ofte er det, der har givet døve dårlige oplevelser – altså den individuelle audisme.

Jeg tror de fleste døve (og hørende) er enige om, at det ikke nytter, at man bruger individuel audisme til at diskutere, hvis man gerne vil videre med begrebet – for det er det sværeste at tage op, mange vil måske føle sig ramt, og der er mange eksempler, der befinder sig i gråzonen mellem uvidenhed og så decideret “ondskab”.

Samtidig er det sådan, at jeg oplever og føler, at døve virkelig har behov for at diskutere individuel audisme, for her tror jeg, at det er de færreste døve og hørehæmmede, der har undgået det. Det er noget, vi har brug for at snakke om, og det skal vi også have lov til. For vi står ikke alene. Jeg håber, at interesserede melder sig på banen, men det er også rigtig godt, hvis der er nogle hørende, der melder sig på banen, for at give debatten flere dimensioner.

Jeg siger døve. Fordi jeg selv er det. Men faktisk taler jeg ikke kun om døve ligesom mig. Også døvblevne (folk, der har mistet deres hørelse før eller senere i livet), hørehæmmede, CI-brugere. Så snart lyden ”svipser” kan man få nogle (negative) oplevelser, som andre, der tager lyden for givet, aldrig kunne forestille sig at opleve. Det giver filmen Audism Unveiled fra USA mange gode og skræmmende eksempler på.

Så jeg tror ikke, vi taler om de små 4.000 døve, der er i Danmark, men snarere gruppen på 300.000, der har høreproblemer af større eller mindre grad. Audisme er et stort (u)væsen. Over hele verden.

Tags: Audisme

Svar indtil videre ↓

  • Der er ingen kommentarer endnu... vil du være den første?

Skriv en kommentar

Add video comment