Spændende seneste blogindlæg du har skrevet. Jeg har også studset over, hvorfor døve vil have CI – tror, det handler om, at de mener, det er “the missing link” – for så at opdage, at det måske ikke ændrer det store ved dem – bortset fra en ny bevidsthed, måske? Men ved det ikke, har jo ikke prøvet selv, og har på ingen måde interesse i at prøve det, så længe jeg ikke bliver garanteret hørende

Karen, du talte om at vi hellere må fokusere på det positive aspekt af “Deaf gain” men jeg tror at det er ret besværligt for hørende at foretage en større ændring i deres forestillingsverden og begynde at tænke på den bane. Det er jo lidt ligesom at fortælle en som har mistet sit barn, for at nu har du fået “dine prøvelser for at få børn” tilbage.

Synes også selv at det er ærgeligt at blive opfattet som superfølsom når man som døv protesterer overfor en uretfærdig behandling mod døve.

Men det er nærmest ufatteligt at ord/retorik bærer en stor del af rollen for at kunne ændre på folks tænkemåde.
So keep blogging

Da jeg kørte Dirksen Bauman til Lund, spurgte jeg ham om det er audisme hvis man får resumér fra et samtale, hvor den døve er alene blandt mange hørende som stor diskuterer et emne.
Han sagde at det er helt klart audisme.

Men han gør opmærksom på at det er vigtigt at man ikke reagerer ved at rejse sig op og slå på bordet, for i sådanne situationer er det tale om ubevidsthed audisme.
Det er det samme når en går i byen og kun smiler til indvanderne, handicappede eller andre som er anderledes, for at vise at man er høflig, men ikke smiler til som som er ens med sig selv, er det tale om modsat racisme osv.

Så det er sandt som du siger at man ikke skal bide.

I stedet for skal den døve klappe vedkommende på skulderen og fortælle om hvad det er man er igang med. Sådan at vedkommende kan rette sig, og lade den døve blive involveret i diskussionen.
Såfremt det gentager sig igen… Så kan man vælge at lade være med at deltage i samværet, og senere bruge det som forklaring når man bliver spurgt om hvorfor man ikke kommer mere…
Og igen, hvis der ikke er forståelse derfra er det tale om bevidst audisme. Så kan man begynde at vise tænder.

Jeg ved ikke om det er et udtrykt for audisme, når tante Erna klapper lille dig på kinden og imponeres over at lille dig på 26 år kan læse og skrive. Jeg tør vædde på at, en sort pige på 25 år, som kan dansk flydende, også oplever ros for hendes fine kundskaber i dansk. ”Det er altid utroligt, når vi kan noget som dem”. Og omvendt bliver Karen også glad i maven, når nogle kan sige ”på ses” på tegnsprog.

Kan du ikke bare grine af søde uvidende tante Erna? Det er helt klart hende der er noget galt med og ikke dig. Men det er vel også et udtryk for at handicapfordomme er dybt rodfæstede i dem (os). Jeg oplever præcist det samme som dig, men har faktisk til d.d. også bare smilet tilbage. Skulle man hellere snakke med dem om det? Eller skulle man hellere bide tante Erna, så hun kan lære det? Er der forskel på hvad man kan forvente af de folk som omgiver os? Jeg tænker på om det er OK, at der er ledere i døveverdenen som ikke kan tegnsprog?

Der er audisme uden audister. Selvfølgelig spiller den ubevidste audisme en rolle. De fleste vil gerne være gode og rare mennesker, men alligevel kommer vi alle sammen mere eller mindre til at træde hinanden over tæerne. Fordi vi har fordomme og ikke er opmærksomme nok på hinanden. Men jeg (vi?) har nok også for gode til at bære over med hinanden. Det er ikke OK at blive ved med at træde på hinanden. Når vi taler audisme finder vi ud af hvad det er for en størrelse og derefter må vi insistere på også at bruge det konstruktivt. Vi skal gøre det mere rart for os hinanden at være her. Der er noget, som absolut ikke er OK og som kan ændres. Jeg tror også at hvis man skal bruge ”audist” om et andet menneske, så der skal der ligge en alvorlig anklage bag – ellers bliver begrebet audisme misbrugt og overflødiggjort.

Mebbe, du kan have ret i at medierne ikke er særlig interesserede i Deaf Gain vinklen – og at det mere er Hearing Loss vinklen, der har “gode historier” med sig. Men jeg tror også vi ikke har være synlige og åbne nok. Jeg ville ikke blive overrasket, hvis nogen udefra mener at døveverden virker lidt tung at danse med. Der er masser af tabu og fordrejede historier om døve og tegnsprog. Det var fedt at DDL op til Døves kulturdag fik lavet de der postkort, som også reklamerede for kulturdagen. Men jeg syntes ikke der var sammenhæng mellem budskabet og prisen for at deltage i arrangementet. Det er en form for lukkethed, mener jeg. Vi skal også have lettilgængelighed til vores verden.

Carmen Van Kerckhove har skrevet om racisme på arbejdspladser. Måske noget interessant at hente her: Hun skriver bl.a. ”om Black History Month, hvor man sætter den eneste sorte person i ledelsen til at holde foredrag om black-stuff – ”hvorfor skal den farvede seniorrådgiver partout snakke om race til den årlige medarbejder-forsamling? Få ham hellere til at snakke om hans visioner for forretningen. Det er stærkt, når man ser en farvet person på talerstolen, som har udmærket sig”. For Carmen Van Kerckhove består den værste ledelses-fejl dog i at sætte race på dagsordenen uden at linke det til forretningen, hvilket skaber en stemning af, at race, diversitet og mangfoldighed intet har at gøre med virksomheden, forretningen eller den daglige drift”

Carmen Van Kerckhove har lavet forslag til hvordan man kommer racismen til livs:

Forslag 1: Hvis du ser en kollega blive diskrimineret, så tal vedkommendes sag – ”farvede mennesker bliver ofte beskyldt for at være oversensitive og for at brokke sig, og klagen fra et farvet menneske har generelt mindre vægt, end hvis den kommer fra en hvid”.
Forlag 2 henvender sig til chefen: ”Tag dit ansvar. Det har generelt mest gennemslagskraft, hvis udmeldinger om diversitet, race og racisme kommer fra ledelsen”. Forslag 3 er, sjovt nok, også rettet mod chefen. Carmen Van Kerckhove opfordrer alverdens ledere til at skabe netværk på arbejdspladsen, hvor de ansatte kan snakke frit og åbent om race-udfordringer, fx hvordan man rekrutterer og fastholder mangfoldige kompetencer. Hun lægger stærkt vægt på, at netværket ikke kun bør bestå af farvede mennesker for at undgå ”en ghetto-stemning”.

Forslag 4: ”Stop op et øjeblik og undersøg din vane-tænkning – er du forudindtaget, når det gælder særlige racer?”.

Jeg er også enig med dig, Karen i, at de positive historier skal frem – det har vi den fordel, at vi selv kan gøre, via blogs og kunst – for medierne er egentlig ikke særlig interesserede i Deaf Gain vinklen – det er mere Hearing Loss vinklen, der er “gode historier” i. Så det står jo os alle frit at komme med de gode og spændende vinkler på det at være døv. For mon ikke det er på tide?

Vi har et kollektivt psykolog-time nu. Men derefter også tid til rensagelse, hvordan kan vi forbedre sistuationen så vi ikke bliver så udsat igen, som tidligere. Hvordan kan vi undgå, flinke skolen og blive tiltalt som et 5 årigt barn med den åhh så fine kjole.

Den nye trend, hvor ofte har jeg selv ikke hørt den sætning. Jeg tror man skal have oplevet audisme på sin egen krop, oplevet at være hægtet af i samfundet, være den som må sidde og se med fra sidelinien. Være den som altid må bruge dyrbar tid på at skulle forklare sig frem for, at bruge den dyrebare tid til at tilegne sig de vigtige oplysninger.

Vi er bare så træt af det hele, at vi famnde gerne vil blive hørt – for en gangs skyld. Og ikke bare blive himlet af og opfattet som en flok brokkehovder?

Hvorfor bliver vi , nu i det hele taget opfattet som brokke hovdet? “nu bimler de døve op igen blah blah blah…” Måske fordi de hørende blander det hele sammen i den sidste ende?

Har fulgt alle debatter både her på Mettes blog og Mette Baus blog. Må sige, det er meget kedeligt at se, at der er opstået en grim krig mellem døve- og CI-verdenen. Så mit forslag er, at vi begynder at fokusere på “Deaf-GAIN” (modsat af “hearing-loss”) som Dirksen kom ind i sit oplæg. Altså, alt hvad der er fordele ved at være døv, så de andre hørende kan blive inspireret. Kan starte med mit eget eksempel.
I går var jeg hos min søns kammerat for at hente ham. Fik en dejlig bekræftelse af kammeratens mor. Hun sagde bla, hun er dybt fascineret af min søn, når hun ser ham tale med mig. Tegnsprog er utroligt smuk og at han er meget heldig at have 2 sprog, sagde hun. Hun ville ønske, hendes egen søn også kunne tegnsprog. Så der fik jeg lært ham at sige “Vi ses” på tegnsprog. Det blev han stolt. Ja I kan tro, den slags oplevelse gør mig rigtig glad og stolt. Det viser bare sig, små ting i hverdag kan gøre en stor forskel!

Hvem er den läge? Meddel det til DDL og DDU, så han kan komme på listen over näste Castbergpris modtager
Det er virkeligt fedt!

Har oplevet det samme her i Sverige. Det er en dejlig og forlösende oplevelse, ik