Der er ikke noget, der kan få mit følelsesliv op i det røde felt, som gamle damer i svømmehallen, der spræller foran en og ingen steder kommer hen. Især når man rent faktisk har planlagt at svømme. Og så er der morgentrafikken. Men det værste er egentlig, at jeg sikkert også er kilde til irritation i selvsamme morgentrafik. Det begyndte på Østerbrogade, hvor det begyndte at støvregne – ikke noget massivt, men nok til at der var en, der cyklede med paraply. Hen ad Sortedamssøen begyndte konens paraply så at flakse helt vildt, og mit hjerte trak sig til venstre med rykvise, småangste stød.  Så jeg trak hurtigt ud i overhalingsbanen for at undgå at få et vildfarent paraply i hovedet.  Heldigvis var der ingen cyklister bagved. Hvorfor dælen cykler nogen med paraply? Det burde udløse øjeblikkelig bøde. Næste hjertekvababbelse var et par hundrede meter forude, da jeg egentlig skulle lige ud og forbi Østerport station, men en bus havde andre planer – den insisterede på at dreje til højre og stoppede lige midt i den blå cyklistbane, og jeg kunne ikke fortsætte ligeud. Så i en regn af eder, forbandelser og vrede blikke fra alle de højredrejende cyklister, måtte jeg så kapitulere og også dreje til højre. Heldigvis omtænkte GPS-forbindelsen oppe i hovedet en anden, alternativ og lidt mere trafikeret rute ad Øster Farimagsgade. Så var der lige en mama og hendes Christianiacykel, der slingrede sådan cirka på midten og spærrede cykelstien omkring Sølvtorvet. Da det endelig lykkedes mig at overhale, med en efterhånden lang hale af andre cyklister bag, var det lige ved et lyskryds, som voila… blev gult. Der blev jeg lidt træt i ansigtet. Og hjertet. Men efter yderligere 4 christianiacykler og diverse slingrende cyklister kom jeg sikkert på arbejde. Forsatanda. Nu arbejder jeg på temperamentregulering - tilbage til den normale leje, så jeg atter kan være mit rolige, venlige jeg.