Morgentrafik
Mettiske Strøtanker header image 2

Morgentrafik

oktober 21st, 2008 · 4 kommentarer

Der er ikke noget, der kan få mit følelsesliv op i det røde felt, som gamle damer i svømmehallen, der spræller foran en og ingen steder kommer hen. Især når man rent faktisk har planlagt at svømme. Og så er der morgentrafikken. Men det værste er egentlig, at jeg sikkert også er kilde til irritation i selvsamme morgentrafik. Det begyndte på Østerbrogade, hvor det begyndte at støvregne – ikke noget massivt, men nok til at der var en, der cyklede med paraply. Hen ad Sortedamssøen begyndte konens paraply så at flakse helt vildt, og mit hjerte trak sig til venstre med rykvise, småangste stød.  Så jeg trak hurtigt ud i overhalingsbanen for at undgå at få et vildfarent paraply i hovedet.  Heldigvis var der ingen cyklister bagved. Hvorfor dælen cykler nogen med paraply? Det burde udløse øjeblikkelig bøde. Næste hjertekvababbelse var et par hundrede meter forude, da jeg egentlig skulle lige ud og forbi Østerport station, men en bus havde andre planer – den insisterede på at dreje til højre og stoppede lige midt i den blå cyklistbane, og jeg kunne ikke fortsætte ligeud. Så i en regn af eder, forbandelser og vrede blikke fra alle de højredrejende cyklister, måtte jeg så kapitulere og også dreje til højre. Heldigvis omtænkte GPS-forbindelsen oppe i hovedet en anden, alternativ og lidt mere trafikeret rute ad Øster Farimagsgade. Så var der lige en mama og hendes Christianiacykel, der slingrede sådan cirka på midten og spærrede cykelstien omkring Sølvtorvet. Da det endelig lykkedes mig at overhale, med en efterhånden lang hale af andre cyklister bag, var det lige ved et lyskryds, som voila… blev gult. Der blev jeg lidt træt i ansigtet. Og hjertet. Men efter yderligere 4 christianiacykler og diverse slingrende cyklister kom jeg sikkert på arbejde. Forsatanda. Nu arbejder jeg på temperamentregulering - tilbage til den normale leje, så jeg atter kan være mit rolige, venlige jeg.

Tags: Brok

4 svar indtil videre ↓

  • 1 Mona // okt 21, 2008 at 13:20

    Jeg cykler samme rute, når jeg skal ind til byen, heldigvis endnu ikke i morgentrafikken, men som ny i den københavnske trafik, så er der virkelig meget at holde styr på.

    Jeg undrer mig også over brugen af parably. Altså når jeg cykler i regn, så kommer regnen ind forfra og ikke foroven.
    Og så hader jeg at busstoppesteder ikke er lavet mere smart, så folk, der skal med bussen ikke skal over cykelstien. Det er ikke deres skyld, men noget man burde have gennemtænkt da man anlagde cykelsti + busrute.

  • 2 Belle Blues // okt 21, 2008 at 13:41

    Christianiacykler burde forbydes.. i hvert fald i myldretiden. Ligesom cykler i togene og barnevogne i busserne. Det dur bare ikke!

  • 3 Pigen // okt 21, 2008 at 16:43

    Paraplyer på cykelstierne er pikkeirriterende, og så forstår jeg altså heller ikke HVORDAN man overhovedet kan gøre det??
    Havde faktisk selv et trafikbrokkeindlæg på læberne efter lige at være kommet hjem, men jeg er ikke så fjendtlig som da jeg lige kom ind ad døren, så lader det ligge for denne gang :-)

  • 4 Bianca // okt 21, 2008 at 20:33

    kender alt til det med CA cykel som cykler midt på stien. Jeg har jo dårlig balence så jeg er bange for at ryge ud på vejen hvis jeg skal cykle forbi CA cykel. Men jeg er sikker på at andre bliver irritereret på mig når jeg cykler langsom.

Skriv en kommentar

Add video comment