Og så kom der en kommentar til dette her indlæg. Tak for opmærksomheden. Jeg kvitterer med et link tilbage. Sådan kan man bruge CI som et argument til at sige, at døvhed ikke længere findes. Ergo er tegnsprog ikke længere nødvendig. Og dermed har døve, der argumenterer for tegnsprog, ikke ret. En sten kan ikke flyve. Morlille kan ikke flyve. Ergo er morlille en sten. Uanset om den anden vinkel (CI er løsningen!) helt klart er langt mere spiselig for folk der ikke kender til det at være døv, så synes jeg også det er vigtigt, at vi døve ikke bare sidder og ser passivt til, at såkaldte eksperter i døvhed fraråder brug af tegnsprog. Også selv om vores “stemme” ikke rigtig tæller. Hvorfor så blive ved med at diskutere det? Måske fordi der er nogle problemer, der stadig ikke er løst. De der tegnsprogs/ikke-tegnsprogsdebatter har kørt i mindst 100 år. Også rent bogstaveligt talt. Jeg kan forøvrigt også fortælle, at der kommer rigtig mange kommentarer fra både døve og hørende til hver gang emnet er oppe og vende på min blog. Man læser med. Det er bare ikke alle, der har lyst til at udbasunere deres meninger online. Hvilket jeg egentlig godt kan forstå – men personligt er jeg ikke bange for at sige min mening om tingene, heller ikke selv om det er online, og ikke bare sådan uden videre kan slettes. Jeg kan lide at diskutere og filosofere over at være døv og at være hørende. For eksempel havde jeg en god, lang snak med en ny kollega, der ikke kendte til døveverdenen, om hvad døveverdenen egentlig er. Det kunne blive til et fint blogindlæg.
PS. Fik i dag at vide, at det islandske ord “döff” (døv) faktisk slet ikke findes i den islandske ordbog. Det er noget, som de islandske døve selv har fundet på efter inspiration fra de andre skandinaviske lande (døv, döv). I virkeligheden er betegnelsen noget i retning af heyra… (please, enlighten me, Marlene fra Reykjavik) – som mere betyder noget i retning af hørehæmmet. Det kunne muligvis sige noget om, at folk hellere vil bruge hørehæmmet end døv. Blandt døve er ordet “døv” meget mere positivt ladet. Og sådan kan man jo reflektere over kulturforskellen!
3 svar indtil videre ↓
1 Nadia // nov 6, 2008 at 18:29
Problemet er med denne debat, at vi er røget derud hvor tingene er lidt sort/hvide. Hvem har ret? Og hvem VIL have ret? Og hvad er politisk korrekt?
Jeg tror et eller andet sted, at ingen partere har ret men ingen partere er forkert på den, for hvert CI barn og hvert døv barn er forskellige.
Jeg er tilhænger af valgmuligheder, som det enkelte barn SELV skal vælge. Jeg bryder mig ikke om, at forældere vælger for barnet. Men det er min personlige mening.
Selv fik jeg aldrig det sprog jeg har i dag, hvis det ikke var for tegnsprog. At jeg ikke berhersker det flydene er en helt anden sag.
2 Jette Z // nov 7, 2008 at 13:55
Nadia -
Min holdning er helt og aldeles på linje med din og så alligevel med en den lille forskel, at jeg i mange tilfælde mener man lægger et for stort ansvar over på barnet, ved at ytre, at ungen bør have ret til at vælge fra og til selv.
Men hvis vi tager det fra en ende af, så finder jeg det problematisk, at der i store træk frarådes TS til samtlige børn der opereres uden smålig skeldnen til de individuelle træk og graden udbytte.
Jeg har hørt, at man giver det noget tid og dem der bare ikke kan få det ud af det de skal, får så, efter et par forsøg, mulighed for at lære TS. Det vil sige et år eller flere, hvor de ikke har mulighed for at kommunikere optimalt med deres omverden og oveni problematiseres fra alle sider – man skal ikke være professor for at regne ud, hvad det KAN få af betydning, ikke blot for barnets sproglige udvikling og føling med verden, men også ift. selvværd og følelsen af at høre til.
Jeg finder det også problematisk, når jeg hører forældre til CI børn ytre, at de da gerne må lære TS, hvis de selv senere skulle få lyst.
Hvordan skulle det gå for sig?? Tror I virkeligt at jeres børn af sig selv tænker ” Jeg tror lige jeg vil lære TS, også selvom jeg er bange for at komme til at skuffe mor og far og alle de andre der har gjort så meget for at jeg skulle komme til at høre og tale”.
Næppe. Jeg tror desværre de fleste med et ringere udbytte end optimalt vil kæmpe sig igennem og forsøge at få det bedste ud af det – man skal ikke undervurdere det pres der lægges på barnet ift. forældrenes ønske om normalitet/samhørighed uagtet jeg til fulde forstår ønsket, der vel i forskellige grader er , hvad vi alle ønsker for vores børn.
3 Marlene // nov 9, 2008 at 12:42
Kære Mette
Jeg ved en masse om de gode butikker, cafeer og hvad der ellers rør sig i Reykjavik, men sproget er jeg desværre ikke så god til.
Vil dog gerne spørge nogle af min kloge veninder heroppe om de mon ved noget om noget;)
Skriv en kommentar