Sidder her og river lidt rundt med et tema om audisme til Døvebladet. Det er spændende og det er svært. Audisme er et meget vigtigt begreb, som betyder utrolig meget for mange døve – som en af de interviewede sagde: Det er lidt som om at gå rundt og fejle noget, og så er der en dag, hvor man får et navn på det, man fejler. Så bliver man lettet, og så kan man handle. Måske mange døve har følt sig lidt krænkede, underkendte eller uretfærdigt behandlede, men har fejet det af vejen – sådan er det bare. Men måske var det audisme? Men igen, det er svært. Hvad er grænsen for, hvad der er audisme, og hvad der ikke er audisme? Uvidenhed kan skade meget. Misforstået hjælpsomhed kan også skade meget. Men er det audisme? Har man lyst til at være et offer? Hvis der skal være ekstra bid i historien, ville det være fantasisk at kunne hive en undersøgelse frem, der viser, at f.eks. over 90% af alle døve og hørehæmmede har mødt audisme på den ene eller anden måde i løbet af deres liv. Men findes sådanne undersøgelser? Det tror jeg næppe. Nogle ville så måske sige; jamen, det er fordi, det ikke er noget problem. Men hvis man som jeg er døv – så ved man, at det passer. Jeg vil helt klart påstå, at de manglende undersøgelser, som også gælder helt generelt på døveområdet er, fordi der simpelthen aldrig har været prestige eller penge nok i at forske omkring de kulturelle aspekter af det at være døv. Hvad siger I selv?