Føler mig seriøst som et helt alderdomshjem. Er ret smadret efter en tur til Fredericia og hjem igen. I embeds medfør var jeg nemlig til en demonstration sammen med næsten 200 døve pensionister. Og det var åbenbart mere fysisk udmattende end jeg lige havde regnet med. Men ikke desto mindre var det en god dag – hvor er gamle døve mennesker altså bare så søde, rare og nuttede. Livlige og glade. Og så er der bare ingen problemer for deres sociale liv, at hørelsen svigter – for den har jo sådan set aldrig været der. Ville gerne have dem som reservebedsteforældre hver og en. Det hele var bare et virvar af hej hej og hvordan går det med dig og kram ud til alle sider. Noget af det helt særlige ved døveverdenen er nemlig, at alle kender alle. Og når man så lige er 80, så er ens grene vidtforankrede rundt omkring. Man er i familie med en eller anden, man er gift med en eller anden, eller har været gift med en eller anden, eller ens søskende har været det, ens børn… whatsoever. Solidariske er døve i hvert fald. Det var sådan set mest de stærke døve, der demonstrerede. De døve, der virkelig har brug for hjælp fra ældrevejlederne, er jo dem, der netop ikke har kunnet komme. For det er jo desværre sådan, at det er de færreste af omgivelserne, der kan tegnsprog, og det forhindrer så de mindre ressourcestærke døve i kontakten til andre end døve. Bare noget så basalt som at modtage et besøg af hjemmehjælpen… Håber, der kommer lidt effekt fra demonstrationen. Og nu ligger jeg bare brak på sofaen. Til trods for mine 26 år. Akkeja!