Så har jeg lige brugt 1200 dask på min gamle møgbunke af en cykel. Og jeg er glad. Nu kører den skramlende, men dejligt, med nye kevlar-dæk og med nyinstallerede, blinkende lygter. Jeg har to cykler, og den ene er en relativt ny en fra Centurion, men i virkeligheden er jeg allergladest for min gamle, lille blå SCO-cykel. Det er lidt underligt, for den er så gammel, at den har bånd om styrene og er født uden kevlar-dæk. Der er nok heller ikke engang nogen cykler i dag, der bliver produceret af SCO. Synd og skam, fordi jeg synes egentlig ikke, de nyere cykler er af nogen særlig god kvalitet. Og så kender jeg ikke engang min gamle cykels oprindelse, kun det faktum, at den faktisk blev semi-stjålet helt særligt til mig af en fyr, der dengang var lidt lun på mig, tror jeg. Det kan man da kalde en romantisk historie. Det var dengang jeg læste i Odense, i 2005, og jeg skulle bruge en ekstra cykel fra banegården til universitetet. Ham her min ven havde så observeret, at hans tidligere nabo havde efterladt cyklen nede i kælderen, da hun flyttede. Så den nuppede han til mig – med en ny lås. Og så har cyklen fulgt mig lige siden. Og derfor gør det mig ikke så meget at bruge et par ekstra håndører på vedligeholdelse af en ellers gammel cykel. Jeg glæder mig allerede til flere skramlende, men ganske behagelige og driftsikre ture på den.