Jeg lærer aldrig at begå mig som receptionsløvinde. Det der mingling er ikke mig, og alligevel ender jeg med at rode mig ud i en masse ting. Planen var egentlig at give et par repræsentative håndtryk, flashe en gave, tage et par billeder af scenariet, sippe en drink, fylde tasken med eksklusive chokolader og skride. Og så møder jeg lige en perifer bekendt, og kommer til at sige: Du har fået en ny frisure, hvor er den flot, nu ligner du jo helt vildt meget… og det er så her, jeg sådan for alvor kommer til at fortryde den næste, uundgåelige replik. For man kan da bare ikke sige til nogen, at de ligner Katja Kean, vel? Heller ikke selv om det var mit første indtryk. Men så ser hun uforstående på mig med hævede øjenbryn, og så bliver jeg nødt til at mumle noget med USA, porno og kuldsejlet lingeributik (men jeg undlod detaljerne med RUC og Sussi la Cour) og så noget om, at hun altså var meget flot, Katja Kean, og at det bestemt var ment som et kompliment. Meget flot, Mette. Og da jeg lidt senere gør mine til at smutte, så skal jeg lige hen og fylde min fedtede håndflade med chokolader. Og så bliver jeg fanget i en krydsild, og står så der og ævler om noget med Hasselblad-kameraer og andet vrøvl i endnu 20-30 minutter, med noget chokolade i hånden, der smelter mere og mere, men ikke om vilkår om jeg kunne proppe mere choko i mig for at redde situationen. Og så skulle den jo også gemmes til om aftenen.