Her forleden faldt jeg over denneher blog, Handifikation, som er skrevet af en medievidenskabs-studerende, der selv har muskelsvind. Hendes blog handler om, hvordan man fremstiller mennesker med handicap (her brugte jeg den politisk korrekte betegnelse) i medierne. En ret inspirerende og tankevækkende blog, og skulle jeg kaste mig over medievidenskabelige studier igen, så kunne det snildt være et område, jeg kunne interessere mig for. Hvor mange mennesker har et handicap? Mange, sikkert. Rigtig mange. Nå, men i lige netop dette her indlæg skriver hun om en amerikansk tv-serie med en døv skuespiller. Hendes analyse er meget interessant at læse. Hendes andre indlæg er bestemt også værd at kaste et blik på. Jeg er helt enig med hende i, at det er skønt, at Sho, som skuespilleren kaldes (ved jeg fra hendes ven) spiller døve-rollen som en integreret del af historien, og ikke som en kuriositet. Og har jeg sagt, at Sho skam stadig er døv, efter at instruktøren har tegnet “cut”? Ikke som i Babel, hvor en hørende skuespiller spillede den døve pige fra Tokyo. Det faldt ikke i god jord hos de japanske døve – især ikke, fordi der faktisk var flere døve til castingen. Men det med en døv i en integreret rolle - det kunne bare være så fint, hvis noget lignende skete her i Danmark. At en dansk tv-serie involverede en døv skuespiller som en naturlig del af rollelisten. Mon ikke, der kommer til at ske ting og sager, når de første døve skuespillere er færdiguddannede? Vi har på dansk tv kun set døve i roller som helt abnormt gode mundaflæsere eller lignende. Sådan var det vist i Forbrydelsen, som jeg nu må indrømme, jeg aldrig har set. Men jeg kan fortælle, at DDL modtager henvendelser fra folk, der rent faktisk tror, at døve kan mundaflæse helt ekstraordinært godt. De spørger, om DDL kan skaffe nogen til noget. Men nej, det er jo bare noget medieskabt vrøvl. Om et par uger skal jeg, sammen med min veninde, holde et oplæg til DDU’s lederkursus, hvor vi skal snakke om: At være døv – et handicap, eller en sproglig og kulturel minoritetsidentitet? Min veninde er sociolog, og jeg, med min medievidenskabs-bachelor, står for delen om, hvordan døve/handicapbilledet er fremstillet i medierne. Her er jeg så blevet ret inspireret. Nøj, det bliver altså spændende.
PS. Jim fra DH har lige oplyst dette: WHO har en tommelfingeregel om, at 10 procent af en given befolkning er handicappede. Herhjemme registreres mennesker med handicap/funktionsnedsættelser ikke – og derfor er der ingen statistik.
En ud af ti… det er mange, der bliver gemt væk i tv-underholdningen. Og som ofte bliver fremstillet skævt i medierne. Tankevækkende, ikke?
3 svar indtil videre ↓
1 Cathrine // jun 19, 2009 at 18:36
Lige tjekket det indlæg ud, som du skrev om. Me like! Bortset fra det allersidste, allersidste indput med at hun mundaflæser uden problemer og kommunikerer let uden tolk. Dét virker lidt kunstigt… Men tak fordi du bloggede om det, var bestemt en spændende læsning!
2 Hende den anden // jun 19, 2009 at 20:10
Nu er der faktisk ganske få der mundaflæser ekstremt godt og som jeg egentligt godt kunne forestille mig har mindre behov for tolk – men de kan vist tælles på en bette halv hånd eller deromkring.
Taler vi om en gruppe på maks 3 som taler rimeligt tydeligt og ikke i munden på hinanden så kan jeg også godt fungere uden tolk, men det er ikke uden omkostninger, det kræver temmeligt meget energi og selv ved de tre får jeg ikke det hele med. Det afgørende for at det lykkes tror jeg også mere handler om evnen til at kunne spore sig ind på/gætte de sidste 20 % som ikke når med.ved mundaflæsningen alene.
Men må hellere lige få læst omtalte indlæg:)
3 Mette B. // jun 19, 2009 at 20:31
Det er rigtigt. Det er jo en (sejlivet) skrøne, at døve er excellente mundaflæsere. Det er jo egentlig en positiv skrøne, men det passer bare ikke rigtig ude i virkelighedens verden. Men det er jo klart, at nogen er (relativt, ikke fantastisk) gode til det. Og andre ikke er.
Skriv en kommentar