Amerikansk invasion
Mettiske Strøtanker header image 2

Amerikansk invasion

juli 20th, 2009 · 4 kommentarer

Jeg er ved at gøre klar til snarlig amerikansk invasion. Jeg har nemlig været så letsindig at sige ja til at lade to vildtfremmede amerikanske tegnsprogstolke gæste mit beskedne hjem i noget nærved 14 dage. Jon og Andria hedder de. Har tjekket dem ud på Facebook, og de ligner anstændige mennesker. Det satser jeg i hvert fald på at de er, og jeg sover her i stuen, på sovesofaen, de næste fjorten dage. Så er jeg da sikker på, at jeg ikke vågner uden fladskærm og computere. De får mit soveværelse, og hvis de stikker af med hele min samling af lettere slidte trusseletter, kan jeg klare det. Jon og Andria er sammen med cirka 15 andre tolke i byen i anledning af den snarlige World Outgames, eller Homo-OL, som det lidt mere mundret hedder. De skal tolke for de mange døve sportsfolk, der vist kommer fra hele verden. Homoer holder sammen, og minoriteter er vist også velkomne; ser ud til, at døve er en godt integreret gruppe i homoverdenen. Her skal jeg også give en tjans; har sagt ja til at sidde vagt ved nogle info-stande ovre i det der HCA-slot, som i ugens anledning omdannes til informationscentrum. Og så skal jeg vist også hjælpe til ved baren til Tegnbuens Jubilæumsfest. Fra nu af er mine seksuelle præferencer en dyb, dyb hemmelighed. Jeg vil bare smile mystisk, hvis nogen spørger. For mon ikke jeg bliver sparket ud, hvis jeg indrømmer, at jeg da faktisk i virkeligheden er relativt hetero? Nåmen, det bliver sjovt. Spændende, om jeg også synes det samme om 10 dage. Og i al fald er jeg da bombesikker på at have mulighed for at overnatte hos Andria og Jon, hvis jeg en dag skulle overveje at tage 14 dage til New York.

Tags: At være døv · Livet

4 svar indtil videre ↓

  • 1 Simon // jul 20, 2009 at 19:49

    Hvor er du sej! Glæder mig til at høre mere om det. Og go tur undercover ;)

  • 2 Mette B. // jul 21, 2009 at 10:12

    Tak. Bliver spændende med det undercover-projekt. Og gæsterne er indtil nu meget søde og rare, så jeg er fortrøstningsfuld :-)

  • 3 Stine // jul 22, 2009 at 14:04

    Du er stensikker på en overnatning i NY, man må malke mens man kan – eller noget i den dur.
    og nyde mælken senere :-)

  • 4 Random // jul 23, 2009 at 19:43

    … håber du får en rigtig god outgames uge og fedt at du gider være frivillig tolk – det sætter vi stor pris på!

Skriv en kommentar

Add video comment