Så gik der lige et par dage, uden at jeg fik fodret bloggen. Det har været en god søndag indtil nu. Klokken 8.45 i morges tikkede der en sms fra veninde ind: Vil du med til gratisyoga i Fælledparken? You bet! Det har jeg længe kunnet tænke mig, så der var bare i tøjet, få fat i et tæppe og afsted. En hel masse damer, et par bløde, krølhårede mænd, og så os, i en gruppe rundt om instruktøren. Og så gik det bare derudad med solhilsner og andre kropsvridende øvelser. Det er faktisk ret sjovt, og kan anbefales, at arrangere kroppen i en positur, hvor man ser verden vendt på hovedet. Det grønne, græsset, øverst, det blå, himlen, nederst. Og så nogle mennesker, der hænger ud, midt i det hele. Skal helt sikkert afsted igen næste søndag, såfremt vejret arter sig. Og derefter tog min gode moder og jeg på Den Franske Café ved Sortedams Dossering. Her er husets specialitet en kartoffelmad med purløg, mayo, rødløg og radiser. Lækkert, lækkert. Udsigten var også lækker; en sø, en masse svaner og ikke mindst, pæne, løbende ungersvende – enkelte i bar overkrop. Og så, inden jeg satte mit mødrene ophav på toget, rundede vi lige Paradis Is på Østerbrogade – og så fik jeg en mint med chokolade og en nocciola. Nu hjemme igen – og mon ikke eftermiddagen skal tilbringes sammen med Helmer og så ude på altanen med et glas saftevand?
Dejlig søndag
august 23rd, 2009 · 5 kommentarer
Tags: Weekend




5 svar indtil videre ↓
1 Marianne // aug 23, 2009 at 15:02
Ej måske så jeg dig til yoga, – jeg var lidt i tvivl også jeg blev for genert til at gå hen og sige hej..
2 Mette B. // aug 23, 2009 at 15:10
Hehe… hvis det var to tegnsprogs-talende piger i gule T-shirts, du så, så var det mig, der var den ene. Næste gang må du endelig sige hej
3 Marianne // aug 23, 2009 at 15:37
Næste gang siger jeg hej – det lover jeg!
Jeg er i øvrigt misundelig på at du havde udsigt til bløde krølhårede mænd – jeg havde bare udsigt til en ældre herres buttcrack og hans hængevom
4 Mette B. // aug 23, 2009 at 15:46
Haha, jeg tror godt nok også, at jeg spottede ham – ved træerne, ikke? For han var i hvert fald markant anderledes end det segment, der ellers var fremmødt
5 Marianne // aug 23, 2009 at 16:04
Jo det var nemlig ham
Skriv en kommentar