Normalt guider jeg glad og gerne min noget tøvende forældregeneration ud i hurtig og konsekvent billetbestilling via dertil hørende opsatte apparaturer. Som f.eks. togbilletter hos DSB. Der er noget om at kende det sprog, som sådanne bestillingsaggregater er bygget op efter. Trykketrykke, bekræfte, ind med plastikkort, hente fysisk produkt og hurtigt videre i teksten. Nogle gange må jeg dog næsten melde pas. Det er nemlig lidt sværere med de nye Do It Yourself betjeningsapparater. Supermarkedets af slagsen kan jeg lige klare. Derimod får jeg bankende hjerte af IKEA’s selvbetjening, der konsekvent nægter at læse mine varers stregkoder. Og flyselskabernes auto-check-in, der ligeledes afviser accept af min flybillet, så jeg med koldsved på panden må stille mig om bag i den lange kø for at konsultere et levende menneske, der kan hjælpe mig ud af min nød. Her til aften ser jeg mig selv foran Post Danmarks snedige døgnbokse, hvor man kan hente pakker udenfor almindelig ekspeditionstid. I hånden knuger jeg et sundhedsbevis (det nye, 1984-agtige navn for det, der formerly var known as sygesikringsbevis) og så en papirseddel fra Post Danmark. Trods min skarpsindighed kunne jeg næsten ikke andet end at være lidt betuttet over processen. Tænk, hvis jeg fuckede noget op klokken 21 om aftenen? Men det var så noget med at scanne stregkoden på sedlen, putte sundhedsbeviset ind og ud et par gange, og, Sesam luk dig op, så åbnede den ellers hermetisk lukkede boks sig en anelse, og jeg kunne dermed liste fingrene ind og hente min pakke. Det var med bankende hjerte, som om jeg gjorde noget forbudt, og så med en følelse af, at boksen ville smække i mine fingre. Men ud kom min pakke og så kunne jeg stolt trille hjem. Endnu et ukendt apparatur forceret – og i dag var det uden de store problemer. Jeg er endnu ikke helt teknologisk insolvent. Heldigvis.