Den her cafe så ikke ud af meget, men stedet viste sig så at have wi-fi. Lige noget for mig. Især fordi der faktisk ikke rigtig er noget at lave her. Og så blæser det en halv pelikan på grund af at tyfonerne Pepeng og Melor (Japan) hygger sig et sted derude i Stillehavet. Så… man kan gå på stranden her. Og så kan man dykke. Hvis ikke man tager på udflugt til de forskellige steder på Bohol som chokoladebakkerne, spøgelsesaberne og den der Loboc flod. Her er min udsigt:

I baggrunden skimtes en solbrillesælger, der lissom ikke har så meget at lave.

Jeg ved egentlig ikke hvor ophidsende det er at læse om andre menneskers rejser. Men det er jo ikke desto mindre det mit liv lige nu og de næste par måneder handler om. Og når man har en computer med, kan man jo lige så godt gøre en dyd ud af at skrive. Jeg er ikke ligesom de frelste gøglere, der fornægter alt, der har med internet, Starbucks og McD at gøre. Hvis man føler sig tryg og beroliget af at benytte sig af det, så skal man da også bare gøre det. Hvis man altså samtidig også husker at være til stede i nuet og nyde lokalmiljøet.

På mit færd har jeg også mødt et par stykker, der havde computer med. Det var rejsejournalisten Elisabeth fra Barcelona, der var i gang med at skrive en guidebog for kvindelige backpackere. Hun fortalte om gratis hotelophold og rabatter og alt muligt. Meget inspirerende – mon man kunne lave en tilsvarende guidebog til døve? Om de forskellige landes døvevenlighed, tegnsprogscafeer, døvemiljøer og øvrige værdifulde oplysninger? Den tygger jeg lige videre på.

Og så er jeg også faldet over en blogger, som vist har været væk i fire år. Han er lige nu også på Philippinerne, dog på Palawan – han rejser rundt og skriver. Når man selv rejser, så sluger man alle andres rejseberetninger. Så vil lige anbefale ham: The longest way home. Jeg er endnu ikke færdig med at inspicere hans website, men der er mange inspirerende og værdifulde informationer, tror jeg.

Nuttede filippinske børn – helt vilde med min computer og Photo Booth!