Farvel til Filippinerne. Og hej til Hong Kong. Sikke jeg leger med ord i dag. Jeg har en ret god fornemmelse med den her by. Det var i al fald en ganske imponerende introduktion – bussen kørte over broer og der var vue ud over øer og skyskrabere i klart solskinsvejr. Her inde i byen er jeg så installeret på et fint og rent værelse i Tsim Sha Tsui med alle de faciliteter jeg skal bruge – og så har jeg for første gang i en uge fået et varmt bad. Skønt. En rundtur på Facebook viste, at Sofie og Britt fra Danmark også var her. De er ligesom mig også rejst fra Taipei og har i mellemtiden cirkuleret rundt omkring i Kina. De har mødt en hel masse døve undervejs, fordi når man er to, så kan alle jo se, at man er døv. Er man som døv alene, skal der meget mere til for at folk opdager, at man er døv. Så jeg har “nøjes” med at møde en fyr, der havde døve forældre, to piger, der kunne tegnsprog, en tricyclechauffør, der havde arbejdet med døve og så har jeg været forbi en døve High School samt en døverestaurant. Sofie og Britt har mødt svenskere, amerikanere, koreanere og har så også mødt nogle lokale døve fra Hong Kong, og jeg joiner dem alle til noget middag i aften. Gad vide, om menuen står på dim sum? Det bliver fedt at snakke hurtigt og længe på mit eget sprog igen. Men jeg kan også mærke, at jeg lige skal i omdrejninger igen efter to uger, hvor jeg stort set kun har kommunikeret med tegnsprogsukyndige. Det er egentlig fedt at være døv når det er sådan – så kommer man rigtig ind under huden på de lokale, hvis man altså spotter hinanden. Skulle man mon gå rundt med et skilt, hvor der står “Jeg er døv!” – eller, oh skræk og ve, installere et par CI-dimser? Dét er i hvert fald synligt. Nåhm, men det er en anden diskussion – jeg synes i hvert fald det er fedt, at døve sådan kommer hinanden ved. Over hele verden.