Al kommunikationen bliver simpelt hen tarzanificeret til “me deaf you deaf”, og herefter bliver den aftarzanficeret ved hjälp af universelle emner som du selv nävner, for selv Tarzan kunne slet ikke mönstre diverse samtaleemner end “Jane gone, Tarzan save her, world good again”. Det er pidgin-engelsk, og gad vide om man kunne kalde det fälles tegnsprog for et pidgin-tegnsprog…sådan officielt.

Mais non! C’est très intéressant, pas vrai?

Alex – ja “præcis” er upræcist i denne sammenhæng – og dog, min pointe er, at jeg connecter med døve fra Thailand på en måde, som jeg ikke gør med f.eks. folk her på hostellet. Eller med hørende danskere. Møder jeg døve, føler jeg mig hjemme med det samme. Men det er rigtigt, at det er nemmere at connecte, hvis man har forudsætninger, der kan gå i overensstemmelse med den andens. Har skam også mødt døve, som jeg bare ikke kunne kommunikere med. Et par stykker af dem jeg mødte i går var sværere at tale med, men vi talte alligevel. Og så bare det med at spørge, om de havde gået i skole sammen. Så gik de straks i gang med at fortælle. Simpelthen et universelt døvespørgsmål!

Det gör de jo ikke. Selvfölgelig forstår de hinanden meget bedre end fx en hörende fra Samoa og en hörende fra Madagaskar (som ikke bruger engelsk), men kultur- og [tegn]sprogmässigt er det en fysisk og geografisk umulighed at de deler samme kultur og sprog som sådan.

Man taler om lingua franca-sprog – et slags fälles sprog, og man kan passende sige at både kulturen og sproget går ind under samme type, og alligevel er det svärt at forstå hinanden 100% selvom det foregår på et lingua franca-tegnsprog. Det er netop dette område man skal afgränse det til: hvad betyder det for den “fälles” kultur og det “fälles” tegnsprog? Hvad betyder det for identiteten? Sociologi? Etymologi? Talehandlinger (de fire maksimer)?

Tänk bare på hende den döve spanioler jeg talte med i Kolkata (Calcutta) – hende som ikke forstod at jeg mente “Det Gyldne Tempel” i Amritsar…og hende som bare rystede på hovedet og trak på skuldrene på en – lidet – irriterende måde.

Jeg möder mange döve jeg kan forstå, og jeg möder fandeme også mange döve jeg ikke kan forstå. I Buenos Aires har jeg mödt döve jeg kan og ikke kan forstå…

*shrugs* c’est la vie!

I Sankhri i Uttaranchal i Indien – langt oppe i bjergene på en 10 dages vandrertur i 3-4.000m – mödte jeg en döv mand som gik helt amok over at se en anden döv (c’est moi!). Det gjorde hans hörende familie også. Det var helt umuligt for mig at forstå ham og omvendt. De forstod hinanden fordi de brugte et tegnsprog de selv havde udviklet.

Très fantastique, n’est ce pas?