Er strandet i freaking outlaw Thailand. Efter seks timer i tog i selskab med Thailands mest irriterende sidemand har jeg fået nok. Jeg vil hjem. Jeg er allerede træt af at rejse alene igen. Savner allerede makker. Stod ellers op meget, meget tidligt for at tage toget fra Bangkok. Endte så ved siden af 70-årig thai. De første par timer gik med, at manden nøje overvågede alle mine bevægelser med sine plirrende øjne. Og så sad han ret op og ned og blokerede for vinduet. Hele vejen gennem. Med ansigtet lige front mod mig. Inklusiv et inkvistorisk undersøgende blik. Og anmassende smiley. Havde ellers valgt toget for at tjekke lidt thailandsk landskab ud. Ikke for at konversere thailandske mandslinger. Overhovedet ikke. Men ikke et eneste sekund slappede manden af ved at læne sig tilbage i sædet og give mig lidt udsyn. Han begyndte først at slappe lidt af efter cirka tre timer, hvor han så gav sig til at pille samtlige ansigtshår ud med en pincet. Fy fan. Og jeg kunne ikke flytte mig, fordi toget var fyldt op. Nåmen, efter seks stive klokketimer ankom jeg til Chumphon. For så at få at vide, at den næste båd først afgår i morgen klokken 13.00 på grund af vejret. Bekræftet af tre kilder helt uafhængigt af hinanden. Nå. Og hvad dælen skal jeg så lave i denneher freaking, overskyede by? Tjekke endnu et marked ud? Tjekke endnu mere ragelse ud i butikkerne? Endnu engang skille mig ud? Smalltalke med endnu en fremmed? Se endnu en strand? Spise endnu mere ris? Nåmen, jeg er i hvert fald installeret et pænt sted, thaimad er lækker til en afveksling, og alting er billigt. Men lige nu vil jeg egentlig allerhelst hjem. Til civiliserede, ordnede forhold. Til min lejlighed. Mine venner, min familie, til mennesker, som jeg holder af. Til rent tøj, og skide med at det er de varme gevandter, der skal findes frem. Jeg vil bage boller. Jeg vil drikke cocktails med tøserne. Jeg vil strammes op til spinning. Og ikke altid tænke i strategier. Vil cykle frit rundt i København. Måske er jeg bare smadret oven på Vietnams mange superfantastiske indtryk. Måske jeg skal se Ko Tao og dykke lidt. Så kan det være, at nydelsen og lysten til at udforske kommer igen. Og i mellemtiden er det godt at have lidt internet. For de par timer, jeg befinder mig her i sikkerhed på Farang bar. I morgen står den på Ko Tao. Håber rejsen og jeg finder melodien igen der. For det er jo, et eller andet sted, skønt at rejse.