Gør rede. Der er lissom nogen, der kommer hjem den 19. november. Lige tids nok til at nå alle julefrokosterne. Og så er der lidt formalia, der skal nakkes inden den første december. Flyselskabet gad godt rykke min hjemkomst et par uger tidligere. Og det passer mig ganske fint. Orkede bare ikke finde på mere beskæftigelsesterapi i mellemtiden. At finde på, at planlægge, at tage beslutninger. Sige nej tak til det samme crap nonstop. At gå forbi butikker uden at gide at købe noget. Det koster så desværre Singapore, men jeg ved, at jeg kommer forbi en skønne dag. Og til den tid er jeg frisk på at udforske. Igen. Det lyder egentlig mærkeligt, at jeg vil hjem til kulde og det der H1N1, når hele nationen kollektivdrømmer om sund varme, sol og strand. Men for selv en hardcore sunworshipper kan det blive lidt for meget med tre måneders varme. Men nu er der lige en liveaboard, der skal nydes, og så to dage i Phuket, formentlig et sandt inferno af lutter lyserøde, midaldrende farangs, og så ping pong pussy ad libitum, inden turen går nord(pels)vest. Det sidste fandt jeg lige på. Smart, ikke? Nå nej… jeg forventer ikke, at man beskylder mig for at være særlig smart lige pt. Men jeg ser faktisk ret meget frem til at komme hjem. Rene fødder, dyne, køleskab og store, dyre (!) drinks med veninderne. Nu skal jeg dog naturligvis lige suge til mig af de allersidste ferieoplevelser. I hører ikke fra mig de næste dage, for vi tager nemlig på liveaboard til Similan Islands. Og jeg skal nok hilse Nemo fra Danmark.