Nu er det mandag, og det er så nu, at jeg begynder at træne igen. Efter næsten tre måneder i udlandet som privilegeret, taxaforbrugende farang, har jeg næsten helt glemt, hvad det vil sige at være forpustet, stakåndet og rød i hovedet. En ganske lidet charmerende fysisk tilstand, men ikke desto mindre en nødvendig foranstaltning for at holde sammen om formerne. Sådan nogenlunde da. Så jeg må indrømme det. Jeg er en smule bange for den allerførste spinninglektion efter al den tids fysiske stilstand. Kan man dø af at spinne, når man slet ikke er i form? Derfor har jeg besluttet mig for at lægge lidt mere blidt ud med en løbetur. Tro det eller ej, jeg har næsten savnet Fælledparken. Og så kan jeg i det mindste selv kontrollere tempoet uden at blive overvåget af en eller anden overentusiastisk og semisadistisk spinninginstruktør. Nu har jeg vist også lavet den sidste overspringshandling, så nu er det bare ud i det fri. Håber ikke, jeg dør. Update: Nej, jeg døde ikke. Var faktisk ikke engang tæt på den totale nedsmeltning. Så kan jeg jo godt se spinninguhyret i øjnene inden for nærmeste fremtid. Og pump. Og bodycombat. Og yoga. Og måske jeg skulle overveje et 10-turs kort til svømmeren også? Og ønske mig noget pænere løbetøj til vinteren.