Nogle gang får jeg lyst til at råbe til folk, at de skal holde op med at være så forskrækkede. Det handler selvfølgelig om at være døv. Har ikke brugt tegnsprogstolk i 800 år, og allerede nu, efter to episoder, dukker de gamle minder op. Om at nogle mennesker bare ikke kan finde ud af at kommunikere med en døv person, når der er en anden hørende til stede. I går var jeg på cafe med en veninde, der arbejder som tegnsprogstolk, og da servitricen opdagede, at hun var hørende, så stoppede al øjenkontakt med mig, selv om jeg også skulle have min mad og sådan. Jeg prøvede ihærdigt at fange servitricens blik, men det hjalp ikke. Efter brunch’en var det mig, der betalte, og jeg kunne næsten ikke lade være med at tænke, hvad hun så tænkte. At give mig den elendige service og at næsten ignorere mig. Og så står jeg der og vifter med mit dankort. Og så var der i dag til et møde hos A-kassen. Med tolk. Rådgiveren så overhovedet ikke på mig, men snakkede kun til min tolk. Gad vide, om rådgiveren oven i købet sagde: “Sig til hende…” om mig i stedet for bare at tale direkte til mig med et “Du skal gøre…”. Igen prøvede jeg at søge øjenkontakt med rådgiveren, mens jeg talte, for at vise, at det var mig, der snakkede med hende, men lige meget hjalp det. I sådan en situation kan jeg ikke lade være med at tænke, om rådgiveren tænkte, at jeg overhovedet ikke kunne finde ud af noget, men at det var tolken, der hjalp mig med det hele. Men en tegnsprogstolk (på arbejde) er jo ikke andet end “stemme og ører” for en døv person. Det er faktisk interessant, for når jeg er alene, og så fagter mig frem eller bruger papir og blyant, så virker det som regel fint med kontakten til hørende. Så føler jeg, at jeg får det respekt som menneske, som alle andre tager for givet. Jeg ved selvfølgelig godt, at folk gør som de gør, fordi de måske aldrig har mødt en døv før, og ikke aner, hvordan de skal håndtere situationen. Men nu er vi døve altså også mennesker, og vi bliver ramt, hver gang, vi føler, vi bliver behandlet som dumme. Også selv om det skyldes uvidenhed og usikkerhed fra hørendes side. Vi bliver ramt, hver gang vi bliver talt forbi til og dermed behandlet uden den fornødne respekt. Sådan noget kan give os en følelse af, at vi måske har mindre ret til at være til stede, end andre mennesker har. Og som hørende oplever man måske sådan et møde een gang; som døv oplever man det igen og igen. Og igen. Så næste gang du møder en døv, så smil og snak direkte – så får du helt sikkert et stort smil tilbage. Og husk; det er ikke det i ørerne, det er det mellem ørerne, der gælder.
Se så på mig, jeg er ikke imbecil
december 2nd, 2009 · 11 kommentarer
Tags: At være døv · Fotografering
11 svar indtil videre ↓
1 Klejs // dec 2, 2009 at 15:22
Så sandt som der er skrevet!
2 Marie // dec 2, 2009 at 15:47
Puh, godt indlæg. Det er ikke mange døve jeg har mødt i mit liv, og faktisk har jeg aldrig mødt nogen der havde en tolk med – men jeg lover at jeg altid har kigget direkte på personen og jeg vil endda være endnu mere opmærksom på det nu!
3 Mette B. // dec 2, 2009 at 15:48
Ja… det har vi alle jo prøvet mange gange
4 Mette B. // dec 2, 2009 at 15:53
Marie, det var godt, så har indlægget virket lidt. Selv om vi nok er lidt sjældne, så vil vi også gerne blive mødt som almindelige mennesker
5 beam // dec 2, 2009 at 17:13
Sikke et fint indlæg, omend det må være frustrerende. Jeg kender ingen døve, som du ved, men det kan være, jeg snart kommer til det.
Det er selvf. svært for hørende at forstå døve – og omvendt. Det er ikke nemt. Man kunne dog mene, at den servitrice burde have lidt pli, men det er som sagt ikke helt nemt.
6 Alice M // dec 2, 2009 at 19:16
Okay! Jeg har aldrig mødt en døv. Aldrig. I alt fald ikke en jeg skulle tale med
Og alligevel føler jeg mig ramt – for jeg aner ikke hvordan jeg ville reagere overfor en døv – altså jo – nu gør jeg jo, for jeg lover jeg har lært noget og at jeg nok skal tale TIL den døve og ikke til en evt. tolk
7 Bloggerella // dec 2, 2009 at 19:38
Det er taget til efterretning Mette – ikke at jeg nogensinde har stået i situationen, endnu. Eneste brush med døvhed jeg har haft er en lille pige vi ser hos nogle bekendte, som har CI…
Men helt alvorligt Mette, med din baggrund kunne du så ikke overveje at skrive et debatindlæg eller noget om det. Jeg mener tænk på alle de ligegyldigheder Anne Sophia Hermansen får lov til at lukke ud, så må der for filan også være plads noget af dine strøtanker!
8 Mette B. // dec 2, 2009 at 20:13
Ja, det er ikke lige til at forudse, hvordan man som hørende vil reagere, og her kan jeg som døv selvfølgelig gøre opmærksom på, hvordan man gør…
Men når man som jeg og mange andre døve har prøvet det 10.000 gange, er det jo LIDT trættende at være sød og forstående, især fordi man hver gang på en måde føler, at man er skyld i, at det går sådan. Og desuden kan jeg ikke “opdrage” på folk, som jeg alligevel ikke skal se igen…
Jeg ved i hvert fald, hvordan jeg vil reagere overfor en fysisk handicappet person, som jeg så ikke engang kunne kommunikere med uden tolk – jeg vil, trods udfordringerne, behandle ham/hende som et normalt menneske, for jeg ved, hvordan det føles at blive behandlet på anden vis. Som en, der ikke kan tænke – selv om jeg udmærket godt ved, at jeg kan det.
Bloggerella, synes du, det emne har relevans for for et bredere publikum, og hvordan det? I så fald kunne det være fint at alliere sig med en tegnsprogstolk. Jeg er sikker på, at de hver eneste dag, på deres arbejde, hører ting, der er sagt udenfor tolkningen, som de ikke altid siger videre til os døve (som de tolker for) fordi det simpelthen er for meget. Tror nok, Linda fra Blogsbjerg, som selv er tolk, engang har skrevet noget om noget i den stil, prøver at finde det frem.
9 Silja // dec 3, 2009 at 10:00
Ja.. suk, og jeg er også en af dem, der kender situationen som døv. Ret frustrerende! Især når man er opvokst i en hørende miljø eller rettere sagt i en familie, hvor ikke alle kan bare så lidt tegnsprog eller bruge kropssprog. Så bliver samtaler tit overfladisk. Så go for it med et debatindlæg og give hørende mere viden!!
10 Kasper // dec 3, 2009 at 16:34
Det har klart relevans for et bredere publikum, Mette. Mange har jo berøringsangst med det her emne, og i den forbindelse kan det kun hjælpe med opråb som dette.
11 Bloggerella // dec 3, 2009 at 23:26
Ja, det synes jeg. Der er noget universelt interessant i hele den måde mennesker omgås hinanden imo.
Jeg tænker også folk som bruger sprogtolk, må opleve lidt af det samme som døve med, at der bliver talt til tolken ikke til dem.
Skriv en kommentar