Og lige i denne sammenhæng, tror jeg det er godt min niece bor i USA, måske. Hun lærer jo tegnsprog og går på døve”skole” (hun er jo altså kun 1½ så skole og skole…)

CI´erne er aktiveret, men hun reagerer ikke meget på lyd. Måske kommer det. Måske ikke. Men hun har sit tegnsprog.

Og fint billede – jeg er gået glip af julemarkederne i år, sådan er det at være speciale- og sygdomsramt !

Jeg har IKKE tænkt mig at skrive, hvor fantastisk CI er, det må du gerne skrive på din egen blog, Jette, ligesom der sikkert findes mange andre lovprisninger på nettet.

Jeg vil gerne belyse den side af CI, der gør, at tegnsproget bliver skubbet så voldsomt til side. Det er en side, der bare slet ikke bliver oplyst om. Det synes jeg er forkert, når vi lever i et ellers oplyst og demokratisk samfund, hvor man har ret til at forholde sig kritisk. Alle røster skal frem.

Og ja, der er vel gode netværk hos Decibel, men det er stadig ikke på tegnsprogets betingelser. Nu glemte jeg jo så at skrive, at hun kendte de døve forældre med døve børn, der blev tvunget til at flytte til Sverige med deres børn, så de kunne få tegnsprogstilbud. Og det var herigennem, at hun kunne se, at tegnsprog var ret fedt. Men de kan jo ikke bare sådan lige flytte til Sverige, så disse forældre og flere andre har reelt set IKKE mulighed for at give deres børn tegnsprog.

Systemet tager jo fat lige fra starten og anbefaler taletræning, at man ikke bruger tegnsprog, og at døve børn med CI skal integreres i samfundet. Jeg kan ikke se, hvordan de IKKE skulle vælge andet – især når det er det, de gerne vil høre?

Og så er der jo alle de døve forældre, der også er nødt til at gøre sådan, for det er sådan, “høreomsorgen” i dag fungerer. Jeg tænker på mig selv. Fik jeg et barn, der var døvt, så var det sikkert som amen i kirken, at jeg reelt set ikke ville have andre muligheder.

Så jo. Det er lidt søgt at skylde skylden på en lille ting som CI, ja, men det er alle de mekanismer, som CI’en udløser, der gør, at der ikke er tegnsprogsmiljø til disse børn, med mindre det er hengemt bag hjemmets fire vægge.

PS. Sidst tegnsprog var et “fy-ord”, dengang i 70′ernes oralisme, blev døve børn dog stadig sat i skole sammen, bare med hænderne bag ryggen og alt det der… forskellen er så i dag, at de bliver spredt bag alle vinde – så er der jo heller ikke nogen mulighed for at lære hinanden det i al hemmelighed i skolegården.

At han ikke få tegnsproget er en anden sag – men når jeg så læser dit indlæg igen bliver jeg også en smule ” okay, men…”

Jeg ved, der sikkert er en masse mellem linierne. Mit spørgsmål må dog lyde ” hvem fratog den mor at tage beslutningen vedr. brugen af tegnsprog? Gjorde hun ikke selv det et eller andet sted? Ligger ansvaret ikke i sidste ende hos os selv i dette forhold?

Hun kunne sige ” okay, I anbefaler sådan og sådan, men jeg kan se, at min dreng har behov for det andet også / jeg mener ideelt set, at der skal være plads til begge dele”

Forældrene til CI ungerne, er ikke umælene får, der blindt styrer i samme retning. De har mulighed for at sætte sig ind i sagerne, herunder søge på de forskellige undersøgelser der er lavet andre steder end i DK og som viser et noget anderledes billede af tegnsprogets indflydelse. Det kan da ikke være dem helt ubekendt, hvis de har sat sig bare lidt ind i det?

Jeg syntes CI er en fantastisk ting. Jeg syntes det er herligt, at en ny generation af hørehandicappede har mulighed for at styre udenom nogle af de hurdler, der immervæk er ved at mangle denne sans.

Men de bliver ikke hørende i den forstand og jeg mener som mange andre med mig, at tilbuddet om CI til børn altid bør følges op med et tilbud om tegnsprog på sidelinien. Kun sådan undgår vi, at der falder nogen igennem på den sproglige del.

Men det er altså også forældrenes opgave.