Hehe. Efter at læst denneher lille klumme, begyndte jeg lige at tænke over kramme-konceptet. Nu er jeg københavner, så det er ganske naturligt at give folk et kram folk til hej og farvel. Ikke på den der tætte, besjælede måde, men sådan en hurtig, kind-mod-kind måde. Jeg anerkender dig-agtigt. Der opstår selvfølgelig situationer, hvor man kommer i tvivl om, om man er på kramme-fod med personen… og så kan det godt ende lidt akavet, hvis man så ryster hånd i stedet. Eller hvis begge parter har udtænkt sig den samme kramme-retning, og så går der nogle sekunder, hvor begge parter febrilsk – og samtidig – skifter krammeretning. Faktisk lidt sjovt. Måske. I det hele taget er jeg for kramme-konceptet, omend det er lidt langt mellem de der besjælede kram, som nok mest er forbeholdt ikke-singler. Anyway, så er der faktisk også mennesker, der slet ikke kan finde ud af at kramme. Primært mennesker af hankøn. Og sandsynligvis af jysk æt. Også selv om det på den ene eller anden måde, for en mand, virker mere legitimt at give en semi-fremmed hun-køn et forsigtigt kram, end det er at gøre det samme med en semi-fremmed han-køn. Nåmen, med sådanne lidt kramme-sky personager føles det næsten, som om jeg begår et kramme-overgreb mod dem, fordi jeg prøver at opretholde de københavnske konventioner. De står så bare der, ranke og stive som siv, og så bliver jeg jo nødt til, nærmest med vold, at trække dem ind mod mig, så vores kind flygtigt kan berøres og hilsenen dermed er veludført. Det er lidt akavet. Især hvis mine attributter midt i actionen ved et uheld kommer til at berøre deres bryst lidt for intenst, fordi vi på forhånd står i en lidt skæv kramme-positur. I min perifere omgangskreds forefindes der en mandsperson, der lige præcis er sådan, og efter adskillige forsøg på kramme-overgreb, måtte jeg til sidst gøre et personligt forsøg med konceptet; vi lagde an til et konventionelt kram, men så, i stedet for at som sædvanlig hive ham mod mig, var vi ligesom to siv, der stødte ind mod hinanden. Så fik han lige et fint dunk mod mine airbags. Det var lidt tragikomisk. Jeg tror ikke helt, at han fattede hentydningen; at det var lidt uheldigt, at han ikke helt handlede efter kramme-konventionerne. Så nu er jeg bare begyndt at vinke et ikke-fysisk hej-hej til manden, hver gang jeg ser ham. Og mon ikke det er sådan, at han – og enkelte andre mandspersoner – egentlig har det allerbedst med at hilse?