Nogle gange er jeg vitterligt blondine. Ligesom dengang, jeg glædestrålende meddelte undrende og småskeptisk kæreste, at jeg havde fået 80.000 kroner tilbage i skat. Jo, altså. Det står altså på nettet. Det viste sig dog, at jeg havde set på nogle forkerte tal. Nul og nix var det, der var nærmere sandheden. Han var dog så diplomatisk anlagt, at han aldrig igen nævnte mit ansigtstab. Nåmen, i går aftes lavede jeg et lignende stunt. Skulle lige tjekke det der nye Google Streetview ud. Og hvem finder jeg så på matriklen? Mig selv. Sort tøj, det bruger jeg jo. Samme hårfarve, samme længde, samme udgroninger, og nok samme lidt halvslatne overarme. Måske jeg ikke lige helt mindes at have den talje/bagdel. I hvert fald ikke efter 3-4 måneders spinninghelvede. Og den type top, med smalle stropper, bruger jeg kun under noget andet. Men migmig. Nu som Google-star. Personligt udvalgt og spottet af fotobilen. Proklamerede, i mangel på kæreste at meddele det til, oplysningen på Facebook. Men efter en nærmere inspektion, da jeg lærte Streetview-systemet bedre at kende, er jeg nu kommet til den konklusion, at det nok alligevel ikke var mig. Jeg har, så vidt jeg erindrer, aldrig båret rundt på en mave af den kaliber – det skulle da lige være med undtaglse af, hvis Kasper og jeg gennemførte det der projekt. Så ville jeg sådan omtrent være lige så frodig som fruentimmeren på billederne til sommer. Anyway, her er lidt billeddokumentation. Ellers afskriver I jo det som blondinesnak:

Det der er satme… mig. I søndagslook. Tror jeg. Men taljen?

Nå nej. Ikke den mave. Vi dropper det. Bare glem det.




3 svar indtil videre ↓
1 Simon // jan 24, 2010 at 02:33
Det kan godt være det ikke er dig, men hvorfor er din tvillingssøster så ved at sabotere et stilads?
2 cathrine // jan 24, 2010 at 12:05
Spottede lige et nyt bevis for, at damen IKKE er dig. Hun flasher, i det første billede, en evighedskropsudsmykning midt på ryggen. Så vidt jeg erindrer, har du ikke nogen i den størrelsesorden.
3 Mette B. // jan 24, 2010 at 12:19
Simon – jeg mindes nu heller ikke at have haft omgang med det stillads…
Cathrine – jeg tror nok, det var et tøjmærkat, der vendte den forkerte vej og flagrede. Men nej, jeg har ikke nogen tatoveringer
Skriv en kommentar