Fantastisk. At gå i teatret har fået en hel, ny dimension for mig. For første gang sad jeg ikke og gabte og vendte og drejede mig i stolen. I halvanden time var jeg fængslet af Flugten, dette barske teaterstykke. For første gang forstod jeg mere af hvad jeg normalt gør, når jeg går i teater. Er ellers lidt vant til at se tegnsprogstolket teater. Det er helt ærligt talt rimelig fladt at se på. Uanset hvor dygtige tolkene er. Drama, der bliver oversat fra dansk til tegnsprog af et mellemled, det spiller bare ikke. Og det er bare slet ikke det samme som at se det folde sig ud live. Her skulle jeg så ikke koncentrere mig om eller bruge energi på bare at forstå det tolkede. Jeg skulle denne gang bare se på og suge til mig af det hele. På smukt, glidende tegnsprog. Kunst. Bo Hårdell og hans makker Thomas Magnussen spillede helt fantastisk. Monolog lyder ellers som noget, der kan kede mig til døde. Men aldrig nogensinde før har jeg set tegnsprog med så mange følelser og så meget temperament. Så megen grusomhed, perversion, vildskab og råhed. Næste gang Bo er på slap line på de skrå brædder, skal jeg dælme ind og se ham. I kan i øvrigt se Flugten på hverdage kl. 20.00 på Ny Aveny Teater på Frederiksberg. Sidste forestilling er torsdag den 4/2-2010 – så skynd jer endelig. Og som et ekstra gimmick kan I jo også lige først tage en omgang halvkedelig aftensmad på Kellerdirk, hvor underholdningen ellers er sikret af en masse blege danskere, der lystigt danser salsa – det er næsten aftensmaden værd.
Flugten
januar 26th, 2010 · Kommenter lystigt
Tags: Min anbefaling




Svar indtil videre ↓
Der er ingen kommentarer endnu... vil du være den første?
Skriv en kommentar