Jeg er ikke forsvundet. Er bare startet på nyt studie. Er lige nu helt omtåget af nye indtryk fra det der ITU. Det er lidt ligesom, at jeg er gået i gang med hele tre nye uddannelser – på en gang. Og min humanistisk/journalistisk indrettede hjerne kan næsten ikke holde trit, når fagene er så hardcore som programmering og jura. Og business. Men jeg er samtidig ret vild med det. Jeg er bare så meget på at skulle yde en kæmpe indsats de næste par år. Både fagligt og socialt. Det er knaldhårdt at skulle på skolebænken igen efter cirka tre år på arbejdsmarkedet. At skulle koncentrere sig nonstop. At være røget ind i noget hardcore gruppearbejds-kultur. Det er også barske sager at være klassens (ufrivilligt) eksotiske indslag som den eneste døve på holdet – og på resten af ITU, for den sags skyld. Men der er så meget, der opvejer det. En af mine tegnsprogstolke var helt begejstret over alle de mænd, der gik frit rundt på ITU. Jeg kunne kun give hende ret. Kønsfordelingen er meget sund, og der dælme en bred palet af nørder. Lige fra den klassiske med hinkestensbrillerne til den corporate med tilbagestrøget hår. Og selve universitetets arkitektur er bare perfekt til peoplewatching. Et stort, åbent rum, med synlige etager og centrum nede i “gården”. Og wifi over hele linjen. Jæs. Folk hænger ud med computere, spiller bordfodbold eller bordtennis, arbejder i mødelokalerne af glas eller lounger. Og så er der fine, fine læsepladser med masser af lys og luft. Udenfor er der de vildeste bygninger, der blinker i solen; DR-bygningerne, Tietgenkollegiet, det nye KUA, lejligheder langs kanalen – og en række andre uidentificerede, men meget arty-farty bygningsobjekter. Jeg elsker det allerede – og savner slet ikke dunsten fra de gamle betonbunkere ovre på den anden side af det nye KUA.