Jeg tror faktisk aldrig, at jeg har blogget om min legendariske kræsenhed. Den vil jeg egentlig også være fri for at løfte sløret for, for jeg ender altid som genstand for bordets opmærksomhed, når en eller anden vittig sjæl efter lidt prik-prik opdager, at jeg ikke tager forretten, fordi jeg ikke rører noget, der flyver eller svømmer. Noget, som forretter ellers tit praktiserer. Selskaber lægger jo tit ud med nogle maritime glæder til gæsterne. Og så er der altid enelleranden venlig sjæl, der begynder at udfritte mig om hvad jeg så ellers ikke spiser, og så ruller lavinen til chok, forargelse og morskab for selskabet.  Jeg tror kun, jeg har mødt to-tre stykker, der er cirka lige så kræsne som mig. Og jeg oplever altid en dybfølt bonding med en person, hvis det kommer frem i lyset, at denne også spiser pizza uden ost – så kan det være lige meget med alverdens hovedrystende pizzabagere. Nåmen, min kræsenhed er faktisk begyndt at aftage lidt med alderen. Lidt. I løbet af de seneste år er jeg begyndt at spise flere ting. Porrer for eksempel. Jeg kan godt lide løg, og porrer er jo i løg-familien. Med min logik betyder det så, at porrer måske kan tages til nåde. Efter at have spist porrer flere gange, er jeg efterhånden begyndt at acceptere de undseligt udseende, aflange, bleggrønne dimser. Nåmen, pointen med mit indlæg her er, at jeg nu glædestrålende kan proklamere, at jeg her til aften helt frivilligt har spist selleri, gulerødder og rødbeder sammen med ovnkartoflerne. Når jeg som hovedregel kan lide ting, der hygger sig i ovnen, hvorfor så ikke prøve nye af slagsen? Og taktikken er vist lykkedes. Godt nok skal gulerødderne og selleriet tygges sammen med kødet, men jeg får det da ned. Jæs. En sejr 1-0 til Mette vs. kræsenhed.