Lige nu ser jeg BBC World News. Det er ikke fladskærmen, der i levende billeder fortæller om at Tutankhamon døde af malaria, men min skønne Lille Hjælper, iPhonen. Det synes jeg dælme er fascinerende. Jeg har ikke engang BBC i min beskedne tv-pakke. Men for 30 kroner (helt gratis var det ikke) har jeg netop skaffet mig adgang til kanalens livevisninger via App Store. Nu kan jeg chille til World News i sengen og på toilettet. Godtnok er jeg ikke 100% internetgenerationen, men jeg er godt med, et ben i begge lejre tror jeg – men det er dejligt stadig at kunne begejstres over hvad der er muligt i dag. Og hvad der kommer i fremtiden. Det får mig til at erindre, at min ven Thomas og jeg engang i 2. eller 3. klasse brugte megen samtaletid på at fantasere om, hvis nu vi havde et ur, der diskret kunne køre TV og film? Så behøvede vi jo ikke at følge (den kedelige) undervisning. Vi lavede endda små papirmodeller af et mini transportabelt TV med små billeder og legede, at det kunne vise levende billeder. Dengang i 1989 havde vi bare intet begreb om, hvad der ville være en almindelighed sådan cirka 20 år efter. Min iPhone er jo lige præcis det, vi klippede og klistrede dengang – bare i en meget mere avanceret udgave. Jeg klapper lige i mine små hænder og nyder, at iPhonen ikke bare er i fuld gang med at lade op via min mac, men også informerer mig om Spaniens arbejdsløshed, der er dobbelt så høj som i resten af Europa.
PS. Nu, hvor vi er lidt tekniske: Er der nogle, der ved, hvorfor der ikke kommer en tekstombrydning rundt omkring billedet – inde i “Edit Post” ser det ellers ganske fint ud, men på visningen her ser det bare lidt underligt ud?





2 svar indtil videre ↓
1 Søren // feb 17, 2010 at 10:44
Venstre- eller højrestil billedet – så virker tekstombrydning bedre
Og når vi snakker live-TV via iPhone, så er SLINGBOX et hit. Den lille box sættes på kabeltv’et derhjemme – og så sender den et live feed ud af de kanaler du har i din kabelpakke. Så er det pludselig hele pakken man kan ligge og se på sengen på et lurvet ukrainsk hotel… eller noget…
2 Mette B. // feb 17, 2010 at 11:51
Hmm… der er da højrestillet inde i “Edit Post”? Eller har jeg overset noget?
Slingbox. Er det en dims, man køber inde i en butik? Skal man downloade noget inde i App Store? Ikke, at mit udbud af tv-kanaler egentlig er noget at prale af… vi snakker måske om 5 stykker.
Skriv en kommentar