En af mine nye alleryndlingsblogs er SidneyLise. Bag den står to piger, der skriver helt fænomenalt morsomt og tager pis på alt og alle – på en sød måde. Og introducerer sjove udtryk. Som f.eks. Arto-fjæs. Jeg er helt vild med fænomenet hudunderbukser, som de to damer fra bloggen også så fint har sat ord på. Egentlig vidste vi det jo godt. Jeg plejer ellers selv at kalde det Ken-fænomenet. Tvangs-kønsløsheds-indoktrinering. Men hudunderbukser er sjovt. Nogle mennesker har bare hudunderbukser på, og det er helt indiskutabelt. Fine eksempler forefindes på bloggen. Men faktisk kan man jo også godt i perioder frivilligt iklæde sig selv et par lange hudunderbukser. Lad mig tilføje hud-bh og måske en opstrammende hud-undertrøje. Og hud-strømper, hvis man altså er udstyret med et par hobbit-fødder. Denne smarte, intelligente hud-anordning™ matcher perfekt de dage, hvor man føler sig oppustet, pms’et og hysterisk. Eller de dage, hvor man vejer alt for mange kilo. Eller er alt for bleg. Eller har grimt, uvasket hår. Eller er behåret. Klask, et komplet hud-outfit. Lige for tiden må jeg da også indrømme, at jeg, trods rød læbestift og pailletjakke, render rundt i et par opstrammende hudunderbukser af Bridget Jones størrelse samt en minimizer-hud-bh. Altså i overført betydning. Kom nemlig her forleden til at opdage en relativt autentisk fotografisk afbildning af en lettere afklædt, barærmet og bedugget version af mig selv fra en venindes fødselsdag for et par uger siden. Blev lige på stedet rimelig traumatiseret. Lidt fitnessdk-hysteri samt lidt lun sol ude på altanen skulle nok gøre ting og sager ved det. Og så måske også en Summerbird-flødebolle. Det skal jo ikke blive alt for fanatisk. Vel?