På trods af mine efterhånden utallige eksperimenter med Helsinki og diverse andre (mørkere) hårfarver, er jeg inderst inde en blondine. En gang blondine, altid blondine. Jeg sidder her og føler mig lidt dum, fordi jeg på en meget blondineagtig måde har taget livet af diverse elektroniske apparaturer på under en uge. Først var det min mac, et fejlslagent Windows-installations-forsøg og derefter en fucked up computer, der så ikke kunne bruges i næsten en uge. Mac’er er skidedyre at reparere. Men heldigvis lykkedes det mig at lave blondinefinten henne hos Humac. Her fik jeg mobiliseret op til flere medarbejdere til at reinstallere dyret. Efter at have fisket en fyr fra kælderen op, der formaterede harddisken, virkede computeren igen. Yesyes. Uden at sende den til reparation. Heldigvis. Og her i weekenden låner jeg så venindens mands bil, fordi de er på ferie. Fint nok. Her i morges nægter dyret så at starte. Finder snart ud af, at det må skyldes noget med lygter der ikke er slukket (og det var altså en ældre bil) – og at der så ikke er noget strøm. Jeg kan slet ikke lide at spørge andre mennesker om hjælp, men her for ikke så længe siden talte jeg med en fyr, der mente, at fyre rigtig godt kunne lide at beskytte og at hjælpe. Sådan noget hulemandsinstinkt og den slags. Med hans postulat in mente konsulterede jeg så ham og et par stykker til. Blandt andet Kasper (segment mand/bil/Ø) der dog nægtede at hjælpe (tss!) Men okay, han er næsten undskyldt med detteher blogindlæg. Nu ser det ud til, at jeg har mobiliseret et par stykker fra segmentet mand/bil/hovedstadsområdet. Mand A (hulemanden) kan hjælpe mig i aften – går det galt, er der så mand B, der er frisk på starthjælp og en kop kaffe i morgen. Så endnu engang har jeg spillet blondinefinten. Og jeg tror faktisk også det sætter endnu mere turbo på sagen at jeg er døv. Folk tror jo tit, at man er lidt hjælpeløs, fordi man er døv. Og sådan en pige… hjælpehjælpe! Faktisk er det helt i orden med mig. Jeg burde faktisk øve sig på at blive bedre til at få andre mennesker til at hjælpe mig. Hvad var der med at en kvinde uden en mand var som en fisk uden en cykel… nej, kunsten er da at få andre til at hjælpe en. Men så er det jo samtidig også vigtigt, at man er sød og rar, siger pænt tak, hjælper tilbage – og giver et glas saftevand og en kage. Og sådan noget.