Jeg har siddet og rodet rundt med YouTube et par timer i anledning af vores 4-ugers-projekt, fordi vi bruger dem som case. Blandt andet har jeg tilføjet deres blog i min RSS læser. Og jeg må indrømme at jeg er blevet lidt overrasket; helt off topic har jeg fundet ud af, at YouTube måske, på den ene eller anden måde, er venner af døvesamfundet. De udviser i hvert fald en vis forståelse for døve, på den gode måde, som jeg lige vil fortælle lidt om her og så i et andet indlæg, der kommer senere. YouTube har lige vist fem prisvindere fra et projekt, som er lavet i samarbejde med Pulitzer Center. Og en af prisvinderne er Samantha Danis, der har lavet et lille indslag om hvordan man tackler sin identitet som døv – lige her:

Og det er et temmelig interessant indlæg. Der er mange stereotyper omkring døve i USA, lægger speaken ud med at fortælle. Og det har medført at mange døve og hørehæmmede er for flove til at indrømme, at de har et hørehandicap. Og vi møder så to af slagsen.

Den ene person, Graham, prøver på at være hørende. Han føler sig ensom som hørehæmmet og forstår ikke helt, at det er så svært at finde venner. Men heldigvis finder han roen i musikken, ved at spille trompet (eller hvad dælen det nu er) Vi møder også hans mor, der fortæller, at det bare er sådan han er. Han sagde som lille at moren skulle stoppe med at bruge tegnsprog. Det gjorde hun så. Hun fortæller så os, at han hverken er det ene eller det andet, at han ikke passer ind i nogen af de to verdener og at hun håber, han vil finde roen i døvesamfundet engang. Måske. Og så møder vi i indslaget ligeledes en anden person, en kvinde, som også voksede op uden at acceptere sin døveidentitet. Hun skjulte konstant sine høreapparater. Men på college, efter noget rådgivning, fandt hun endelig roen med sig selv – og er stolt af den hun er. I dag underviser hun folk i tegnsprog.

Indslaget synes jeg er interessant, fordi vi i dag oplever, at døve for enhver pris skal fungere som hørende. Til at starte med er det lægernes rådgivning, der overbeviser forældrene om, at de ikke skal prøve på at give deres barn noget døveidentitet, for sådan lærer de aldrig at blive hørende. Og sidenhen er det så forældrene der står som ambassadører for denne beslutning. Men jeg har faktisk aldrig sådan rigtig tænkt over, at døve faktisk godt selv kan være stå for sådan en beslutning. At de ikke vil have noget med tegnsprog og døvekultur at gøre. Fordi de jo gerne vil være hørende… dog uden at høre. Det lykkes så nok bedre for nogen end andre… ja det er interessant egentlig. Det virker for mig krampagtigt at man som døv siger, at man finder en ro i musik… når man for fanden ikke engang kan få det fulde udbytte af det. Men sådan er der faktisk mange der er.