Lige efter at jeg postede sidste indlæg, kunne jeg godt se, at det måske ikke var så smart at komme med en længere smøre om studiet og så nævne eksamen… man skal jo ikke slå et større brød op end man kan bage, vel? Eller er det den danske jantelovstankegang? Det er det nok. For at løfte sløret for hvad jeg tænkte: Ja, jeg gik direkte efter gode karakterer, fordi jeg kunne lide faget, og havde gjort en indsats for at tilegne mig stoffet. Og gode karakterer fik jeg så også (en rund 10′er) – men sådan noget melder man jo ikke ud før man er i sikkerhed ovre på den anden side af eksamen. Selvfølgelig vil vi alle gerne have gode karakterer, men det er som om, at man skal sige, at man garanteret dumper. Eller bare lige skal bestå. Så er man sikker på ikke at blive skuffet eller at tabe ansigt. Men det gjorde jeg så heldigvis ikke denne omgang. Spurgte folk, sagde jeg helt lige ud, at jeg håbede på at få 10. Sådan et svar forventer man ikke af en, der skal til eksamen. Nå, men jeg synes virkelig ikke der er noget forkert i at sætte overliggeren højt og så gå efter det. Bare man husker, at det jo er selve læringsprocessen, der er det vigtige i hele foretagendet. Og sådan kan man jo få langt mere ud af 7 og en masse ny viden i forhold til at man har fået 12 for at lire noget af, som man alligevel glemmer alt om dagen efter. Nu har jeg en sidste eksamen, og hvis jeg skal være helt ærlig her – så ved jeg, at det ikke er en 12, og måske heller ikke en 10. Selv om jeg syntes vores opgave var top-velvalgt, relevant og superspændende med fornuftige pointer og konklusioner, har jeg også netop erfaret, at den var smækfyldt med stave, tegnsætnings- og sjuskefejl, fordi vi fik røvtravlt lige op til aflevering. Men det bliver helt sikkert (banke under bordet) til noget med 7 og opefter. Og så kan man håbe det allerbedste.
En beskeden karakter
juni 14th, 2010 · 3 kommentarer
Tags: Studie




3 svar indtil videre ↓
1 Morfar // jun 14, 2010 at 19:05
Du får et stort 12tal af maaaj
2 Klejs // jun 14, 2010 at 20:14
Synes nu at det er forfriskende at du bekender kulør og står ved hvad du tror du mindst får. Folk siger som regel “bare jeg består, så er jeg tilfreds”. Det er sgu da løgn hvis man virkelig har gået op i studiet og knoklet en vis legemsdel ud af bukseren. Så vil man sgutte ikke nøjes med en skaldet 2′er.
3 Mette B. // jun 14, 2010 at 21:17
Tak for de positive tilkendegivelser til jer to!
Og ja lige præcis Elisa… der er ingen der har lyst til at få en forkølet to’er (sekser), når man har lagt sig i selen.
Hørte i dag den her: – At gå til eksamen er som at tage på date. Alt andet end 6 er ligegyldigt!
Skriv en kommentar