Jeg er kvæstet. Helt igennem. Min krop er lidt træt af mig. Og hjernen arbejder stadig på højtryk af indtryk. Jeg har sovet sådan cirka 4 timer i snit hver nat, på et ganske ubekvemt underlag i et skiftevis koldt/varmt telt. Det der Roskilde koncept tiltaler mig ganske meget. Især i strålende sol. Jeg er fan. Også selv om musik ikke interesserer mig en døjt. Desværre, kan jeg jo nok konstatere nu. Jeg har virkelig aldrig tænkt over, at jeg kunne gå glip af noget der. Med musikken. Men hvad man ikke ved, har man ikke ondt af. Men så til gengæld er jeg kæmpe fan af Roskilde-stemningen. Især i tidlig aftenssol – til koncert, hvor alt bare er lunt, varmt og blødt. På festivalpladsen er det en helt anden kultur, der ikke findes udenfor portene. Den er ikke dansk, ikke international, bare Roskilde. Aldrig før har jeg peoplewatchet så meget og så intenst. Det var temmelig syret at stå ved Orange Scene og have udsigt til over 60000 hoppende mennesker samlet på een gang. Først gik jeg næsten i panik ved tanken om hvor crowdet det var. Men det er jo ligesom trafikken i Vietnam; tager man den med ro, går det hele op og strømmen glider langsomt, men stabilt. Man ankommer til aftaler på cirka-tidspunkter, ikke præcist. Bliver man væk fra hinanden, tyer man til oldschool kendetegn som master, flag og boder, eller til mobilen og satser på netværket fungerer, og ellers tager man bare en slapper og kigger på alle de andre mennesker. Alle er glade, afslappede og lige præcis så mærkelige eller ekshibitionistiske som de har lyst til. Masser at tage sig til, at lave og ikke mindst, at kigge på. Kiggekiggekigge. Og mere kigge. Og at lugte… forskellige indtryk; primært af tis, og så fra de mange overpriced madboder. Jeg har også set ganske mange tissemænd – enten tilhørende nøgne fyre, eller fyre, der nonstop står op af alt, hvad der ligner en oprejst flade – og strinter lystigt, mens de ser sig omkring. Og så har jeg endda selv været der med at finde en væg – der er jo ganske kummerlige forhold for piger, der har fået lidt flere øl, end hvad tørsten normalt kræver. Og så står man i de sene nattetimer med valget: Enten stå i kø i halve timer, eller også er det ned med bukserne og sats på, at der ikke er nogen tyskere, der filmer en imens. Og således har man jo officielt afmærket sit territorium og været  på… Råskide Fistival? Som der så poetisk stod på en toiletdør i medarbejdernes lukkede område. Nu er jeg så hjemme i sikkerhed, fødderne er atter rene – og jeg er ret flad. Skal lige bearbejde indtrykkene og se, hvad jeg har fået ud af kameraet. Ah, jeg vil dælme godt med igen næste år!