Jeg er hammerdårlig til at tage beslutninger. Det er helt klart en af mine allersvageste sider, og lige nu har jeg lidt lyst til at skælde den side af mig selv ud. Sagen ser sådan ud, at jeg har den ultimative frihed. Jeg har ferie frem til den 30. august. Og min gode moder har sponsoreret lidt håndører til lidt rejseaktivitet, så jeg skulle da være et skarn, hvis jeg ikke værdsatte det og arrangerede en oplevelsestur ud i verden. Så her til aften sidder jeg og ruger over hvad jeg skal stille op med al den frihed. Et er sikkert; jeg bliver i Europa. Men det er altså blevet helt sindssygt dyrt at rejse rundt i denneher kontinent. Grækenland og Portugal er no-go’s. Lige nu er tankerne taget på vandring til Østeuropa. Tør man? Bliver man kapret og solgt til hvid slavehandel på de kanter? En bekendt har foreslået, at vi tager til Albanien af alle steder. Der har vi nemlig en fælles albansk bekendt, der gerne vil agerere lokal guide. Og så har jeg lige researchet lidt på landet. Europas sidst bevarede hemmelighed. Albanien har været holdt i et 50 års kommunistisk regime, og er derfor langt bagud i forhold til vestlige standarder. Jeg elsker tanken om at rejse rundt sådan et land, for jeg var helt vildt duperet over f.eks. Vietnam, hvor der bare ingen spor var af vestlighed. Lidt kan man jo takke kommunisterne for; de har sørget for at præservere et land, så man kan komme på en mindre tidsrejse ud i fordums tiders autenticitet. Nå, men nu er der jo det med min ubeslutsomme vægelsind. Skal? Skal ikke? Kan man tage afsted med folk, man ikke kender så godt? Hvor, hvordan, hvorledes? Nå, første skridt bliver at frekventere det lokale paskontor. Min efterhånden 10-årige rødbedefarvede lommebog er forældet. Og jeg har krise over, at jeg skal fotograferes med det her hår, som hverken er kort eller langt. Har jo rendt 10 år med et grimt pasbillede. Kan ikke bære tanken om yderligere 10 år med hårkrise på pasfoto’et. Nå, nu får vi se. Hvor er jeg nu? Forskanset henne i tænkeboksen!