Barcelona er en skøn by – med masser af muligheder for hangout i det lune klima. Men jeg er ved at blive skingrende tosset af alle de der turister. Det vrimler med turister her i byen – her, der og alle vegne. Det er vist ekstra slemt her i de europæiske storbyer i forhold til f.eks. Asien og Sydamerika. Ok, jeg er jo selv en af dem, der render rundt med praktiske flade sandaler og som fumler med kort over byen. Men jeg kan bare ikke have alle de horder, der stopper umotiveret op alle vegne. Da jeg planlagde at tage til la Sagrada Familia i går, efter en tur hen og se noget Gaudi-værk udefra (skulle ikke nyde noget af den cirka 500 meter lange kø) og Vincon (lidt skuffende spansk eksklusiv-IKEA, som de vist markedsfører sig på) – nå men der fik jeg et mindre panikanfald ved tanken om alle de turister. Mujer un borde de ataque nervois. Som jo også er titlen på en gammel Almodóvar film; kvinder på randen af et nervøst sammenbrud. Og som ganske præcist beskrev den følelse jeg havde, da jeg havde lyst til at sparke turist nr. 473 over skinnebenet. Nå, men jeg turde så ikke at tjekke la Sagrada Familia ud der, ved en 15-tiden. Var simpelthen bange for at komme til at slå nogle turister ihjel. Jeg er helt klart mere til at hænge ud og opleve en bys atmosfære end at krydse en liste af seværdigheder af. Så i stedet for at begive mig ud i turisthelvede no. 1 spadserede jeg over til en mindre besøgt bydel, Gárcia. Det var meget hyggeligt, og der var noget byfestival kørende – og der tror jeg så, at der var flere barcelonetaer end turister. Og så mødte jeg et par døve, hvor manden så straks guidede mig over til den ene af Barcelonas to døveforeninger. Sejt nok. Da han var af ældre dato, kunne han ikke internationalt tegnsprog, men jeg endte med at blive ganske hård ud i castellano tegnsprog – ikke spansk, det er vigtigt at påpege. Nå, men det endte så med at jeg mødte nogle lokale – det synes jeg er meget mere berigende end at vade op i en eller anden rødmosset turist fra en eller anden outlaw by i et eller andet land.