Første dag på ITU efter en mega-megalang sommerferie. Det summer af liv her, og der er flere end nogensinde før, der er blevet optaget her. I dag er der så åbnet for invasionen af nye studerende. De vrimler overalt – til deres første timer, kantinebesøg, bog-shopping, gruppearbejde og en hel masse socialiseren rundt omkring bordtennisbordet, sofaerne, i Scrollbar, kantinen, udenfor, ved bordfodboldbordene. Det må være spændende at starte på bachelordelen i softwareudvikling eller kandidaten i E-business eller digital design og kommunikation. Halvdelen af mit hold i dag bestod af nye overbygningsstuderende. Der priste jeg mig lykkelig for at jeg ikke skal gennem alt det introduktionshalløj. Jeg kender folk, hilser på, ved hvem der er til at tale med og hvem der ikke er. Sådan cirka. Jeg kan godt ærgre mig over, at jeg som døv ikke bare lige kan blende mig ind i mængden af folk, smalltalke med mit hold om sommerferien, hvad de syntes om vores første fag, hvad de har valgt af øvrige fag og hvad vi ellers planlægger af fester. Men det kan jeg ikke. Jeg sidder foran, fordi tolkene er der, og resten er allerbagerst i lokalet. Jo, jeg prøver. Jeg går over og prikker til udvalgte personer og spørger om hvordan deres ferie har været, hvad de har købt af bøger, om det ellers går godt. Der har også været et par stykker, der er kommet hen til mig og snakket. Så dejligt. Med tolk får vi meget ud af det. Uden tolk er det mest opadvendte tommeltotter og den slags ting – naturlige gestikuleringer, som begge parter nemt kan regne ud. Folk smiler og er søde, selv om det er lidt tom snak. Men hvor er det egentlig ærgerligt, for der er så meget, jeg gerne vil høre om. Så meget at fortælle, vurdere og sammenligne. Men det kan ikke lade sig gøre, når jeg er døv, og ingen kan tegnsprog. Jeg kan lade mig gå på af det, jeg kan gøre alt hvad jeg kan for at kompensere for det, og jeg kan være ligeglad. Oftest ender det med, at jeg lader mig gå på af det, fordi jeg er social, jeg vil gerne have andre at sparre med, og jeg er meget åben for at møde nye mennesker og det er så fedt at snakke og udveksle inspiration. Hvilken strategi jeg vælger, har jeg ikke helt fundet ud af endnu. Jeg satser nok på ligeglads-strategien. Jeg ved nemlig, at det bliver møgsvært at finde en gruppe (i samtlige 3 fag) og det kommer ikke til at ske naturligt – enten maser jeg mig på, eller også ender det med at jeg får underviseren til at hjælpe mig med at komme ind i en gruppe: “Mette har ingen gruppe, er der nogen, der har plads til hende?” som det skete sidste år. Jeg håber selvfølgelig, jeg kommer ind i en gruppe uden alt muligt halløj. Og så dog… ville det være et problem at droppe gruppekonceptet – hvis jeg ikke finder en gruppe, hvad så med at lave øvelserne og projekterne selv? Jo, det kræver så ekstra arbejde, men til gengæld skal der ikke bøvles med kommunikation og at jeg skal frygte at folk bliver trætte af mig, eller jeg af dem. Hvis jeg skal være helt ærlig, så er jeg mentalt forberedt på at gå solo i alle tre fag og håbe, der er nogle, der vil sparre med mig i ny og næ. Men jo, det er top-fedt at være startet på studiet igen, og første fag, som jeg har haft i dag, virker helt vildt spændende, men det er alligevel den slags tanker, der fylder meget, når man er døv. Irriterende, når det burde være sjovt. Og de aftager slet ikke, tankerne - tingene falder ikke på plads senere. Folk bliver mere sammentømrede, og enten hænger jeg i, eller ryger ud. Man skal være helt vildt meget på, for folk går ikke naturligt hen til en, når man ikke kan kommunikere. Er de nysgerrige, spørger de som regel tolken. Sådan er det vist bare, og jeg må være helt ærlig og sige, at jeg ikke helt ved, hvordan sådan noget skal løses. Jeg har vendt og drejet det meget, men ingen brugbar løsning er poppet op. Er nogle gange 8000 år og har studeret længe, så mit bedste råd er nok, at man som døv ikke skal være bange for at tage initiativer, man skal smile, være aktiv i undervisningen, koncentrere sig om stoffet, komme med til festerne - og så trække på skuldrene, når man kommer ud for noget, som ikke føles rart. Og man skal snakke om ting. Med vennerne, underviserne, de andre studerende – ikke noget med at holde sig tilbage, men selvfølgelig sørge for at tænke over hvad man siger. Sikke et følelsesladet indlæg, men en af mine strategier er også, at jeg bare vil være åben om hvordan det er at være mig, at være døv, på det her studie… og hvis andre døve kan genkende noget, hvis hørende bedre vil kunne forstå hvordan døve føler, så har jeg da opnået et eller andet. PS. Og så vender jeg tilbage senere med mere fagnørdede indlæg, om det så er spændende at læse eller ej.
Hvordan det er at begå sig socialt på et studie når man er døv og ingen kan tegnsprog
august 30th, 2010 · 15 kommentarer
Tags: Studie
15 svar indtil videre ↓
1 Klejs // aug 30, 2010 at 13:55
Genkender det hele udmærket fra min studietid. Det slags kræver en vis portion spidse albuer, en del gå-på-mod og en sækfuld godt humør.
Men det slags slider på psyken – nogle kan takle det bedre end andre. Men det er hård at være DØV studerende.
2 Stine // aug 30, 2010 at 14:22
Kan kun nikke genkende, især det med grupperne. Jeg synes at det er rædselsfuldt at mase sig på – i mit gamle studiehold inden jeg gik på barsel, havde jeg en mere eller mindre fast gruppe hvor det fungerede super godt. Men den er jo væk nu, og mig bekendt skal vi have gruppearbejde om små 2-3 uger *gisp*
Men på den anden side er jeg heldig lige med denne årgang, for der har gået hele 3 døve på samme semester (1 er stoppet, 1 i praktik og den sidste går på et andet hold), så de er ultra vant til tolk og bruge tolk og kommunikere med døve. Meget mere end mit tidligere hold.
3 Julie // aug 30, 2010 at 17:27
Ja, jeg starter på mit første semester i næste uge, og jeg har været med til introugen, og det var ikke så let som jeg troede. Det var skønt at læse dit indlæg, så ved jeg at jeg ikke er den eneste med disse følelser.
Vi, døve studerende, skal holde sammen! We rule!
4 Simon // aug 30, 2010 at 18:37
Jeg synes du er for sej, Mette, og sikker på at det nok skal gå. Hvis ikke, så sig til, så tæver vi dem
5 trinetrine // aug 30, 2010 at 19:15
Jeg har læst din blog en del år efterhånden og har faktisk tit tænkt på, hvordan kommunikationen (både på studiet og i andre sociale sammenhænge) fungerer. Jeg kender ingen døve og aner intet om det. Så tak fordi du gør mig lidt klogere
Ps: Jeg synes også du er sej. Det må sgu være lidt op af bakke af og til.
6 Tina Boss // aug 30, 2010 at 20:53
Kan kun nikke genkendende til det. Jeg er også selv en pige der er meget social og elsker at møde nye folk, og snakke med dem. Men det er bare så forbandet svært som du beskriver det.
Men det gør os vist bare stærkere på en måde, hvad angår om at gennemføre uddannelsen.
7 Mette B. // aug 30, 2010 at 21:28
Tak for kommentarerne!
Hvor er det dejligt at I døve alle sammen kan nikke genkendende til en eller flere ting – så viser det jo tydeligt, at det er noget, som er ret udbredt, når man er døv… og ikke noget med “jamen så må du tage dig sammen” eller “det er bare dem, der er dumme” – også rart bare nogen gange at få lov til at komme ud med det, ikk? Og at andre har det på samme måde.
Og dejligt, at der også er hørende, der læser med og som forstår – om ikke andet, så for at blive klogere.
Så burde man lige prøve at lave en 5 ting du kan gøre / 5 ting du ikke skal gøre – for at lette situationen for begge parter – for kritikken skal jo være konstruktiv
Fx skal hørende IKKE gå ud fra at vi døve “nok klarer os” – nej, vi kan IKKE få smalltalken med, ikke få sladderet med, vi ved ikke, hvad folk snakker om og hvad stemningen er, vi aner ikke, om de andre vitterligt er taget hjem, eller om de er taget hen i baren/kantinen/ved bordfodboldet… og så videre
Så det er nødvendigt at en eller anden (gerne flere) venlig sjæl “hjælper” med den slags informationer, som for mange er gratis, men som døve aldrig får, med mindre man har nogle meget opmærksomme og aktive radarer.
8 Anja // aug 31, 2010 at 11:48
Fint indlæg Mette, det var interessant at læse for mig, der også er døv, men som aldrig har lært tegnsprog. Jeg har en hørerest på 12%, og mine forældre valgte i sin tid, at jeg skulle vokse op i den hørende verden.
Jeg vil godt kommentere lidt på dette her, da jeg mener, at som døv på et hørende studie er det i uhyggelig høj grad helt op til dig selv, hvor meget du får ud af det. Det handler altså ikke en pind om “at så må du tage dig sammen” eller “det er bare dem, der er dumme”. Det handler om, at så må man blande sig. Man må rejse sig op, være udfarende og opsøgende. Det nytter ikke noget, man sætter sig ned og belaver sig på en anden person i lokalet (her en tolk).
Jeg benytter mig selv af mundaflæsning og tale – og jeg har ikke haft problemer med ikke at kunne se, hvad de andre snakker om. Er det forkert at antage, at alle døve kan mundaflæse? Jeg ved det ikke, men jeg ved, at kan man mundaflæse, så kan man søreme komme rigtig langt, uden at anstrenge sig synderligt for at joine fællesskabet. Jeg er også selv gået hen og har spurgt folk direkte, sig mig lige, hvad snakker I om – jeg vil godt lige være med. Det er man da nødt til, når man kommer som dén, der har en eller anden mangel, og gerne vil være med. Man kan jo ikke gå ud fra, at de andre kan gætte, hvad man har brug for.
Måske er jeg også den helt forkerte til at kommentere, for jeg kender ikke nogen døve selv, og den sidste døve person jeg mødte – kommunikerede jeg med via hans normalthørende kone. Jeg forstod jo ikke tegnsproget. På den måde har jeg som døv også oplevet at være i den hørendes sko… det er helt ærligt meget nemmere lige at gå hen og sludre lidt med konen i stedet for at vente på, at der bliver oversat. Jeg ved godt, at mit indlæg måske kan opfattes som stik modsat, hvilket dog ikke er meningen. Jeg prøver bare at belyse sagen fra en døv hørendes vinkel
Og nu ikke noget med, at det burde jeg kunne – for jeg har jo vitterlig aldrig nogensinde haft brug for tegnsprog… så jeg kan heller ikke se, hvorfor jeg skulle lære det i dag, tbh.
9 Mette B. // aug 31, 2010 at 13:10
Anja – jeg kan kun mundaflæse MEGET begrænset og jeg taler ikke. Prøv du at læse det seneste indlæg – så håber jeg, at du bedre forstår?
Blande sig, jo det gør jeg og mange andre døve. Rigtig meget endda – indtil jeg taber pusten, evt. fordi der ikke er noget feedback. Og tolken er IKKE nogen social støttekrykke – det er os selv, der tager initiativer, de tolker bare.
10 Ambivalente Ambitioner // aug 31, 2010 at 13:59
Hej Mette.
Du har lige fået mig til at ønske, at jeg stadig gik på ITU, så jeg kunne støve dig op IRL og sige, at jeg har lært meget af af læse det ovenstående indlæg! Jeg kender ikke nogen døve og har heller aldrig læst/arbejdet med en, der var døv, men det holder mig ikke fri fra at have en eller anden form for dårlig samvittighed. Måske på de hørendes vegne og velvidende om, at jeg måske heller ikke selv ville tænke langt nok til at inddrage vedkommende.
Men dit indlæg gør, at jeg vil gøre det fremover, hvis jeg skulle støde ind i en døv. Så tak for det! Og tak for så fint at sætte ord på noget, der er så vigtigt.
11 Anja // aug 31, 2010 at 17:05
Kære Mette, jeg vil skynde mig at undskylde, hvis du er blevet stødt over min kommentar – det var så absolut IKKE meningen. Jeg skrev min vinkel som jeg oplever den i min verden, ligesom alle andre også har svaret ud fra deres vinkel. Jeg skal være ærlig og indrømme, jeg havde ikke set, at du kun mundaflæser meget begrænset, så det er da mig, der bliver flov nu.
Jeg troede faktisk seriøst, at alle med vores handicap bare mundaflæste sådan vupti-bum, for som du også kan forstå ud fra hvad jeg skriver – kender jeg jo faktisk ikke nogen døve, så jeg har ikke noget sammenligningsgrundlag
Ingen tvivl om, at det er kanonsvært at blande sig og “assimilere” sig – som jeg frejdigt skrev om – hvis man ikke mundaflæser – så kan jeg godt se, det er svært ikke at tabe pusten.
Her til sidst vil jeg også lige se at få sagt, at du skriver rigtig godt og spændende
Jeg er også sikker på at du klarer studiet med UG kryds og slange, som man siger – fordi man kan, hvad man vil.
12 Mette B. // aug 31, 2010 at 17:35
Og jeg med at undskylde, hvis jeg evt. lød lidt spids – men jeg er træt af at høre “du skal bare gøre sådan og sådan” – for selvfølgelig har jeg gjort ALT hvad der er menneskeligt muligt, så det meste er virkelig gennemtestet.
Jeg er nok mere ressourcestærk end mange andre (du sikkert også) – der er mange, der rent faktisk ville gå ned på sådan noget tror jeg, så det er jo nemt nok at sige, at man bare lige skal stramme sig an. Nogle gange er det også ens omgivelser, der skal det.
Men selvfølgelig ved du det kun ud fra dine egne oplevelser og erfaringer, som er forskellige fra mine.
13 Mette B. // aug 31, 2010 at 17:37
AA – tusind tak for din kommentar, det er dejligt at få sådan en. Og især, at du siger, det har givet dig lidt stof til eftertanke. Så virker min intention med indlægget jo. Og i øvrigt, spændende emner du vil blogge om – jeg vil lige følge dig
14 Mette P // sep 1, 2010 at 15:37
Tankevækkende. Som hørende, underviser og for ikke så længesiden studerende….
Min intuitive indskydelse var:” læs dit indlæg op for dit/dine hold”. Jeg tror simpelt hen ikke de forstår eller ved hvordan de skal tackle dig og din udfordring.
Det er da ubærligt ensomt ikke at kunne være med. Desuden er halvdelen af et studie lige netop det der foregår i aktiv interageren mennesker imellem.
Stor respekt herfra og pøj pøj….
15 Mette B. // sep 3, 2010 at 15:22
Mette P – tak for input; jeg tror bestemt du har ret i at de skal have det at vide på den ene eller anden måde… omend jeg et eller andet sted synes det er ret selvoptaget at gøre det til så stor en issue. Men har i hvert fald postet det på Facebook, som mange af de andre også bruger en del tid på! Og DER er alle jo ligestillede kommunikativt
Skriv en kommentar