Oven på sidste indlæg tænkte jeg lidt videre. Indlægget har ligesom nogle løse ender, så jeg tænkte, at det kunne være på sin plads med lidt baggrundsforklaring. En baggrundsforklaring, som jeg måske vil vise mine studiekammerater – hvis jeg tør – for de er jo lige netop målgruppen. Og måske andre døves studiekammerater også kunne bruge dette indlæg? Formålet er at give lidt indsigt… eller så bare at forstå. For sådan noget er nemlig meget svært at forklare lige ud af det blå i klasseværelset.

Nu taler jeg for mig selv, og døve er forskellige. Men jeg har en fornemmelse af, at der næppe er mange døve, der er uenige med mig i mine betragtninger. Dette skal slet ikke betragtes som anklagelser eller “klynk” men som en erfarings-baseret beskrivelse af, hvordan døves uddannelses-vilkår vitterligt er anderledes i forhold til hørendes. Det faglige klarer vi døve, fordi vi i forvejen har ekstra ressourcer (for overhovedet at komme ind) – men det sociale, og det, der er udenfor rammerne, er tit det, der volder problemer. Også selv om vi ellers er socialt intelligente/velfungerende væsener, der kender alle de gængse interaktions, normer og adfærdsregler. Og vi ved godt, det som regel er os, der skal starte initiativerne.

Nu hvor jeg tænker over det, virker det måske ret selvoptaget at bruge så lang tid og så mange ord på at beskrive hvordan det at interagere på et studie virker for mig. Alle har jo deres issues og alle føler sig ind i mellem udenfor. Også blandt døve kan jeg nogle gange føle mig akavet, men så er det fordi jeg simpelthen bare føler mig akavet. Men blandt hørende er jeg en minoritet, og snakker jeg med andre fra samme minoritetsgruppe (døve, altså) så er vi faktisk mange, der har det lige præcis på den måde, så det skyldes simpelthen det at være døv. I går fik jeg en kommentar fra en om, at det var en stor mundfuld at håbe på eller at forvente at ens studiekammerater vil til at lære tegnsprog for ens skyld, men man kan jo altid håbe, at de synes, at man er så interessant, at de gerne vil lære noget for ens skyld, sådan menneske til menneske – og så er god karma tilbage jo rart. Heldigvis er der mange hørende, der godt vil gøre noget ekstra for en – og de er virkelig guld værd i ens hverdag!

Og derudover er det nok også værd at bemærke, at der sikkert vil være nogen hørende, der i en eller anden udstrækning har de samme tanker og følelser. Hvis vi bare nogen gange bare tænkte på hinanden, og ikke gjorde så meget forskel, ville alt være bedre – for alle.

1. Jeg aner ikke hvordan stemningen til  undervisningen er
Når jeg som døv bruger tolk i undervisningen, er det meget svært at fornemme, hvordan folk lyder, fordi tolken kun tolker ordene, og altså ikke de små nuancer eller tonefaldet. De er professionelle, men nogle ting kan bare ikke tolkes. Jeg er derfor tit usikker på hvordan den talende person bag rent faktisk lyder og virker på andre, og jeg får ikke reaktionerne. Jeg har ikke nogen sikker fornemmelse af, hvem der siger noget fornuftigt, hvem der laver ballade, hvem der kommer med de sjove kommentarer osv. Når alle griner, er det sjældent, jeg ved hvad der var så sjovt. Også fordi jeg ofte sidder foran, og ikke kan se de andre, endsige høre deres stemmer. Så jeg ved reelt ikke hvem der siger hvad, hvis ikke det er underviseren, der snakker. Jeg har reelt ingen idé om hvem der “styrer” stemningen, hvem der er populær, hvem der er irriterende. Og derfor er jeg også lidt tilbageholdende med at sige noget, fordi jeg ingen anelse har om hvor jeg ligger i niveauet. Overhovedet. Det viser sig tit først til eksamen.
Løsning: Ikke rigtig nogen – nok mest den, at man som døv skal “skide på” hvad andre tænker om en selv. Jo mere man siger, jo mere kender de en, og man kan umuligt sige noget dumt eller upassende hver eneste gang.

2. Jeg ved ikke hvor folk skal hen bagefter
Når undervisningen er slut smutter folk. Nogle gange tager alle hjem, andre gange mødes man i baren, ved bordfodboldspillet, i byen eller kantinen. Det sociale er jo en stor del af studiet. Men jeg som døv kan ikke høre det på snakken, så hvis alle er væk inden jeg har set mig om, kan jeg så enten vælge at lede efter folk over hele studiet eller tage hjem. Jeg vælger tit det sidste. Jeg gør, i hvert fald, og tit har jeg på den konto tænkt – laver de andre så noget sjovt sammen nu, som jeg ikke vidste noget om? Kommer folk til fredagsbar? Hvorfor spiller de alle sammen bordfodbold?
Løsning: Hørende – fortæl det, hver gang noget fælles sker. Både nu og senere. Spørg om personen fx vil med til noget bordfodbold. Det er selvfølgelig også døves ansvar selv at kontakte folk, men det skal gå begge veje.

3. Jeg er sjældent sikker på jeg har fået det hele og intet har glippet
Tit er undervisernes kommentarer kryptiske. Så det er vist ikke ualmindeligt, at man lige vender situationen med ens sidekammerater – hvad var det for bøger, man skulle købe? Hvor leder man efter en bestemt artikel? Er der nogen, der vil kopiere for andre? Men alt det får jeg døv som regel ikke med, fordi tolken ikke altid tolker den slags summen rundt. Jeg kan spørge hver gang, men det er ikke altid, jeg orker.
Løsning: Hørende – fortæl det, hvis nogen har fundet ud af noget smart. Internettet med f.eks. Facebookgrupper, Dropbox el. lign. er også en løsning, hvor alle er lige.

4. Jeg kan ikke snakke med flere på en gang
Sociale interaktioner baserer sig tit på, at folk snakker sammen i grupper, og man supplerer hinanden og kan bryde ind, hvis man har noget at bidrage med. Men døve kan som regel ikke snakke med flere end 1-2-3 af gangen, og derfor er gruppesamtaler no go for døve. Desværre. Så hvis jeg bare går forbi jer andre, så er det netop derfor. For jeg glider ikke ind naturligt i gruppen, det er en handling jeg skal udføre. Enten kan jeg vælge at “trække” en person ud af gruppen, afbryde samtalen (med noget helt off topic måske, jeg har jo ingen anelse om hvad der snakkes om) eller også kan jeg bare stå der og kigge – hvis jeg så ikke bare vælger at gå forbi, så jeg undgår, at det bliver for alt akavet. Og sådan går jeg jo glip af en hel masse smalltalk og “sladder” og andre ting, der binder folk sammen.
Løsning: Døve tilbyder, eller folk spørger om at lære tegnsprog – eller som minimum ABC på tegnsprog. Det kan læres på nettet. At hørende er frisk på samtaler på tomandshånd. At hørende uopfordret begynde at fortælle hvad der snakkes om og dermed involverer den døve, der ikke altid så godt kan involvere sig selv.

5. Gruppearbejde er mit værste mareridt
Det er næppe alle, der er særlig vilde med selv at skulle danne grupper, især hvis man ikke kender folk. Men for mig som døv er det et mareridt. Som regel sidder jeg foran uden sidemænd- og kvinder, så jeg kan ikke bare tilfældigt støde sammen med nogen. Sker det, er det bare heldigt. Men der sker ofte det, at jeg føler, jeg maser mig på i en gruppe. Nogle gange lykkes det, andre gange må jeg få læreren til at hjælpe mig med at blive placeret et sted. Og ofte føler jeg mig allerede som Sorteper, hvis gruppedannelsen foregår på den måde. Det er ret demotiverende for min lyst til at være med. Og hvis det er sket tilstrækkelig mange gange, mister jeg simpelthen lysten til overhovedet at tage nogle initiativer. Jeg er heller ikke klar over, hvem der er i gruppe med hvem, og jeg hører det heller ikke, hvis der er ledige pladser et sted.
Løsning: Hørende – spørg om den døve vil være med. Hvis I har en ledig plads og den døve sidder alene – så spørg også. Han/hun bliver glad, vi skal nok gøre alt for at det glider nemmest muligt. Prik evt. til andre, hvis I ved, at der er andre små grupper.

Der er sikkert en hel del flere ting – I må meget gerne komme med jeres erfaringer også!