I dag var jeg så heldig at gruppesammensætningen gled nemt og smertefrit. Og sikke et spændende, nørdet og nærmest futuristisk fag – alt efter ens faglige orientering og hvad man så ellers gør det til. Og jeg har tænkt mig at gøre det sjovt. Efter at jeg havde bestemt mig for at være aktiv så tosset jeg ville, køre mit eget løb og at anlægge en jeg-er-ligeglad-med-at-i-ikke-engang-prøver-på-at-arbejde-med-mig-attitude så blev min projektmakker fra sidste semester og jeg blev enige om at stikke hovederne sammen igen. Perfekt. Vi har samme tempo, samme ambitionsniveau og samme vid. Det er så fedt, når nogen kan se gennem det og ind til hvem jeg er som menneske og fagperson. Og så er han vist revnende ligeglad med hvad andre tænker. Var der bare flere mennesker som ham. Vi holder stadig emnet for vores miniprojekt åbent, men det er jo noget med interaktionsdesign og Human Computer Interaction. Og så skal vi nok kaste os over en case og en dertil hørende problemstilling. Måske Facetime på iPhone 4 i forhold til tidligere videotelefonteknologier. Vi kan f.eks. sætte spot on interaktionen mellem menneske og teknologi i form af videotelefoni og webcam. Hvorfor er det aldrig slået igennem? Er vi blevet skræmte af teknologiernes tidlige, kluntede barndom? Eller overskrider det vores intimsfære? Eller er det for mærkeligt, at mennesker begynder at dukke op i computerens verden, embodied virtuality kaldes det vist; hvordan interagerer man med et andet menneske, der dukker frem på ens telefonskærm via. videotelefoni, eller sågar  som et hologram, hvis vi skal køre linjen helt ud? Eller hvad med det modsatte; hvordan interagerer mennesker med produkter af virtual reality, dvs. computere, der opfører sig som mennesker, f.eks. avatarer, chatbots, babysæl eller andre intelligente robotter – artifical intelligence? Uh, futuristisk. Uh, frækt.