Der er et eller andet med mig og kantinepersonale. Nu er jeg ikke den type, der er allermest kommunikativ overfor servicepersonale. Jeg kender ellers nogen, der elsker at kommunikere med butiksansatte, tøjekspedienter og så videre om alt muligt, lidt som om der var et eller andet socialt behov, der skulle dækkes? Men det gør jeg jo så ikke, jeg skal bare betale ved kasse 1 og videre. Ikke fordi jeg er uhøflig, folk får skam et stort smil, noget alle kunder burde tænke på. Nå, men tilbage til kantinesnakken. På KU havde vi den sureste kantinedame, og hun servicerede mig da også surt mange gange, indtil jeg begyndte at spise frokost med en ven, der også var døv. Og så skete der noget… hun lyste op i et kæmpe smil, da hun opdagede vores tegnsprog ved køen. Og siden har hun smilet stort til mig. Her på ITU er der ikke så mange at snakke tegnsprog med, men jeg tror godt, at den ene kantinefyr havde opdaget, at jeg ikke helt var som de andre studerende. Han var i hvert fald dygtig til at række klør fem op, når jeg skulle have min obligatoriske formiddagskaffe – til en femmer, naturligvis. Hvordan han så har fundet ud af det at jeg er døv, ved jeg ikke, men der er i hvert fald et eller andet. Nåmen, nu er der så lige startet en ny kantinefyr, og jeg mistænker ham for at være lidt glad for mig. Der er i hvert fald store smil og række byttepenge frem til mig for så flirtende at snuppe dem tilbage. Det er lidt sødt egentlig, og han har sikkert tænkt at jeg flirtede tilbage, fordi jeg bruger mere øjenkontakt og mimik end andre. I dag til formiddagskaffen sagde han så et eller andet til mig, og jeg pegede så på mine ører, den klassiske gestus for at være døv, det kan virke afvisende, men hvis man gør det venligt, så forstår de fleste, at man bare ikke hører hvad de siger… men så sendte han mig forfjamsket ansigt og lirede et eller andet af på engelsk. Ja, ja. Jeg synes stadig det er lidt sjovt, og jeg er spændt på hvordan reaktionen fra ham er næste gang. Mon han nu tror jeg er en af de mange internationale studerende, eller bare slet og ret er underlig? Nå men jeg synes nu alligevel det er fedt, at man som døv næsten får særstatus hos servicepersonalet – måske fordi folk bare ikke synes de kan tillade sig at være sure og lede overfor os – det har jeg i hvert fald meget sjældent oplevet.